Seis-guiden: Til Darmstadt og til bunds

Darmstadt genbesøgt. Skal vi kalde det en supergruppe? Ah, koldt vand i blodet. Men den unge kvartet Neko 3 har allerede etableret sig som et af de ensembler, man instinktivt ser frem til at opleve, og denne aften har de slået sig sammen med Moderne Mandag-arrangørerne om et Darmstadt-inspireret program, der spænder fra ikoniske Stockhausen-værker og Gunnar Bergs tilfældighedsværk Random (1968) i en ny version for slagtøj og video til Simon Steen-Andersens Rerendered (2004) og nye elektroniske mellemspil af Xavier Bonfill. (DKDM, Kbh., man. 28. jan. kl. 19.30.)

Gælletangsmusik. Koncepter spiller i disse år en fremtrædende rolle i de kunstneriske musikmiljøer. Og et af de mest Snapchat-venlige setupper finder man i den århusianske komponist Laila Skovmands undervandsværk Aquasonic (2016). Fem musikere sidder på bunden af hvert sit velvoksne akvarium og spiller på hjemmebyggede, vandklar instrumenter, når de altså ikke må søge opad for at få luft. (Godsbanen, Århus, 1.-4. feb.)

Klangmassivt. Athelas Sinfonietta lægger hårdt fra land i 2019 ved at uropføre Ensemble, Simon Christensens nye, tre kvarter lange værk, der efter komponistens eget udsagn ser ud til at blive ét langt nærportræt af en særlig klang. Koncerten byder også på pulserende millennial-minimalisme fra Missy Mazzoli og den danske førsteopførelse af Allan Gravgaard Madsens Ouverture (2016). (Johan Borups Højskole, Kbh., søn. 3. feb. kl. 16.)

Tæt, fjernt. Og så til det store udland. I Reykjaviks kulde og mørke finder festivalen Dark Music Days sted for 40. gang – i år med bl.a. Neko 3, Niels Lyhne Løkkegaard og et nyt, timelangt værk af Maja Ratkje på programmet (26. jan – 3. feb.). På samme tid, men i Berlin, sætter Transmediale fokus på digitale følelser (31. jan. – 3. feb.), og ved Eclat-festivalen i Stuttgart opføres Kaj Duncan Davids »udkomponerede artist talk« Up Close and Personal (2018) og en ny klaverkoncert af Christian Winther Christensen (6.-10. feb.).