Omtrent halvvejs i livet synes man måske nok, man har set det hele, men heldigvis tager man fejl. Tag nu bare det blomstrende københavnske miljø for moderne dans, som jeg har brugt et halvt liv på at overse. Det står klar til at gribe dig med sammenviklede kroppe og nye kompositioner, begge dele med akut antiblasert virkning.
Som nu for eksempel Immortal Summit i aftes, en denimbetrukket duoperformance med flosset musik af Holger Hartvig for forvrænget guitar, dunkende bas og dinglende saxofon.
Her fremmanede to stolte kroppe – BamBam Frost og Lydia Östberg Diakité – en paradoksal mandehørm af arrogant afsky og muskelpositurer, mens de gik i cirkler og kastede med sækkestole. Friskt prikkede Hartvig hul på attituden med en udstrakt rundgang af rockvræl, der langsomt blev centrifugeret til ukendelighed: punkteret testosteron.
Efterhånden indfandt sig i stedet en intimitet. Kroppene viklede sig gulvnært ind i hinanden, og afstumpet guitarstøj blev til famlende ro med nøgen, let ustemt bas i centrum og svag cikadeimitation i baggrunden. Til lyden af drømmende syntharpeggio og en saxofon så fri som et vindspil forvandlede hanekamp sig til akrobatisk tillid og fælles ømhed. Saligt!
Samme opløftende brainstorm mellem musikalsk og koreografisk tænkning har jeg de sidste måneder også set i andre danseprojekter som MYKA’s Regnbuen med absurdistisk MIDI-lyd af Christian Vogel og Antoinette Helbings The Mirror Project med suggererende elektronik af Mads Emil Nielsen.
Danseverden, jeg ser og hører dig nu!
