Seis-guiden: Stilhed og cirklende fragmenter

Neko 3-ensemblet møder op uden traditionelle instrumenter, Anders Lauge Meldgaard har skrevet en strygekvartet, og nye udgivelser fejrer sig selv i sidste øjeblik før jul.
Af
3. december 2018
– det skal du holde øje med de kommende uger
  • Annonce

    Concerto Copenhagen

Gentagelse. Med udgangspunkt i Mette Moestrups digt Fragment 94 har Anders Lauge Meldgaard skrevet et minimalistisk inspireret værk til strygekvartetten Halvcirkel. Ligesom Terry Rileys ikoniske In C (1964) bygger Meldgaards nye værk på ihærdige gentagelser af små melodiske fragmenter, og uropførelsen bliver denne aften på Alice ledsaget af tredjesatsen af Rileys Salome Dances for Peace (1985-86), som Halvcirkel udgav en forfriskende indspilning af tidligere i år. (Kbh., ons. 5. dec. kl. 20.)

Nye stilheder. De fire medlemmer af Neko 3-ensemblet lader instrumenterne blive hjemme, når de fremfører fem fintfølende værker fra Belgien, Frankrig, Italien og Danmark – fra Vinko Globokars selvkvælende ?Corporel (1985) og Thierry de Meys armfægtende Silence Must Be (2002) til et nyt værk af Jeppe Ernst skrevet til Neko 3. Mads Emil Dreyer binder de lydsvage og kropsfulde værker sammen med lysdesign og elektroniske mellemspil. (Koncertkirken, Kbh., tir. 11. dec. kl. 19.30.)

Udgivelsesfester. Institut for Dansk Lydarkæologi har fundet to korte stemmeværker af Lene Adler Petersen frem fra gemmerne og fejrer udgivelsen af de tidlige 70’er-fund på Apollo Bar (Charlottenborg, Kbh., ons. 12. dec. kl. 16). I den anden ende af skalaen udkommer tre symfoniske massiver af Svend Hvidtfelt Nielsen, hvoraf to opføres i soloudgaver for orgel og akkordeon ved releasekoncerten i Mariendal Kirke (Frederiksberg, ons. 12. dec. kl. 19.30). Og så udgiver kunstnergruppen Superflex to album, det ene en legesyg og meget hjemmelavet samling elektroniske værker skabt af dyre-samples, det andet Anders Monrads Mærskopera, som Superflex og Nikolaj Heltoft har skrevet librettoen til (Apollo Bar, tor. 13. dec. kl. 16).

Mikrodoku. Kan man indfange essensen af en kunstner på ét minut? Filminstruktøren Mads Hemmingsen har gjort et billedintenst forsøg med fortættede og stemningsfulde mikroportrætter af blandt andre Søs Gunver Ryberg og Sandra Boss, og Kaja Management præsenterer resultaterne på Peryton, hvor musikere fra Girls in Airports, Excelsior og Dødens Garderobe dj’er. (Kbh., ons. 12. dec. kl. 19.30.)

Desuden ... tegner Figura et portræt af Anders Brødsgaard i Koncertkirken (Kbh., søn. 9. dec. kl. 20). Samme sted opfører tyske Andrea Neumann Solo for Zither, Mixer and Heartbeat (2018) ved Arbitrary Live #5, hvor der også vil være kollektiv lytning til landsmanden Jan Jelineks lydpoesi (tor. 20. dec. kl. 20). Og i Berlin har Heroines of Sound-festivalen bl.a. Juliana Hodkinson og Jessie Marino på programmet (Hau 2, 6.-8. dec.).