Når kroppe, teknologier og hele verdener går i opløsning

MINU Festival for Expanded Music er i de senere år blevet en fast bestanddel af Københavns kalender. Under kuratorisk ledelse og organisering af Mikkel Schou, Dylan Richards og Roberto Besler har festivalen konsekvent præsenteret programmer med musikalske opførelser, der udfordrer kunstformernes grænser. Værkerne stiller ofte spørgsmål til publikum – ikke kun om, hvad kunst kan, men også om de betingelser i verden, som denne musik udspringer af.

MINU Festival for Expanded Music er i de senere år blevet en fast bestanddel af Københavns kalender

Årets MINU virkede strammere kurateret end tidligere udgaver. På en velkommen måde syntes den også mere frigjort fra den åbne frustration over institutionskritik, som tidligere har været et dominerende tema. I stedet for at være noget, kunstnerne var tvunget til at reagere imod, var problemerne ved institutionaliseret kunstproduktion blevet festivalens udgangspunkt – en slags indsats, som værkerne kunne udforske mulige »hvad så nu?«-scenarier ud fra.

I år syntes kroppen og relationerne at være bragt i forgrunden. Fokus lå på erfaringen af at have en krop som medium for relationer i en verden, der gør både kroppen og relationerne stadig mere umulige at have og fastholde. Det følgende er syv ting, jeg lærte i de dage, jeg var i stand til at deltage – kun sengeleje af sygdom holdt mig fra at opsuge alle de tålmodighedskrævende eksperimenter.

1. Mystik er vanedannende

Rob Durnins værker er nådesløst obskure uden at blive obskurantiske. Selvom hans kompositioner og opførelser er fulde af potent, men svært afkodelig symbolik, står én ting klart: hans fascination af de verdener, han opbygger. Hans begejstring for de mysterier, han udfolder, er smittende – den satte i hvert fald min fantasi i gang. I Concerning the Virtue of the Second Matter ser man percussionisten Jennifer Torrence i rollen som en excentrisk alkymist hviskende ord fra en tung, gammel tekst, mens hun sidder på gulvet. Ved siden af hende står en konstruktion et sted mellem et cyberpunk-træ og et kemisk eksperiment, der sitrer, syder og knitrer, mens mineraler gløder mellem forgrenede glasforbindelser.

Værket peger subtilt på den galskab, der venter dem, der er så besluttede på at forstå verden

Torrence bevæger sig mellem teksten og træet, ændrer kemiske balancer i kolberne og tænder indimellem en Bunsenbrænder. Efterhånden som røgfyldte dampe fylder rummet, og farver flakker i det dæmpede lys, bliver stykkets egen forvirring – dets »hvad er det egentlig, jeg laver?« – også tydelig. Værket peger subtilt på den galskab, der venter dem, der er så besluttede på at forstå verden, at de overser, hvordan deres stræben samtidig former dem selv. Durnin og Torrence har skabt et værk om besættelsens indelukkethed og den sære kraft, der alligevel slipper ud fra den.

2. At høre er et mirakel – og et mareridt

Den dybe, lavfrekvente puls, der dominerede rummet i Marco Donnarummas Ex Silence, transporterede mig til et andet eksistensplan. Her stod jeg over for et fremmed væsen fra det indre øre, der metodisk – men med stigende forfald – forsøgte at samle og genforbinde de små knogler i cochleaens spiral.

Lydbilledet holdt os fanget mellem den frustrerende stilhed i mellemtonerne, hvor information normalt formidles, og overvældelsen fra de rystende dybder og de gennemskærende højfrekvente skrig. Donnarummas Lovecraft-agtige forvalter af hørelsen – tvunget til at frembringe lyd gennem AI-bioregler pålagt en udmattet krop – gjorde min egen hørelse uhyggeligt kropsbevidst. Værket indfangede den kropslige eksistens’ skrøbelighed i en hjemsøgende og til tider helt rimeligt gruopvækkende skildring af en sansning i opløsning.

Et af de mest interessante værker inden for det, man kunne kalde antropocæn-kunst, jeg har set i lang tid

3. Den forløsning, vi venter på, kan være verdens ende

Shadwa Alis videoarbejde The Plague of Burst var et af de mest interessante værker inden for det, man kunne kalde antropocæn-kunst, jeg har set i lang tid. Med billeder hentet fra online-genrer som »relaxing«, »ASMR« og »satisfying« – her: smeltende isbjerge, eruptive vulkaner, dej der æltes, pigment der smuldrer, og industrielle presser der knuser cd’er, legetøjstanks og mønter – bygger værket en brutal æstetik op. Det hele ledsages af en manipuleret ambient-lydflade.

Ali skildrer den skrækindjagende ekstase i en uafvendelig forløsning. Hun viser den ophobede intensitet, der er dømt til at eksplodere i den kapitalistiske dødsspiral, vi kalder hjem. Værket afdækker de spændinger, så mange af os forsøger at benægte. Mellem dissociative lyde og visuelle eksplosioner, der opløser genkendelige ting i kaotisk materie, fremstår The Plague of Burst som et dokument over vores historiske øjeblik – som om en audiovisuel antropolog fra fremtiden forsøger at finde ud af, hvad der gik galt.

4. Venskab kan gøre os til cyborgs

Det lød og så fantastisk ud. I hjertet af værket ligger den gensidige, mangeårige beundring mellem komponist Kari Watson og percussionist Jennifer Torrence – samt deres fælles fascination af Donna Haraways cyborg-begreb. Værket for forstærket og processeret percussion lod Torrence ride sin virtuositet gennem 90’er-industrial teksturer (et passende tidsforskud af teoriernes indflydelse) og gennem Watsons feedback-konstruktion. I det dæmpede lys kollapsede min evne til at høre forskel på materiel overfladespænding og digital distortion, efterhånden som de to kredsede om hinanden i stadig strammere baner.

Det lød og så fantastisk ud

Værkets intensitet og energi gjorde det til et case study i at ride på den »plague«, Ali skildrer. For at citere Haraway demonstrerede Watson og Torrence her taktikker til at skabe »a powerful infidel heteroglossia« – en uregerlig flerstemmighed – til at navigere gennem tech-kapitalismens sammenbrud ved hjælp af venskab.

5. Mandlig skønhed kan være smertefuld at begære

Da vi rejste os for at applaudere Sebastian Brix’ Boudoir, lænede min ven sig ind mod mig og hviskede: »Ingen noter«. Og udførelsen havde da også været fænomenal – allerede før vi når til det sårbart afslørende konceptuelle lag, der foldede sig ud. Publikum blev ført ind i salen i par, og den stille venten opbyggede en mærkbar spænding, som Brix mere end indfriede.

Boudoir turde stirre ind i forfængeligheden, selvdestruktionen og forgængeligheden i den maskuline skønhed, oplevet indefra

Omgivet af en strygekvartet, indsmurt i olie og kun iført undertøj, poserede Brix som en »strong man« fra gamle dage, mens en svulmende akkord kulminerede hver gang en positur blev slået – og holdt – i efterfølgende stilhed.

Tiden accelererede. Sårbarheden var hypnotiserende. Som stykket skred frem, gled en kvindelig stemme ind gennem højtalerne – fragmenter af en bøn om en umulig accept – og den fysiske anstrengelse begyndte at vise sig: vejrtrækningen blev tung, poseringerne mindre skarpe, olien erstattet af sved. Boudoir turde stirre ind i forfængeligheden, selvdestruktionen og forgængeligheden i den maskuline skønhed, oplevet indefra. Det viser, hvordan ekstern anerkendelse aldrig kan hele det, der er knækket indeni, når målet er at være smuk.

6. Identitet gør relationer (u)mulige

A Gazing Grace burde være pligtstof for enhver af os, der nogle gange i livet har været komplet uduelige mænd. Selvom betegnelsen »uduelighed« er mere almindelig for dette køn, rækker dens genkendelighed bredere.

I stykket iscenesætter Lucatelli og komponist-performer Michael Hope sig som klassiske statuer af elskende. Men den patriarkalske agens er vendt om: den kvindelige figur (Lucatelli) handler, mens den mandlige (Hope) er passiv – og temmelig ynkelig.

Gennem en række tableauer, alle med hyper-styliserede klassiske kostumer af kunstner Hannah Totiki, forsøger Lucatelli at opnå relation eller blot anerkendelse fra en narcissistisk fortabt Hope. I ét tableau synger Hope en teknisk præcis aria, men uden egentlig evne; han danser melankolsk i en kæmpe krinolineskørt, mens Lucatelli forgæves forsøger at nå ind til ham. I et andet står Hope på en sokkel og spiller »Ave Maria« på melodica, før han ledsages nedefra af Lucatellis ekstenderede vokaler og Gianluca Elias brutale saxofon-improvisation i cherub-kostume.

A Gazing Grace burde være pligtstof for enhver af os, der nogle gange i livet har været komplet uduelige mænd

Værket rummer både humor, energi og konceptuel tyngde. Lucatelli peger ikke kun på kønsroller, men på identitetens fundamentale funktion som adskillelsesmekanisme. Det foldes radikalt ud i det sidste tableau, hvor de to kunstnere – helt indsyet i strikkede kropsdragter – ruller rundt som en amorf masse, kurrende til en collage af »Amazing Grace«-samples og Lucatellis stemme. Værket udforsker risikoen ved at være sammen – og de glæder, der opstår, når vi tør åbne os.

7. Det er sjovere at køre lastbil end at samarbejde i kulturindustrien

I stærk kontrast til Watsons og Torrences kærlige samarbejde viser Matthew Grouses »egalitære« samarbejde med duoen EKKI MINNA de konfliktfyldte dynamikker, som projektstøtte-baserede kompositioner så ofte rummer. Gennem en næsten manisk åben dokumentation af samarbejdsprocessen fanger værket en særlig »kunst-mandlig« usikkerhed, som ofte overses.

Kombinationen af modvilligt inkluderet instrumental virtuositet (ifølge voice-overen), gameplay-optagelser fra »Truck Simulator 2« og en timing, der balancerede lige på den rigtige side af selvbevidsthed, blotlagde vanskeligheden ved at skabe noget af reel værdi sammen i »professionelle« kunstkontekster. Og det rejser et brændende spørgsmål: Hvad betyder det, hvis kunstnerisk skaben minder så meget om andre jobs – med al den smålighed og sårede stolthed, der kendetegner kontor- og Zoom-arbejdsliv – at dem, der laver kunsten, længes efter at køre lastbil alene gennem Europa?

MINU Festival for Expanded Music, København, 26.–30. november 2025

Dansk oversættelse: Andreo Michaelo Mielczarek