Vandring i blinde

På sin egen, underspillede facon er lydkunsten et evigt oprør. Når Jacob Kirkegaard vender sine ultrafølsomme mikrofoner mod Jordens indre, mod landbrugsvæsenet eller mod en efterladt reaktorkerne, er det af samme årsag, som når lydøkologer i årtier har insisteret på at dokumentere landskaber under forandring: Vi skal mindes om, at der er en hel verden af information – af liv, historie, erindring – som vi enten har glemt at lytte til eller ganske enkelt ikke kan høre med vores begrænsede ører.

Den, der lytter grundigt, får øje på det, den blinde fremdrift overser

Og så skal vi forstå, at det, vi dermed overhører, er alternativer til den virkelighed, vi ser udspille sig omkring os, og hvis udvikling vi sjældent oplever at have reel indflydelse på. Pointen: Den, der lytter grundigt, får øje på det, den blinde fremdrift overser.

Det er denne stille modstand, som er drivkraften bag Witness Stand, en lydkunstvandring på Refshaleøen i København, hvis ramme er skabt af de australske lydhippier Madeleine Flynn og Tim Humphrey. Så pænt og høfligt som muligt beder de den gruppe på omtrent 40-50 mand, der i disse dage møder op til deres tre timer lange aftenperformance på det yderste af øen, om at holde deres kæft og ignorere deres telefon, mens de følger en guide rundt til seks forskellige værker af Maria Bertel, Ragnhild May, Katrine Grarup Elbo, P.O. Jørgens, Jørgen Teller og Melbourne-parret selv.

Så det gør vi. I tre timer mæler jeg ikke et ord, lader telefonen blive i lommen, forsøger at lytte til alt omkring mig og leve mig ind i dét kritiske blik på gentrificeringen af dette gamle industriområde, der løber som en tematisk understrøm i værkerne undervejs. Alligevel er det indefra, at en mislyd tager til. For hvad er det egentlig, vi i denne lille modstandsgruppe er en del af her: løsningen eller problemet?

Når man er færdig med at se på rustne lagerhaller eller pseudokritisk Spyo-graffiti, kan man hoppe i La Banchinas havnebad med en drink i hånden

Det ubønhørlige fremskridts klang

Scenen er velvalgt. Refshaleøen er i dette århundrede ved at udvikle sig fra et sted præget af skibsbyggeri og militær til et nyt bykvarter for tiltagende rige københavnere. Mens de venter på at kunne flytte ind på den kunstige tilbygning Lynetteholmen i 2070, fungerer dette gamle, forfaldne – og forgiftede – sted som et fortidstivoli for resten af byen. Når man er færdig med at se på rustne lagerhaller eller pseudokritisk Spyo-graffiti, kan man hoppe i La Banchinas havnebad med en drink i hånden eller gå på Alchemist eller Noma; lydkunsten kunne ikke have ønsket sig et mere oplagt lærred at male på.

De store nagler aktiveres med det samme. I raskt tempo gennem en ufremkommelig skov – hej, Alice i Eventyrland – når vi frem til Maria Bertel, der har hængt en håndfuld højttalere op lige ved siden af en vældig mast med udsigt til Nordhavn, Trekroner og den kolossale jordbunke, der engang skal blive til en halvø fyldt med rekorddyre lejligheder. Bertels dybe, indspillede droner – måske raspende bastoner fra en basun – skaber med det samme en dobbelt lytning: På den ene side lyder det, som om hun via masten har fået forbindelse til planetens kerne og formidler en dyster urklang. På den anden side hører man også en tabt havnefortid, et kontinuerligt tågehorn.

Selv står hun i den milde vind og svajer lidt med en basun i patineret messing, der kun akkurat kan anes i de indspillede droners korte pauser. Men hun blæser alligevel passioneret – den samme dybe tone som i højttalerne – og ligner en, der har fundet noget: en besked, en lovmæssighed. Er det simpelthen det ubønhørlige fremskridt, der gemmer sig i klangen? Med den udsigt lyder det sådan: ildevarslende, elegisk, kritisk.

Den klassiske lyd af fodskridt blander sig med aftenhouse fra kunsthallen Copenhagen Contemporary

Så går værket – der er tænkt som et sonisk fyrtårn, der peger i alle retninger omkring sig – imidlertid ind i en ny fase. De klaprende rasp er væk, tilbage er en langt blidere lyd af oktaver, tertser, en håbefuld durklang af svævninger i forskellige tempi, af og til endda en vejrtrækning. Advarsel er blevet til håb, præsenteret i samme store skala – enkle droner, der iscenesætter byudviklingen foran os – men med en ny nuance af mildhed.

Det er, som om den menneskelighed, Bertels fysiske nærvær insisterer på at få med i værket – selvom den akustiske lyd knap anes (så vidt jeg kan se og høre, er basunen ikke koblet til højttalerne, men jeg kan tage fejl) – gør opmærksom på, at udviklingen måske alligevel ikke er en naturlov: at den kan ændres, hvis vi vil. Skarp, enkel begyndelse på vandringen.

Nostalgien demaskeret

På vej mod Ragnhild May blander den klassiske lyd af fodskridt sig med aftenhouse fra kunsthallen Copenhagen Contemporary. Lidt ærgerligt skal vi samme vej tilbage, som vi kom fra, og vi går så hurtigt, at vi ikke for alvor når at lytte til omgivelserne mellem værkerne, selvom de fortæller samme historie om det dialektiske møde mellem industriel nostalgi og oplevelsesøkonomisk underholdning. Man har vist prøvet at presse ét format, den økokritiske lydvandring, sammen med et andet, performancekunst i det offentlige rum, og i den proces ender vi som travle turister i begge verdner.

May gemmer sig på en plet asfalt mellem vilde træer, og i hendes kvadrofoniske elektronmix hører vi ligesom hos Bertel et kritisk blik på den forvandlede havn. Skibsrotorer blandes med ekkolodssignaler og dekonstrueres til noget, der lyder som fjern rytmik fra en indfødt stamme, inden May tegner et nyt rum op: dyb bas over for lyst glas, et dynamisk spænd, der giver plads til stor kompleksitet i de omtrent tyve minutter, der er afsat til hvert stop på turen. Værkets force: at det i én bevægelse finder tegnene på liv i de havnelyde, det hvirvler rundt, og i den næste bevægelse trækker tæppet væk for konstruktionen ved at skrue klangene i syntetisk retning. Vores indbildte, nostalgiske erindring om industrielt arbejderliv bliver til et forskruet troldspejl.

På sit højeste sniger en manisk, lys elektronmelodi – som fra en kortsluttet snurretop med lyd i – og skærende svævninger fra endnu et af Mays hjemmelavede fløjteinstrumenter sig ind i opførelsen, inden musikken langsomt mildnes i en lang outro. Jeg sidder og kigger på en myrekoloni, der har formet en motorvej langs højttalerkablerne på asfalten: Alt ændrer sig hele tiden; de genfærd, May finder bag facaden, hjemsøger os måske mest af alt med et unaturligt ønske om at fastholde det, der var engang – selv på en helt anden måde, end det faktisk var – i stedet for at vi tilpasser os noget nyt. Der er kort fra oprør til konservatisme.

Selvindsigt i fortidstivoli

May indfanger en tvetydighed, som selve vandringens titel – Witness Stand, altså vidneskranke – ikke helt lægger op til. I den ligger der et påbud om at sige sandheden og hjælpe med at få den anklagede – som ret tydeligt er byudviklingen – dømt. Det kan let blive endimensionelt, og det er også det, der hæmmer Katrine Grarup Elbos bidrag, som ellers foregår på den mest spektakulære lokalitet: et langt, underjordisk rørføringsrum.

For her indfinder en violin sig midt i et metallisk-elektronisk undervandsportræt, netop som tiltagende feedback eller rumklang ellers har ført os længere og længere ind i en ukendt verden. Med ét farver violinens markante vibrato og glidende melodi oplevelsen i retning af det romantiske, og parringen af rørstrømsk klagesang og rådnede vandrør bliver patetisk.

Nostalgien tager over, og pludselig går det op for mig, at vandringen virker blottet for selvindsigt. Hvordan er det, vi gæve vandrere foretager os, anderledes end det, den kreative klasse omkring os bruger Refshaleøen til? Er vi ikke bare endnu en måde at gøre området attraktivt for fremtidige boligkøbere på? Og hvordan bidrager værkernes sværmen for stedets åh-så-autentiske, arbejderindustrielle fortid til det regnestykke?

Da vi nærmer os den gamle B&W-værftshal, der nu fungerer som paintballbane, og ser, at P.O. Jørgens har installeret en højttaler i en opgravet vejbane – med adgang til gammel rørlægning – ligner det hele ikke meget mere end en omgang urban exploring, som feticherer det arbejdende folk. Vi bliver i øvrigt hurtigt gennet videre fra installationen – der med sin optagelse af skvulpende vand, slæbt metal, smykkeskrinsmusik og tilsat baglænslyd ligner et hastigt svar på et open call over temaerne havn, industri og erindring – for kunstneren står klar med et overbud af metalliske gør-det-selv-instrumenter længere nede ad gaden.

Dem bliver vi sat til at lege med: rustne metalskiver, en hvinende drejeskulptur, pitchbøjende rør. Da Jørgens fra sin opstilling bag tordenplader begynder at sparke konservesdåser ud i mængden, tager vandrerne kampen op, og et rabalder rejser sig. Jeg nævnte tidligere fortidstivoliet, men her ligner vandringen mest bare et tivoli; det tematiske spor er så småt gået fløjten.

I den anden ende af den store Copenhell-asfaltplads lyder hård house fra Karrusel-skoven

Fra gak til kunstfilm

Til tonerne af P.O. Jørgens midt i en hektisk olietøndesolo går vi om hjørnet af hallen og finder Jørgen Teller som … ja, Jørgen Teller. Med gak i ascendanten har han bundet et bliklåg til en snor og kaster det barnligt rundt mellem mikrofoner, der opsamler lyden, looper den og skaber en fragmentarisk percussionsats. Siden slæber han sin røde elguitar med skateboardhjul ud mod horisonten, mens dens metallisk-syntetiske skramlen bliver til et langsomt flystyrt i højttalerne.

»Det er en, jeg bruger til at lave hærg,« forklarer han, da jeg bryder mit tavshedsløfte og bliver tilbage ved rulleinstrumentet for at inspicere, mens vandrerne lokkes videre op ad en bakke af Tim Humphrey på trompet. I den anden ende af den store Copenhell-asfaltplads lyder hård house fra Karrusel-skoven. Solen er gået ned, alt er ved at gå i opløsning nu. Hvad har det her med noget som helst at gøre?

Alligevel samler det sig oppe på bakken, hvor Madeleine Flynn sidder klar bag en lille synthesizer. Humphrey spæder til hendes ambiente toner – der af og til bøjer sig underfundigt – med piblen fra trompeten og en elektronisk EWI-blæser, og sammen giver de den cinematiske udsigt, som vi genkender fra Bertel-stoppet, nu bare med rensningsanlægget Lynetten i forgrunden, et melankolsk-mystisk skær.

Mens mørket sænker sig over øen og byen, begynder begge dele at ligne en lang, grynet indstilling fra en kunstfilm

Mens mørket sænker sig over øen og byen, begynder begge dele at ligne en lang, grynet indstilling fra en kunstfilm: civilisationen reduceret til flimrende lys, mennesket til kunstige signaler. Men vindmøllerne bliver ved at dreje rundt – langsomt, men ustoppeligt – og cikaderne bliver ved med at synge. Alt bliver til en tung, uvirkelig tåge, der omslutter os. Da vi er nede fra bakken igen, er Karrusel-skovens house blevet til hidsig trance. Skibet er sejlet.

»Witness Stand«, 13.-17. august på Refshaleøen. Produceret af performancelaboratoriet Metropolis, som drives af Københavns Internationale Teater.