Bordet er en praktisk rekvisit ved de fleste koncerter med elektronisk musik. Det er nærmest et symbol på, hvordan elektronisk musik ikke er forundt den samme ekspressive, fysiske gestik som akustisk musik. En rigid symbolik blev heldigvis brudt, da koncertnetværket Up Node afholdt showcaseaften på Alice med tre nyere eksperimenterende elektroniske kunstnere fra Norge, Sverige og Danmark.

MacBook’en tronede som på et alter, da svenske Fascia indledte med en blinkende lommelygte over hovedet – hvert blink udløste brutale støjstik. Da hun stak et webcam i munden og projicerede bordets mystiske genstande op bag sig, forsvandt grænsen mellem scene og publikum med enkel, snedig teknologi.

Ved siden af sit MIDI-keyboard havde danske Soli City sin sædvanlige moving-head-lampe. Som et robothoved lyste og drejede lampen i takt med de episke crescendoer og computerstemmer. Soli Citys musik er bygget op omkring feltoptagelser og klassisk instrumentering med strygere og klaver – et univers, der udstiller kontrasten mellem menneske og teknologi. Den levende lampe og det dramatiske lysshow spillede hovedrollen på scenen, hvor komponisten Harald Bjørn stod som en gemt dukkefører, der nænsomt ledte den futuristiske historie frem.

Bordet foran norske Nagaver var lagt ned på scenegulvet som en lav mur. Bag det lave bord knælede Ilavenil Vasuky Jayapalan, og fra en DJ-mixer spillede han hårdtslående, dunkle rytmer, som indhyllede Alice i et transcenderende slør. Koncerten udviklede sig fra pumpende trance til en form for karaokeshow, hvor Jayapalan sang oven på de støvede sange – og desværre føltes musikken mere som en afvikling end som en koncert.

Bag bordet gemmer der sig uanede potentialer for auditiv innovation, men praktikaliteterne sætter ofte en grænse for de performative udfoldelser. Koncerterne med Fascia og Soli City formåede at bryde grænsen mellem afvikling og koncert, for heldigvis skal al musik ikke fremføres med samme gestik – og nogle gange skal der ikke mere end et webcam og en laserlampe til for at minde os om netop det.

As an abstract micro manifesto Lauri Supponen describes his interest in »music that inhabits a second space and lingers there«, an invitation for us to dwell in the moment and discover music in its quiet emergence. 

»Gaz aux étages«, the first composition on Supponen’s breathtaking album, seems to test this idea as it unfolds with whispered bow strokes devoid of pitch. It is as if the piece itself is an entity wondering if it will prove to be music as it tentatively investigates its own constituent components. A subtle opening to an album that answers this question with clarity in its eponymous second work »Dwell« (tracks 2–5), exploring a fascinating microtonal realm. In virtuoso performances of astonishing accuracy, guitarist Petri Kumela and vocalist Tuuli Lindeberg bring Supponen’s demanding four-movement duo to life. The guitar writing in Dwell recalls Norwegian composer Martin Rane Bauck’s Fretted with Golden Fire with its drone-like microtonal strumming – a connection substantiated by the album notes, which reveal both composers know each other and have collaborated with bass clarinetist Madison Greenstone. 

The dwelling-space Supponen offers in »Eau & gaz à tous les étages« and »Opus Nen«, return the listener to a more remote sonic space, reminiscent of the album’s opening albeit with tighter compositional sense. Performed with intensity by Madison Greenstone and baritone saxophonist Sikri Lehko, they consolidate the pervasive feeling that Dwell is a uniquely inspired collaboration.

Som et abstrakt mikromanifest beskriver Lauri Supponen sin interesse for »musik, der bebor et andet rum og dvæler dér« – en invitation til at blive i øjeblikket og opdage musikken i dens stille fremkomst.

»Gaz aux étages«, det første værk på Supponens bjergtagende album, synes at afprøve denne idé, idet det udfolder sig med hviskende buestrøg blottet for tonehøjde. Det er, som om stykket selv er en slags væsen, der undrer sig over, om det mon vil vise sig at være musik, mens det tøvende undersøger sine egne bestanddele. En subtil åbning på et album, der besvarer dette spørgsmål med klarhed i det eponyme andet værk »Dwell« (spor 2–5), hvor en fascinerende mikrotonal verden udforskes. I virtuose og forbløffende præcise fortolkninger bringer guitaristen Petri Kumela og vokalisten Tuuli Lindeberg Supponens krævende firsatsede duo til live. Guitarstemmen i Dwell leder tankerne hen på den norske komponist Martin Rane Baucks Fretted with Golden Fire med sin drone-lignende mikrotonale strumming – en forbindelse, der bekræftes i albumnoterne, som afslører, at de to komponister kender hinanden og har samarbejdet med basklarinettisten Madison Greenstone.

Det opholdsrum, Supponen tilbyder i »Eau & gaz à tous les étages« og »Opus Nen«, bringer lytteren tilbage til et mere fjernt sonisk rum, der minder om albummets åbning – dog med en mere præcis kompositorisk bevidsthed. Fremført med intensitet af Madison Greenstone og barytonsaxofonisten Sikri Lehko, understreger disse værker den gennemgående fornemmelse af, at Dwell er et unikt og inspireret samarbejde.

Dansk oversættelse: Andreo Michaelo Mielczarek

Frozen human bodies and faces shaped and painted like ceramics are meticulously carried around by flower sculptures that have abandoned their static nature. The roles are reversed. Nature becomes the living environment that grants the clay humans small, temporary lives in Ghost Flower Ritual at Copenhagen Contemporary.

The piece is a live installation with musicians and performers, where 34-year-old composer Sophie Søs Meyer has collaborated with visual artist Cecilia Fiona, who is of the same age. It’s a sensorially overwhelming, yet dramatically subdued ritual. Over the course of forty-five minutes, we sit together beneath a giant flower and sense the performers’ meticulous, slow movements. Meanwhile, soundscapes and small pulsating figures from four string players and a flute shape a landscape of colors, tones, and movements that melt together – filling the high-ceilinged room with auditory and visual presence. We are part of a whole.

I love the wild costumes that descend strangely from the sky. I love being part of the ritual that heals our forgotten connection to nature, which is the very foundation of our lives. I love the sound of stroked, plucked, and blown wood from Athelas’ musicians. Culture is nature. The human animals and the flowers are part of the greater consciousness. It’s all a hyper-complex mechanism. Cecilia Fiona possesses an extraordinary visual and creative abundance in her intricate details, and Sophie Søs Meyer is precise and intriguing in her swaying tonal figures that change slowly and meticulously. Until one flower blows into the large conch shell. Then the ritual is over.

English translation: Andreo Michaelo Mielczarek 

Stivnede menneskekroppe og ansigter formet og malet som keramik båret minutiøst rundt af blomsterskulpturer, der har forladt deres stillestående natur. Rollerne er byttet om. Naturen er de levende omgivelser, der giver lermenneskene små midlertidige liv i Ghost Flower Ritual på Copenhagen Contemporary. 

Værket er en live-installation med levende musikere og performere, hvor den 34-årige komponist Sophie Søs Meyer har samarbejdet med den jævnaldrende billedkunstner Cecilia Fiona. Det er et sansemæssigt overvældende, men dramatisk set helt afdæmpet ritual. I løbet af de tre kvarter sidder vi sammen under en kæmpeblomst og mærker de fem performeres minutiøse, langsommelige bevægelser. Mens klangflader og små pulserende figurer fra fire strygere og en fløjte former et landskab af farver, klange og bevægelser, der smelter sammen – det fylder simpelthen det højloftede rum med et auditivt og visuelt nærvær. Vi er en del en helhed. 

Jeg elsker de vilde dragter, der kommer underligt ned fra himlen. Jeg elsker at være en del af ritualet, som heler vores glemte forbindelse til naturen, som er forudsætningen for vores liv. Jeg elsker lyden af strøget, plukket og blæst træ fra Athelas’ musikere. Kultur er natur. Menneskedyrene og blomsterne er en del af den store bevidsthed. Det hele er en hyperkompleks mekanisme. Cecilia Fiona har et ekstremt visuelt og kreativt overskud i sine detaljerede ting, og Sophie Søs Meyer er præcis og interessant i sine vuggende klangfigurer, der langsomt og minutiøst forandrer sig. Indtil den ene blomst blæser i den store konkylie. Så er ritualet slut.