Rune Glerup
15
En nær fortids nu fjerne fremtid
Rune Glerup: »Om lys og lethed«
© Caroline Bittencourt
Sidst vi hørte fra Rune Glerup i en stor koncertsal, var i 2016. Da var han fremtidens mand blandt de unge komponister, men meget er sket i mellemtiden. Det danske komponistmiljø har fået en helt anden gejst, og da DR Symfoniorkestret uropførte hans nye violinkoncert, Om lys og lethed, virkede musikken pludselig lettere altmodisch.
En hektisk jagtsekvens omkransede værket. Dæmpede trompeter satte snigende udråbstegn, og lyse træblæsere standsede igen og igen krydsilden med udstrakte heller. Det lød autobiografisk: som en ørkesløs musik, der hele tiden blev krøllet sammen og smidt væk, indtil solisten Isabelle Faust omsider brød stilstanden med en solokadence.
Imellem de to ydersatser hørtes metodiske forsøg på at forme uvante melodiske forløb med langsomme triller. Det klingede mere af nøgtern kontemplation end nyvunden eventyrlyst, og linjerne endte da også med et karakteristisk knæk: måske en accept af det ufuldendte, for derfra flød musikken mere frit.
Først med en sprælsk scherzo, hvor orkestret lod sig drive fremad af herligt egensindige, langstrakte linjer fyldt med markeringer. Siden med en ekstremt sørgmodig soloviolin, hvis hvislende søgen indrammedes af stille, metallisk tuden i blæserne.
Her hørte man potentialet i Glerups distinkte, indadvendte tænkning, men den let sentimentale modernisme, man fornemmede i værket, havde en bismag af fortidig fremtid. Af noget, vi egentlig har lagt bag os. Violinkoncerten overbeviste ikke for alvor om, at det spor skal genopdyrkes.
© PR
»Musik for mig erindrer.«
Håkon Guttormsen er en norsk komponist og trompetist bosat i København. Han er uddannet fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og Rytmisk Musikkonservatorium. Han komponerer primært partiturmusik til ensembler samt musikdramatik og opera. I øjeblikket arbejder han på et værk for solo violin og elektronik til ILK Musics koncertserie under CPH Jazz 2026 samt på sit første symfoniske værk, der får premiere på konservatoriet i 2027. Han er medlem af nyMusiks komponistgruppe i Norge og bestyrelsesmedlem i UNM Danmark.
Dødsensalvorlig leg på Louisiana
Simon Steen-Andersen, Håkon Stene, Tanja Orning: »Nye klange på Louisiana – Portrætkoncert med Simon Steen Andersen«
© Camilla Stephan
Nye klange på Louisiana er et initiativ, hvor det nordsjællandske museum har inviteret pladeselskabet Dacapo/nodeforlaget Edition S til at kuratere koncerter med nulevende komponister. Simon Steen-Andersen var den første i rækken, og han benyttede lejligheden til at sammensætte et ikke blot overvældende og forrygende, men også foruroligende program af en times varighed, hvor alle værker gled over i hinanden og derved blev som ét langt statement for i hvert fald en del af komponistens praksis og filosofi.
I en kombination af videofilm og live-fremførelser forløb koncerten som en udmøntning af nogle af Simon Steen-Andersens kunstneriske strategier. Verfremdungseffekterne står centralt, fx i Asthma (2017) for akkordeon, luftpumper og video, der tematiserer og undersøger den menneskelige vejrtrækning på godt og ondt. Blandt de mange groteske og sjove klip – ledsaget af en forrygende foley-underlægning af Håkon Stene med luft- og støjlyde foruden speaks – dukker pludselig et kort videoklip op af brutal politivold, hvor en betjent med stor omhu sprayer peberspray i ansigterne på bagbundne demonstranter. Så fremstår alt det andet lige pludselig ikke helt så sjovt længere, og det skæve smil stivner.
Koncerten var et sandt sansebombardement, og den omstændighed, at alle værkerne bliver afviklet attacca giver nok et stærkt flow, men gjorde også, at man som tilhører blev nærmest overmættet af indtryk. Alligevel forekom den efterfølgende samtale mellem Simon Steen-Andersen og musikkritikeren og forfatteren Thomas Michelsen alt for kort. Men komponisten fik slået sin pointe fast om, at alt, hvad han foretager sig, er, hvad han kaldte »dødsensalvorlig leg«. Lige netop.
© PR
»Musik for mig er en konstant bevægelse (i mig). Det er en konstant skiftende sang i mit hoved. Musik kan være beroligende og opløftende, og den kan give mig svar, som jeg ikke vidste fandtes. Musik leder mig gennem livet – om det er de største og bedste øjeblikke i mit liv, eller det er svære perioder. Musik er også et fællesskab, hvor nye tanker og ideer kan få liv. Fællesskabet er netop ikke en konkurrence, men det er en måde at bevæge sig fremad sammen.«
Troels H. Sørensen er booking- og programansvarlig på spillestedet Skråen i Nordjylland. Han er tidligere bestyrer på 1000Fryd. Sammen med Casper Clasen driver han Lasher Agency og står bl.a. for festivalen Lasher Fest. Sørensen spiller i bandet Vægtløs og har tidligere været med i diverse bands fra den aalborgensiske undergrund og har udgivet plader gennem sit cooperative pladeselskab 5FeetUnder Records.
© Clemens Schmiedbauer
»Musik er for mig et osmotisk tilflugtssted.«
Jungstötter er et soloprojekt af den Berlin-baserede sangskriver og musiker Fabian Altstötter. Han har udgivet to albums på [PIAS] og har spillet shows over hele Europa, herunder Volksbühne, Silent Green og Zeiss Major Planetarium (alle Berlin), Kampnagel (Hamborg), Nürnberger Staatsmuseum für Kunst und Design, Palac Akropolis (Prag), Desertshore Festival (Wien) og flere. Han har støttet anerkendte kunstnere, herunder Owen Pallett (Final Fantasy, Arcade Fire) og Petra Hermanova.
Gintė Preisaitė lader usikkerheden synge
Gintė Preisaitė: »Instruments of Forgetting and the Singing Bone«
© Lukas Mykolaitis
Man støder efterhånden på Gintė Preisaitė i mange sammenhænge og under flere navne – solo som Baraboro og som en del af trioen Treen. Med Instruments of Forgetting and the Singing Bone udgiver den litauisk-danske komponist sit første album under eget navn, og det føles da også som hendes mest personlige værk til dato.
Først og fremmest skyldes det, at Preisaitė synger på hele syv ud af albummets otte numre. Hun behandler sin sangstemme som et instrument på lige fod med alle andre, og selvom sangen er lyrisk, så bruger hun den i hovedreglen til at skabe tekstur, dybde og kontrast. På »Summary Saint Mary« iblandes fx flere vokaltracks i forskellige tonelejer med baggrundsskurren, hurtige pulse, rungende bas, og mange flere lyde af både digital og analog oprindelse. Det er forfriskende fragmentarisk, en villighed til at lege med usikkerheden. Ikke alt hænger sammen, men netop manglen på sammenhængskraft får musikken til at føles levende og spændende.
Kun på »Nippon Dreams« – et væld af slagtøj, samples og feltoptagelser af japanske stemmer – mangler Preisaitės vokal. Og først dér mærker man, hvor afgørende den har været som orienteringspunkt gennem albummet. Fraværet efterlader et tomrum, som understreger den dualisme, som Preisaitė arbejder med: Musikkens udtryk er både intimt og køligt, nærværende og distanceret.
Instruments of Forgetting and the Singing Bone giver ikke mange svar. Til gengæld er det endnu en fascinerende brik i det puslespil, der er Preisaitės særegne oeuvre.