• © PR
    18/11/2022

    Chok – klassisk trænet komponist skrev noder

    Else Marie Pade: »The Orchestral Album«

    Hvem skulle have troet det om Else Marie Pade: Komponisten, der blev undervist af Vagn Holmboe, Leif Kayser og Jan Maegaard, skrev ikke kun elektronisk, men også klassisk musik. At kalde indspilningen her en sensation, som Dacapo gør, er en underdrivelse. Det er regulær verdenshistorie. Ryd forsiden!

    I sine liner notes opfordrer Henrik Marstal alle danske orkestre til at opføre musikken, og det må de da gerne gøre. I så fald helst de otte korte etuder fra 1965, for her lyder og er Pade mest moden; med genfærdstoner og indespærret atonalitet skaber hun en alarmistisk stemning, som sætter sig i lytteren.

    Det er dog det eneste af de fire værker, jeg har lyst til at genhøre. Suiten for kammerorkester fra 1953 er rig på Holmboe’sk mørke, på dramatiske ideer og på temperamenter, men overbeviser ikke. Heller ikke selvom Malmö Operaorkester går dedikeret til værks.

    Suitens arkaiske stil virker hende helt fremmed, men skinner også igennem i trompetkoncerten fra 1954. Her er trompeten i dialog med en marchtromme, og man aner så småt det humør og talent, Pade uomtvisteligt besad. Musikken virker dog rudimentær og usammenhængende.

    Der er langt fra disse skriveøvelser til den strenghed, hun demonstrerer i sine fragmentariske Parametre I-III fra 1962. De er til gengæld en tør omgang. Jeg holder mig til etuderne.

    Kunne Else Marie Pade være blevet en stor symfoniker? Garanteret. Var hun det? Det mener Dacapo, så det må vi hellere rette os efter. Hil Else Marie Pade, komponisten, der skrev noder!

     

     

     

     

  • © Niels Nygaard
    12/10/2024

    You just want to disappear into these cosmic hordes of sound

    Christian Skjødt Hasselstrøm: »Myriads«

    British Burial should have once said that in his music he strives to reproduce the experience of standing outside a club and feeling the rhythms on the asphalt. Distances are fascinating. The sounds in Christian Skjødt Hasselstrøm's work Myriads in an enormous water container at the Ole Rømer Observatory comes from afar. It is rain from space, cosmic radiation or high-energy particles, which are translated into sound via three detectors. They also flash with light in the pillared hall, and when you grope your way to them through the darkness, they puff softly and innocently. But when you walk around the 1,662 square meter room, the sounds still seem a little bit threatening – like artillery drums, sounds from modern wars or warning signals from ancient warlords... The sounds are always very far away and rumble at a low frequency in the room with a reverberation of 40 seconds. But they are just peaceful phenomena from distant galaxies, and they hardly want us any harm. They just make us feel so infinitely small. Hasselstrøm did the same to us in a former cereal silo in the city of Struer.

    »You can get salt and minerals on your clothes. It can be washed off,« warned the guide, now ringing a bell. But what if you don't want to get rid of that sound at all and don't want to go home to Aarhus, but just want to stay deep underground for more than the given 15 minutes and disappear into the cosmic and very delicious hordes of sound? Distances are fascinating, and Myriads is better – more enriching – than any club in Aarhus’ Latin Quarter.

     

     

     

     

  • © Niels Nygaard
    12/10/2024

    Man får lyst til at forsvinde i disse kosmiske horder af lyd

    Christian Skjødt Hasselstrøm: »Myriader«

    Britiske Burial skulle engang have sagt, at han i sin musik stræber efter at gengive oplevelsen af at stå uden for en klub og dér mærke rytmerne på asfalten. Afstande er fascinerende. Lydene i Christian Skjødt Hasselstrøms værk Myriader i en enorm vandbeholder ved Ole Rømer Observatoriet kommer langvejs fra. Det er regn fra rummet, kosmisk stråling eller højenergipartikler, som oversættes til lyd via tre detektorer. De blinker også med lys i søjlehallen, og når man famler sig vej til dem gennem mørket, »puffer« de blødt og uskyldigt. Men når man går rundt i det 1662 kvadratmeter store rum, virker lydene alligevel lidt faretruende – som artilleristiske pauker, lyde fra moderne krige eller varselssignaler fra oldgamle krigsherrer… Lydene er altid meget langt væk og buldrer lavfrekvent i rummet med en efterklang på 40 sekunder. Men det er jo bare fredelige fænomener fra fjerne galakser, og de vil os næppe noget ondt. De får os bare til at føle os så uendeligt små. Det gjorde Hasselstrøm også ved os med sit værk i en gammel kornsilo i Struer.

    »Man kan få salt og mineraler på tøjet. Det kan vaskes af,« advarede guiden, som nu ringer med en klokke. Men hvad nu, hvis man slet ikke vil af med den lyd og ikke vil hjem til Aarhus, men blot vil blive dybt under jorden i mere end de givne 15 minutter og forsvinde i de kosmiske og meget lækre horder af lyd? Afstande er fascinerende, og Myriader er bedre – mere berigende – end en hvilken som helst klub i Latinerkvarteret.

     

     

     

     

     

     

     

     

     

  • © PR
    11/10/2024

    Man mærker den ustoppelige strøm af inspiration

    The Firebirds & Nordic String Quartet: »Adaptations« 

    På baggrund af en række af trioen The Firebirds’ improvisationer har seks komponister udarbejdet nye værker for strygekvartet, som så igen danner grundlag for nye jazzimprovisationer. Det er der kommet utroligt vellydende musik ud af. Og ikke mindst meget af den. Man mærker den ustoppelige strøm af inspiration, som den potentielt uendelige adaptionsmetode har foranlediget: Det i forvejen lange album har æren af at være den eneste udgivelse af ny kompositionsmusik, jeg kan huske at være stødt på, som fås i en deluxe-udgave med bonus tracks. 

    Et fascinerende aspekt af Adaptations er den stilistiske afsmitning mellem jazzen og den klassiske musik. The Firebirds har formentlig taget navn efter Stravinskys Ildfuglen, og det er passende, for hvis albummet minder mig om én ting, er det Stravinsky, når han var allermest jazzet (eksempelvis Koncert for klaver og blæsere fra 1923). Ét øjeblik gjorde særligt indtryk på mig: Det gælder overgangen fra improvisationen »Nocturnal Dance« – der med sin tunge, funkinfluerede basgang, sin nærmest dansable rytmik og sine lidenskabelige saxofonhyl lyder som fusionsjazz alla Herbie Hancock anno 1973 – til dens strygeradaption: komponisten Mauro Patricellis »Fato«. Et stykke musik, der overraskede mig dybt med sin storslåede dramatik og nærmest romantiske schwung (ikke ord, jeg ofte bruger til at beskrive ny musik). De to stykker musik har ikke meget til fælles, men alligevel er forbindelsen tydelig: Det er som om, de spejler hinanden i deres energiske fremdrift og maksimalistiske udtryk. Adaptations er fyldt med den slags overraskende, tankevækkende konstellationer.  

     

     

     

  • © Anders Hede/Musikhuset
    30/9/2024

    If John Malkovich could sing, it would be devilish singing

    John Malkovich, Michael Sturminger, Marie Arnet, Theodora Raftis, Martin Haselböck, Orchester Wiener Akademie: »The Infernal Comedy: Confessions of a Serial Killer« 

    »Please, conductor play and give me some fucking peace«. The mass murderer – and now a writer, as he became one in prison – Jack Unterweger (John Malkovich) demands more »old fashioned music« as he talks about his barbaric actions in the forests of Vienna. We are at Unterweger's book reception. The baroque orchestra Orchester Wiener Akademie sits on stage as witnesses, while Malkovich strangles sopranos Marie Arnet and Theodora Raftis with their underwear to arias by Mozart, Vivaldi and Haydn. Yes, opera is often about men hitting on women

    »I don't usually like this kind of music, it makes me nervous«. Yes, of course, because the baroque music played on period instruments is not just lame background music, but an active narrator which »disrupts« the sales pitch of a monologue, and the repulsive truth that Malkovich wants to share with us – the murder of nine prostitutes. He would rather be a murderer than nothing, he says. But the two singers also make him roll on the ground like a child; he gasps, becomes uncomfortable in his white suit. These moments elevate The Infernal Comedy to more than a clever concept (well-known actor, ok well-known orchestra, authentic murder story). The women gain a glimmer of dignity, while Malkovich's Unterweger loses it. Now what is he without Dandy sunglasses? 

    The Infernal Comedy was created for Malkovich in 2008, his joker face, his swaying, yes über musical voice. We want to buy his books because evil sells. As a super simple chamber music piece it works. If Malkovich suddenly announced that he now wanted to sing opera, we would also buy a ticket. But how would this story of misogyny sound with the baroque music of 2024?

     

     

     

  • © Anders Hede/Musikhuset
    30/9/2024

    Hvis John Malkovich kunne synge, ville det være djævelsk sang

    John Malkovich, Michael Sturminger, Marie Arnet, Theodora Raftis, Martin Haselböck, Orchester Wiener Akademie: »The Infernal Comedy: Confessions of a Serial Killer« 

     

    »Please, conductor play and give me some fucking peace«. Massemorderen – og nu forfatter, for det blev han i fængslet – Jack Unterweger (John Malkovich) kræver mere »old fashioned music«, mens han fortæller om sine barbariske handlinger i Wiens skove. Vi er til Unterwegers bogreception. Barokorkesteret Orchester Wiener Akademie sidder på scenen som vidner, mens Malkovich strangulerer sopranerne Marie Arnet og Theodora Raftis med deres undertøj til arier af Mozart, Vivaldi og Haydn. Jo, opera handler ofte om mænd, der slår på kvinder

    »I don’t usually like this kind of music, it makes me nervous«. Ja selvfølgelig, for barokmusikken spillet på periodeinstrumenter er ikke bare laber baggrundsmusik, men en aktiv fortæller, som »forstyrrer« den salgstale af en monolog, og den frastødende sandhed, som Malkovich gerne vil dele med os – mordet på ni prostituerede. Han vil hellere være morder end ingenting, siger han. Men de to sangere får ham også til at ralle på jorden som et barn; han hiver efter vejret, bliver ukomfortabel i sit hvide jakkesæt. Disse momenter løfter The Infernal Comedy til mere end et smart koncept (kendt skuespiller, ok kendt orkester, autentisk mordhistorie). Kvinderne får et glimt af værdighed, mens Malkovichs Unterweger mister den. Hvad er han nu uden Dandy-solbriller? 

    The Infernal Comedy er skabt til Malkovich i 2008, hans joker-ansigt, hans svajende, ja über musikalske røst. Vi vil gerne købe hans bøger, fordi ondskab sælger. Som super enkelt kammerspil fungerer det. Hvis Malkovich pludselig meddelte, at han nu vil synge opera, ville vi også købe billet. Men hvordan ville denne kvindehadshistorie mon lyde med barok anno 2024?