Mulighedernes musik

»Stop med at skrive musik – slå det ind, hammer det, knep det, whatever,« bliver der råbt ud i salen. Med vilde fagter og en stemme, der konstant skifter fra en dyb growlen til lys piben, leverer Marcela Lucatelli bredsider i alle retninger. Den dansk-brasilianske komponist er i gang med performanceforedraget The Music of Multiplicities: Decolonizing the Voice of Sublimity, hvor hun slår et slag for det antipuristiske, det selvmodsigende, det antiintellektuelle, det forføriske, det affektive og for den positive vrede. Energien smitter hele Musikhusets Lille Sal, drager os ind i et univers, hvor hæmninger er til for at blive smidt. Selvom vi griner, punkterer Lucatelli den kompositoriske tilgang, mange af os er rundet af. Den klassiske tilgang, der sigter efter et tydeligt hele, fremført med en skæven til nyprintede nodeark. 

Hvad handler dette præcis om? Lucatellis mange traditionsfrigørende udbrud skaber et rod i min hjerne, som jeg ikke ved, om jeg hverken kan eller har lyst til at vikle ud 

Det her er forførelse, og forførelse dur også i ny musik. Og efter pausen går generte publikummer op på scenen. Alle må deltage, fuldstændig på egne præmisser, uden instruktioner eller pres, i en søgen efter at skabe uperfekte ting i og til nuet. Én stopper papir ind i ensemblet NJYDs instrumenter, mens en støvsugers brummen blander sig med publikum, der forsigtigt vandrer rundt på scenen. En komponist lægger sig ned på gulvet og råber, at han gerne vil have alle autografers ud over hele kroppen; andre er ved at opsætte et feedback-netværk foran guitaristens forstærker. De absurde optrin udvikler sig til en række primalskrig, og for en stund synes publikum at have glemt kløften mellem værk og lytter.

Hvad handler dette præcis om? Lucatellis mange traditionsfrigørende udbrud skaber et rod i min hjerne, som jeg ikke ved, om jeg hverken kan eller har lyst til at vikle ud. 

I pailletkjolens skær

Vi er til UNM Festival, der hvert år præsenterer den nyeste generation af unge komponister fra de nordiske lande. Festivalens 75-årsjubilæum foregår i Aarhus og fejres med koncerter, installationer, talks, debatter og performances – alle skrevet, skabt og udført af unge, nordiske komponister og musikere. En række unge komponister er ankommet til byen med et værk under armen, der i løbet af festivalperioden 9.-15. august bliver fremført på et af festivalens seks koncertsteder. 

Med tydelig inspiration fra 1970’ernes spektralmusik fremstår værket som en lydlig personificering af Ekenvis oplevelse med tinnitus, som en form for kompositorisk selvterapi

I en næsten fyldt Rytmisk Sal i Musikhuset Aarhus skydes festivalen i gang af Aarhus Sinfonietta sammen med studerende fra Det Jyske Musikkonservatorium. En sanger med en ekspressiv, sur mine fremsiger tvært nogle ord; lige da man fornemmer at have fået færden af noget, stormer hun af scenen og afløses af to nye sangere, en i nattøj og en, der til forveksling ligner en mannequindukke dækket af et tæppe. De første ord skriges ud: »Hvorfor sover vi?«. Stressende, højfrekvente strygersektioner afspejler sangerens frustration over søvnløshed, inden hun giver op, smider sig på scenegulvet og i farten river mannequinens tæppe af, som afslører en pailletkjole.

Det emmer af dramatik i Tze Yeung Hos kammeropera Hvorfor Pusen? – et hovedspring ned i det absurde. Hvorfor står den ene sanger og kigger henført på en skakbrik, mens mannequinen koldt og nøgternt beskriver voldtægt, ensomhed og overgreb på internettet? 

I Fredrik Ekenvis Stimulation No. 2 spiddes vi af dissonerende klange, der trænger helt ind i hjernen. Med tydelig inspiration fra 1970’ernes spektralmusik fremstår værket som en lydlig personificering af Ekenvis oplevelse med tinnitus, som en form for kompositorisk selvterapi.  

Efterfølgende skifter koncerten karakter, med Linnea Landströms Passager, der starter med en dyb kontrabas-drone. Værket udvikler sig hurtigt med fyldige klange og tætte flageoletter. Landströms værk skiller sig ud ved at være en storladen erkendelse af vellyd og traditionelt kompositionshåndværk. 

Bagefter går snakken i foyeren – på denne festival snakker man oplevelserne helt igennem – og en af konklusionerne lyder: Majestætisk orkestermusik kan sagtens kan gå hånd i hånd med mannequin-inspirerede sangere og gennemborende overtoner.  

Kosmiske energier, islandske råberier

Mens B.T. og andre store medier er optagede af UNM og kønskvoter, er publikum mere interesserede i at opleve, hvad der rører sig inden for den nyeste musik. I Godsbanens Rå Hal er udvalgte installationsværker fra de seneste års festivaler udstillet under temaet (un)common ground. Blandt andet et videoværk, der undersøger kærlighed og kropslighed hos computerspilsskarakterer, og små, skrøbelige højttalere står på en ottekantet papkasse, hvorpå er malet et mellemfornøjet ansigt. 

Papkassehovedet får en hovedrolle, da vi udenfor den kuppelformede bygning Domen på Aarhus Havn er vidner til en koncert med den britisk-danske komponist og performer James Black. I hans værk POSY (a pageant) bliver vi guidet gennem et ritual, der har til hensigt at fremmane POSY, en kosmisk energi i ukendt fysisk form, som det står beskrevet. Med gonger, skrig, gamle keyboards og tale i megafon ankommer POSY, komponisten selv, mens Samsøfærgen sejler forbi, og gæsterne ombord ivrigt tager billeder af alle os, der står og betragter den poserende POSY.      

Koncertrækken INSIDE/OUT, der starter på Klubscenen og ender i Kammermusiksalen i Musikhuset er ikke mulig at opleve live pga. pladsrestriktioner, så jeg sætter mig til rette bag skærmen på en vindstille altan i Åbyhøj. Elektronisk harsh-noise i Teemu Mastovaaras Il pleut à l’intérieur, der minder om Merzbows lydlandskaber, transmitterer store mængder energi, som overdøver stream-mikrofonernes støj. Bagefter er Marcela Lucatelli performer i Birgit Djupedals I am Not Welcome. Her er skrig og små, nærmest ikke eksisterende lyde. Det er en kamp med sproget, og med den mening, der dannes, uanset hvilket ord, der bruges. Til sidst fremstammer hun igen og igen sætningen »I am not welcome«. 

Islandske Hjalti Nordals Umbót centrerer sig om otte sangere, der halvt synger, halvt råber, i én fælles energiudladning, der ikke er til at misforstå. Stemmerne nægter at blive holdt tilbage. I en ellers tom stream-chat bliver der pludselig kastet digitale håndtegn – jeg kvitterer med en dab-emoji, i et forkølet forsøg på at matche det fysiske publikums jubel over det islandske råbekor.

Potentielle andre verdener

På festivalens sidste koncert i Musikhuset er stemmen i fokus. Johanna Sulalampi præsenterer virtual reality-værket Restarting Awareness. Påført et sæt handsker og vr-briller bevæger hun sig rundt på scenen. Vi ser hendes rejse bag brillerne på en storskærm og kommer med ind i et absurd computerspilsunivers fyldt med tusindben store som højhuse og elastiske platforme i pangfarver, mens hun aktiverer maskinelle lyde af pumper og tandhjul samt syntetiske, følsomme melodier. Salen bryder derefter ud i grin, da den herboende amerikanske komponist Dylan Richards selv sidder på scenen med en tændt pibe og fremfører sit værk Sampler med, blandt andre, udsagnet »this piece might have been written by Mozart if he wasn’t religiously beaten by his father«.

Ord er ikke bare ord, de skaber forventninger og er nogle gange lige så meget i centrum som selve musikken. 

Mod det følelsesfulde

Festivalen er ved at rinde ud. På den nyåbnede klub Super spiller norske Dragongirl sin positive, helende klubmusik inspireret af fantasyuniverser. Snakken forstummer, da vi blæses omkuld af fragmenteret klubmusik med bidder af beats og storladne synthflader, som konstant starter, stopper og genstarter.

Et par timer senere, mens søndagssolen stiger op inde i Domen på havnen, gør forperson i UNM-Danmark Mikkel Schou status på den rejsende festival, som næste år lander i Reykjavik. Han fortæller om vigtigheden i, at UNM er skabt af unge, lige fra PR-afdeling til musikere, og om at opføre koncerter, der går i mange forskellige retninger, men alligevel skal formå at fungere som et hele. Og som skal give publikum lyst til mere. »Ny musik i Norden har det godt,« siger Mikkel Schou med et træt smil. »Niveauet er højt. Derfor handler det om at tage formidlingen af den alvorligt, og der taler festivalens meget forskellige oplevelser deres eget tydelige sprog.« 

Mens nogle festivalgæster døser hen efter en lang klubnat, synger vokalgruppen ILINX deres blanding af selvskreven musik og Arca-covers morgenen ind. De høje og glasklare stemmer passer næsten for godt til det stille vand i Aarhus Havn – en sidste, afdæmpet dyne af lyd lægges over en festival, der i sin årgang 2021 har tegnet et billede af en række unge nordiske komponister, der i vidt forskellige afskygninger har det sanselige og kropslige for øje. Ikke som en refleksion over det sidste års liv præget af lockdown og isoation, men i højere grad i en søgen efter at give plads til og anerkende, at kropslighed, affekt, behov – på mange forskellige planer – eksisterer, og er noget vi skal kunne rumme og benytte i mødet med ny musik.