Rune Glerup
15
En nær fortids nu fjerne fremtid
Rune Glerup: »Om lys og lethed«
© Caroline Bittencourt
Sidst vi hørte fra Rune Glerup i en stor koncertsal, var i 2016. Da var han fremtidens mand blandt de unge komponister, men meget er sket i mellemtiden. Det danske komponistmiljø har fået en helt anden gejst, og da DR Symfoniorkestret uropførte hans nye violinkoncert, Om lys og lethed, virkede musikken pludselig lettere altmodisch.
En hektisk jagtsekvens omkransede værket. Dæmpede trompeter satte snigende udråbstegn, og lyse træblæsere standsede igen og igen krydsilden med udstrakte heller. Det lød autobiografisk: som en ørkesløs musik, der hele tiden blev krøllet sammen og smidt væk, indtil solisten Isabelle Faust omsider brød stilstanden med en solokadence.
Imellem de to ydersatser hørtes metodiske forsøg på at forme uvante melodiske forløb med langsomme triller. Det klingede mere af nøgtern kontemplation end nyvunden eventyrlyst, og linjerne endte da også med et karakteristisk knæk: måske en accept af det ufuldendte, for derfra flød musikken mere frit.
Først med en sprælsk scherzo, hvor orkestret lod sig drive fremad af herligt egensindige, langstrakte linjer fyldt med markeringer. Siden med en ekstremt sørgmodig soloviolin, hvis hvislende søgen indrammedes af stille, metallisk tuden i blæserne.
Her hørte man potentialet i Glerups distinkte, indadvendte tænkning, men den let sentimentale modernisme, man fornemmede i værket, havde en bismag af fortidig fremtid. Af noget, vi egentlig har lagt bag os. Violinkoncerten overbeviste ikke for alvor om, at det spor skal genopdyrkes.
»Musik for os er en måde at skabe en forbindelse og et fællesskab til andre mennesker.«
Selvom Schæfer indtil videre kun har udgivet tre singler, har bandet allerede markeret sig på den danske musikscene. Duoen og venneparret, Anna Skov (vokal) og Emil Mors (keyboards), skriver samfundsaktuelle, underfundige og humoristiske sange, der peger fingre af både omverdenen og dem selv.
Fødselsarbejde
Katinka Fogh Vindelev, Sankt Annæ Pigekor, Kind of Opera m.fl.: »Elegier over jorden«
»Denne smerte er ikke kun din,« messer et kor, der står i en cirkel om den fødende kvinde. »Denne smerte er ikke kun din,« lyder det, som et omsluttende ekko, fra resten af koret, som har placeret sig langs festsalens vægge, og dermed danner en cirkel om publikum og indskriver os i det kvindelige fertilitetsarbejde.
Elegier over jorden bygger på Sofie Isager Ahls gendigtning af myten om Persefone, datter af landbrugets gudinde og dronning af dødsriget. Den græske myte er af den slags, der forklarer vinterens goldhed med Persefones bortgang til dødsriget, men i denne nyfortolkning vender hun tilbage til jorden for at føde. Vi følger hendes fødselsarbejde gennem ni måneder, mens medlemmer af koret arbejder i markerne og kæmper for de afgrøder, der er under pres af det aktuelle klimakollaps. Her er naturens regeneration ikke en sag for de højere magter, men en kamp, der starter i kroppen og i mulden – ganske som den fødende kvindes.
Den økofeministisk forbundethed mellem kvindekrop og natur har været et hot topic igennem flere år nu, og jeg er i tvivl om, hvad Elegier over jorden føjer til. Det er jeg primært, fordi den hårde akustik i Glyptotekets festsal i samspil med Marie Topps koreografi, der jævnligt lader sangerne stå med ryggen til dele af publikum, gør det svært at høre Ahls ord.
Når Elegier over jorden fungerer bedst, er det i dialogen og timingen mellem koret, sopran og komponist Katinka Fogh Vindelev i rollen som den fødende Persefone og det minimale orkester, bestående af to violiner og en cello. Når stemmerne fra Sankt Annæs Pigekor smyger sig op af celloens mørke klang, og når urkvinden Persefones klagesang får lov at stå stille i rummet et øjeblik, før koret tager fat igen, har forestillingen fat i noget. Alligevel sætter oplevelsen sig ikke i kroppen, og fødselens smertefulde kamp bliver – trods korets insisterende messen – aldrig rigtig min.
Forestillingen spiller 5., 7. og 8. marts
© PR
»For mig er musik... Jeg var lige ved at sige alt, men det er alligevel en overdrivelse. Jeg er et følsomt menneske, og derfor påvirker al kunst – men især musik – mig på forskellige måder. Musik har både en terapeutisk og en kunstnerisk betydning for mig. Musikken påvirker mit humør og giver mig energi. Den kan også sætte mig i en bestemt tilstand, hvor jeg ser tingene anderledes og reflekterer på en anden måde, end jeg ellers ville have gjort. Jeg har altid høretelefoner i, når jeg er alene, jeg sover til musik, jeg arbejder til musik. Det første, jeg gjorde som ny rådmand, var at sætte min svigerfars gamle B&O-anlæg op på rådmandskontoret. Det spiller hver dag, og jeg lukker meget sjældent døren.«
Jesper Kjeldsen er rådmand for Kultur og Borgerservice i Aarhus og medlem af byrådet for Socialdemokratiet. Han er uddannet fra Kaospiloterne og har en baggrund som iværksætter, blandt andet med virksomheden Postevand. Før sin politiske karriere har han arbejdet kreativt med kultur og musik – han har udgivet musik, været DJ og undervist som danselærer. Jesper Kjeldsen har gennem en længere periode boet og arbejdet i Grønland, hvilket har præget hans syn på fællesskab, kultur, klima og samfund.
© Cecilie Frost
»Musik er for mig et stille, men magtfuldt våben. Den er altafgørende for at bevare identitet og kultur. Gennem historien har dominerende magter ofte forsøgt at undertrykke folk ved at udslette deres sprog, deres traditioner og deres kunst. Men de steder, hvor dette mislykkedes, var det netop kunstens overlevelse, der bevarede sjælen og stoltheden hos folket.«
Anastasia er en dansk indie-kunstner med glamour i blikket og punk i blodet. Sammen med sit fuldt kvindelige band skaber hun et lydunivers båret af rå energi, bittersøde rockmelodier og frække, flirtende tekster om kærlighed, tab og alt det kaotiske derimellem. Hun debuterede i 2022 med en række velgørenhedskoncerter til støtte for Ukraine og har siden indtaget scener over hele landet – fra Debutfest i København til SPOT Festival i Aarhus. Alle sange skrives og produceres af Anastasia selv og får deres endelige form i et tæt og intenst samspil med bandet, hvor det personlige udtryk møder den kollektive kraft.