• 20/6/2022

    Bæredygtig debut 

    Monika Szpyrka: »Sustainable Music«

    Hvordan gentænker man »koncerters, instrumenters og kunstneres roller« i en klimakrise? I min optik bør svaret ikke reduceres til Zero Waste. For den naturfarvede, antiforbrugeristiske bloggerbevægelse feticherer ofte bare en anden form for forbrug: Køb bambusbestik og red verden!

    Men det er svært at ændre en kreativ industri underlagt et økonomisk system, der ødelægger verden for profit. Så jeg kan dårligt bebrejde Monika Szpyrka for at starte ved de velkendte r’er (Reduce, Reuse, Recycle m.fl.), der blev et udtalt budskab for hendes debutkoncert Sustainable Music fra Det Jyske Musikkonservatorium. Dette titelemne blev lydkompositorisk kompetent og virkningsfuldt udforsket både med NJYD-kvartettens fløjte, guitar, saxofon og perkussion – og med de musikalske muligheder i metaldåser.

    Undervejs blev også oversvømmelser, skovbrandes flammehav og flygtninge i hundredemilliontal eksplicit nævnt. Derfor skurede det, da jeg, fra min publikums-yogamåtte, i sidste værk, så en lyskædeglimtende kollektion af grønvaskede livstilsprodukter.

    Så jeg følte budskabet runge hult – men det kan ikke siges om det rige lydbillede, der nu lød fra hvert sit patentglas: Bobler skvulpede fra et stålsugerør, akkompagneret af klar klirren fra tørrede bønner, der hoppede på en glasbund. De fyldige luftstrømme pustet på kanten af et resonerende glas blev skarpt brudt af skramlen fra genbrugeligt bestik. Alt sammen anderledes og aldeles vel sammensat.

    Kort sagt: Kontraproduktivt klimaudsagn, men umiskendeligt kyndig komposition.

     

  • © Cecillie Klausen
    19/4/2024

    Komponisternes nye go-to-pianist

    Nikolaus von Bemberg: Debutkoncert

    Jeg tog chancen og fulgte den tyske pianist Nikolaus von Bembergs DKDM-debutkoncert online, lokket af ikke blot et program med Messiaen-uddrag, men en uropførelse af pianistens eget projekt A Day in the Life og en gentagelse af Connor McLeans timelange Fragments (2020-22), som tidligere er opført på Minu Festival.

    Og hvilket held: Koncerten understregede, at det københavnske musikliv i Bemberg har fostret en pianist, der ikke kun har styr på temperamenterne i Messiaen, men også har ambitiøse ideer, når det gælder iscenesættelse og medvirken i unge komponisters udsyrede frembringelser.

    A Day in the Life begyndte som musikpædagogik. Skuespilleren Bless Amada fortalte begejstret om sin første klassiske koncert; denne musik var anderledes, gjorde ham bevidst om sig selv: »Jeg var den eneste sorte.« Bemberg spillede langsomme, spredte toner, men Amada sank ind i en kaotisk verden af sinustoner og stress. Hørte Jürg Frey på lp og læste Rilkes breve om ensomhed.

    Det lignede et portræt af pianisten, og pludselig dukkede en krumrygget Bemberg op i en hjemmevideo, hvor han spillede skrøbelig Schubert på et faldefærdigt pianette. Til sidst: video af et kystlandskab, lyden af fuglefløjt. Fred efter små tre kvarter. Lidt langt? Tjo. Men fint og personligt.

    McLeans fragmenterede coronaværk var endnu længere – alt for langt, ja, ligesom pandemien – men komponistens monologer undervejs nåede desværre ikke ud til os onlinelyttere. Jeg noterede mig dog en parodi på nordisk krimi-tv med et mord på James Black og med Bemberg, der på flygel og Juno-60 spillede klynger og gysermotiver. Det var da værd at tage med.

    Men værket gik på flere måder altså lost in translation på sin vej ud til mig, så det må blive til revanche, når McLean selv debuterer fra DKDM 12. juni.

     

     

     

     

  • 19/4/2024

    Engle og dæmoner spiller orgel

    Calum Builder: »Renewal Manifestation«

    På australskfødte Calum Builders nye album, Renewal Manifestation, er det orgelet, der indtager hovedrollen. Nærmere bestemt Mariendal Kirkes orgel, der til denne lejlighed spilles af Svend Hvidtfelt Nielsen. I forhold til dette imposante instrument føles både Builders egen altsaxofon samt CRUSH String Collectives Maria Jagds, Pauline Hogstrands og Oda Dyrnes’ violin, bratsch og cello, uendeligt små.

    Åbneren »Breaths and Waves, Wheels within Wheels« udstiller denne diskrepans i størrelsesforhold på spændende vis. Orgelet brager som en kæmpes åndedræt, mens saxofonen og strengene hugger og stikker i en søgende, kakofonisk free jazz’et lydversion af kampen mellem David og Goliat. Dramatisk og umådeligt engagerende. Ligeledes overvældende på den gode måde er »Birth/Rebirth/Birth/Rebirth/Birth/Rebirth/Birth«, der skifter kampens hede ud med, hvad der lyder som et møde med en engel, sådan som de faktisk tager sig ud i Bibelen – majestætisk, smukt og forfærdeligt i al sin himmelske uforståelighed. Også her underkaster blæser og strygere sig orgelets stoiske ro, indtil sidstnævnte til sidst svinder ind og bliver til en næsten ynkelig piben. 

    Albummet slutter med »Where You Go, I Go«, et nummer så smukt som det højtidelige løfte, titlen refererer til. Med melankolske orgelflader og en svævende saxofonsolo understreger den relative simplicitet blot den foregående halve times heftighed. Renewal Manifestation er en intens og blændende triumf for Builder som komponist.

     

     

     

     

     

  • © Josefine Seifert
    14/4/2024

    »Skal han spille på tre klaverer?«

    August Rosenbaum: Klaverkoncert

    »Skal han spille på tre klaverer?« spørger en dreng. »Det kan være, han har lært at spille med fødderne?« siger en voksen mand. Publikum på vej ind i DR Koncerthusets Koncertsal kommenterer setuppet til August Rosenbaums klaverkoncert. Det er virkelig besynderligt med tre Steinway-flygler linet op – faktisk komisk.

    Da koncerten gik i gang, bildte jeg mig ind at kunne høre forskel på instrumenterne, men ville nok dumpe en blindtest. Udover lidt leg med staccato på et flygel og pedal på et andet, var setuppet rent ud sagt uudnyttet. Klaverspillet var mangelfuldt, domineret af én måde at spille på: Pedalen i bund, en aktiv højrehånd primært i mellemlejet, en venstrehånd med et afdæmpet akkompagnement, og rigtig meget repetitionsteknik.

    Det føltes som en tyngdekraft, Rosenbaum ikke kunne undslippe. Ingen idé eller retning kunne løsrive sig, og man vendte altid tilbage.

    Når der er to flygler til en koncert, plejer det ene at være præpareret. Rosenbaum havde tre(!) uden at bruge en eneste skrue, mønt eller bordtennisbold. Burde det ikke være kriminelt? Heller ingen udvidede teknikker såsom clusters eller spil med sin håndryg blev brugt.

    Lysshowet var charmerende, til tider imponerende. Det kræver dog mere god vilje, end jeg har at kalde aftenen for en audiovisuel koncert, som programteksten fortalte mig. På vej ud hørte jeg en anden mand sige »Det var sgu meget spændende at høre ham spille.« Det synes jeg ikke.

     

     

     

  • © PR
    12/4/2024

    Brumbasser kommer med punk

    Smag På Dig Selv: »SPDS«

    Smag På Dig Selv er ret punk. Nok er de instrumenter, genren oftest associeres med, skiftet ud med saxofoner, nok lyder musikken væsentligt anderledes end den, man normalt ville forbinde med punkmusik. Ikke desto mindre har tenorsaxofonist Oliver Lauridsen, baryton- og bassaxofonist Thorbjørn Øllgaard og trommeslager Albert Holberg med deres debutudgivelse SPDS lavet et vaskeægte højenergisk punkalbum, spækket med sjov, ballade, seriøsitet og vrede.

    Allerede fra første nummer lægges stilen an: Trioen spiller ørehængende, ofte poppede melodier, der tager udgangspunkt i Øllgaards bragende dybe saxofoner, Holbergs stramme trommer og Lauridsens højenergiske, lyriske tenorsaxofon. Særligt effektiv er »Middelklassen avler kun skeletter«, der har en komparativt lidt mørkere klang, en bassax, der summer som en fed, morderisk brumbasse og fokuserer på stemningsopbygning i højere grad end mange af udgivelsens andre numre, dog uden at gå på kompromis med melodierne. 

    I den anden ende af spektrummet har vi numre som »PGO HOT 50«, med trampertempo, koklokke og epic sax guy fra helvede, »Negirî«, der med Luna Ersahin på vokal og saz i ellevte time lader blæserne træde i baggrunden, for ikke at nævne Thorbjørns vrede digte, der behandler alt fra globalisering, klimaændringer og krig til kunstakademiet og eget værd som menneske. Imponerende nok hænger det hele sammen, alting fungerer i sin forskelligartethed. Og det illustrerer på overbevisende vis det ældgamle punkdiktum, at man godt kan være vred og samtidig have det sjovt.

     

     

     

     

     

  • © Henrik Stenberg
    9/4/2024

    Ballettens nye powerduo

    Josefine Opsahl: »Passengers of Passing Moments« (Koreorama nr. 01)

    Josefine Opsahl sidder selv på scenen til australsk-danske Tara Schaufuss’ ballet Passengers of Passing Moments, som Opsahl har skrevet musikken til. Faktisk er det lige før, at hun stjæler al fokus fra de ti dansere, for det er fascinerende at følge den 32-årige cellists teatralske indlevelse og hendes meget aktive højrebens arbejde med loop- og effektboksen.

    Den knap halve times balletmusik er inspireret af Bach, men formidler også en højlandsk dramatik med samplet åndedræt, stikkende underdelinger og udpræget rumklang. Det starter med fine lystoner i dur, men bevæger sig hurtigt ned i dybet og finder dunkende bas og paukeklang. Følelserne blæser gennem hvert strøg.

    Temaet for balletten er tid. I glimt fanges danserne i Opsahls små, mekaniske sløjfer, siden etableres et mørkt, melankolsk rum, hvor en ung kvinde synker ned i et minde. Udstrakte klange og overtoner signalerer en tid sat ud af kraft; svag blæst høres, en tikken toner ind, og pludselig har hun drømt sin elskede frem.

    Kvinden bevæger sig som et spøgelse blandt de andre kroppe, mens Opsahl intensiverer sit spil og veksler mellem tre- og firedelt takt. På et tidspunkt er det, som om hun forsvinder helt ind i det voldsomme temperament; hendes dramatiske flair gør Bach til Avenger-helt, og det egner sig virkelig godt til Schaufuss’ fokus på følelsernes vold. Det er mættet, direkte og som skabt til en knugende intens koreografi. Stærkt makkerpar på den store scene.