kortkritik
01.07.2022

David mod Goliat

Linda Lamignan – Roskilde Festival
© Nanna Ferslev Andersen
© Nanna Ferslev Andersen

Det mest performative aspekt af Linda Lamignans performative koncert på den lille bitte Ambereum scene var begyndelsen: Imens en fest af en hiphopkoncert fandt sted på Arena-scenen lige ved siden af, påbegyndte Lamignan og venner – sådan omtalte de sig selv – det David mod Goliat-agtige projekt, det var at opbygge en meditativ og »helende« atmosfære med hjælp fra røgelse og en varm, men teksturløs synthdrone. Der var noget sært fascinerende over projektet. 

Det er som bekendt altid irriterende, når naboerne holder fest. Alligevel var Linda Lamignans optræden faktisk mest interessant i de første ti minutter, hvor de ydre omstændigheder gjorde dens eksistens allermest prekær. Koncerten – der bestod af en kombination af Lamignans sange og nogle digte, som medperformeren Noella Birisawa læste op fra en iPhone – var ikke uden sine lyspunkter: Lamignan opførte sin sange med indlevelse og storslået sans for dramatik og den fremragende trommeslager Deodato Siquir hamrede godt og grundigt på bækkenerne, når lydbilledet med faretruende hast nærmede sig den totale anonymitet. 

Sangene og digtene kredsede om tematikker som at befinde sig mellem kulturer; at åbne sit sind; at tro på sig selv og andre; at se kærligheden over det hele; at gøre op med racisme og snævre kønsforestillinger. Gode og vigtige emner. Problemet var, at behandlingen af disse emner var nærmest overdrevet bogstavelig. Der var masser af digtning, men ikke så meget poesi; masser af sangskrivning, men ikke så meget musik. 

© PR

»Musik er for os en form for lukket klub af nepotisme, netværk og Copenhagen cowboy-energi. Men i virkeligheden handler det hverken om dyre guitarer eller teknisk snilde. For os er musik noget, man kan mærke i brystet, eller som giver kuldegysninger. De bedste koncerter er, når nogen skriger så inderligt, at vi andre ikke behøver at gøre det. Den bedste musik udtrykker følelser på en måde, hvor man ville blive hentet af en sociolance, hvis man gjorde det på åben gade. For os er musik noget, der skal fucke med dem, der har det for komfortabelt, og give dem, der har det fucked, en fornemmelse af ikke at være alene. Bum. Og hvad fuck er en akkord og en toneart? Kys fra Nightmaries.«

Nightmaries blander save, guitarer og stemmer til et mørkt country-, no wave- og cowboy-doom-mareridt. Det er den slags soundtrack, der føles som en feberdrøm, man på en eller anden måde ikke har lyst til at vågne fra. I takt med at verden bliver mærkeligere og mørkere, læner Nightmaries sig ind i galskaben med langsomt brændende sange, der kryber ind under huden som en gift, der tager sig god tid. Så hop i dine yndlingsstøvler med ståltå, dyp de røgfarvede øjne i et askebæger, og gør dig klar til slasket doom med punkenergi.

© PR
»Musik for mig er kærlighed. Jeg elsker, at man gennem musik kan springe smalltalk over og bevæge sig direkte ind i folks inderste. Det er en vild og rørende måde at møde hinanden på.« 
 
Fenja skrev sin første sang som 12-årig – om en isbjørn, der var ved at dø som følge af klimaforandringer – og det eksistentielle, naturen og hendes eget sensitive væsen blev toneangivende for de tekster og den lyd, hun siden har forløst. Hun pladedebuterede i 2021 med albummet Flugtdyr og udgav i februar 2026 albummet Menneskedyr.
© PR
© PR

Komponisten Sofus Forsberg er død, 56 år gammel. Med sin særegne blanding af melodisk sans, elektronisk bearbejdning og rytmisk præcision skabte han et musikalsk univers, der bevægede sig ubesværet mellem IDM, pop og avantgarde.

© Simon Weyhe

»Musik for mig er min hobby, mit job, min ventil, mit humør, en uendelig kilde til at opdage ny musik og ny, gammel musik, noget af det bedste og kan være noget af det værste. Og jeg elsker det!«

Track72 aka Tue Track aka Anders Lundby Brixen. Producer, dj, rapper med mere. Kendt for sin rolle i trioen Malk De Koijn, der siden midten af 1990’erne har skabt et personligt univers i dansk hiphop. Har optrådt i Ponyblod, Xtra Naan, Track Abdullah Rock, Booty Cologne m.fl.

© PR
© PR

Onsdag 5. august 2026 skete det igen: En akkord i John Cages Organ2/ASLSP (As Slow as Possible) skiftede efter to et halvt år. Det skriver Classic FM.

Værket blev skrevet af den amerikanske avantgardekomponist John Cage i midten af 1980’erne. Partituret består af otte sider musik, og som titlen antyder, er instruktionen at spille det »så langsomt som muligt«.

På klaver kan værket vare omkring en time. Men på orgel kan Cages idé om langsomhed foldes ud i et helt andet tidsperspektiv. I den mest ekstreme opførelse varer værket ikke timer eller dage, men 639 år.