Celloen er overalt på årets Roskilde Festival. Nogle bruger den som alt muligt andet – hov, så var den en elbas, eller hvad med et keyboard druknet i effekter – men i amerikanske Jasper Marsalis’ Marcela Lucatelli-værdige bomberprojekt Slauson Malone 1 blev celloen faktisk brugt som, ja, cello.
Marsalis stod selv for vokal og elguitar på den åbne Platform-scene, mens Nicholas Wetherell åbnede koncerten med et motorløb på sin forstærkede cello, men så slog over i knipsede meditationer, som Marsalis bidrog til med overtonespil på guitaren. Følsomme jazzfyre? Niks, pludselig: synkrone støjløb, intimiteten splintret, og inden længe kastede Marsalis sig ud i det siddende publikum med et rullefald – og et skrig.
Imens spillede Wetherell følsomme vibratoer. For kontraster lever på Roskilde og driver jo nærmest verden fremad i disse år. Så det var den, verden, der tonede frem i musikken: gennem voldsomme omslag mellem 8-bittet smølfevokal, ambient gnavende solocello, intim indie oven i ét sekunds sample af Cher – kulminerende i en vemodig vuggevise med slør af digitaltheremin.
Det var på mange måder peak hipsteræra. Men det var også intenst rørende, omtrent som at følge Mahler ude på kanten af afgrunden, mens han prøvede at tegne hele verden op i sine partiturer. Eneste forskel: Staffeliet ser lidt anderledes ud i dag.
Komponisten Sofus Forsberg er død, 56 år gammel. Med sin særegne blanding af melodisk sans, elektronisk bearbejdning og rytmisk præcision skabte han et musikalsk univers, der bevægede sig ubesværet mellem IDM, pop og avantgarde.
»Musik for mig er min hobby, mit job, min ventil, mit humør, en uendelig kilde til at opdage ny musik og ny, gammel musik, noget af det bedste og kan være noget af det værste. Og jeg elsker det!«
Track72 aka Tue Track aka Anders Lundby Brixen. Producer, dj, rapper med mere. Kendt for sin rolle i trioen Malk De Koijn, der siden midten af 1990’erne har skabt et personligt univers i dansk hiphop. Har optrådt i Ponyblod, Xtra Naan, Track Abdullah Rock, Booty Cologne m.fl.
Onsdag 5. august 2026 skete det igen: En akkord i John Cages Organ2/ASLSP (As Slow as Possible) skiftede efter to et halvt år. Det skriver Classic FM.
Værket blev skrevet af den amerikanske avantgardekomponist John Cage i midten af 1980’erne. Partituret består af otte sider musik, og som titlen antyder, er instruktionen at spille det »så langsomt som muligt«.
På klaver kan værket vare omkring en time. Men på orgel kan Cages idé om langsomhed foldes ud i et helt andet tidsperspektiv. I den mest ekstreme opførelse varer værket ikke timer eller dage, men 639 år.
»Hvad er musik for mig? Hvor er de store følelser blevet af?«
Gellért Szabó er komponist, dirigent og performer med base i Leipzig, Tyskland. Hans arbejde forener nutidig komposition med inspiration fra fri improvisation, støjmusik og den sene romantiks udtryksmæssige rigdom. Han er grundlægger og kunstnerisk leder af det 23 medlemmer store Ideal Orchestra, et ensemble dedikeret til storslået eksperimentalmusik med overvældende følelsesmæssig intensitet. Ved siden af dette optræder Szabó internationalt med sit soloprojekt Radical Radio Show, hvor han udforsker symfoniske klangflader og omsluttende lydlandskaber ved hjælp af en enkelt elektrisk guitar og live-elektronik. Hans musik er drevet af en søgen efter intensitet, sårbarhed og et kompromisløst følelsesmæssigt udtryk.
Fra Kulturværftet i Helsingør glider skibene forbi Kronborg gennem Øresund – en påmindelse om de handelsruter, der gennem århundreder har bragt varer, mennesker og magt mellem Norden og resten af verden. Det er et oplagt afsæt for Passage Festival, og for Marie Dahls vokalværk Silke. Sukker. Sand, der undersøger tre materialers sammenfiltrede historie.
Silke. Sukker. Sand er en vokal performance i tre akter, der følger de tre materialers historiske rejse gennem kolonitid, global økonomi og geopolitik. Fem sangere fra Ars Nova Copenhagen er på scenen i en minimalistisk scenografi, der stort set kun består af farvet lys og tre kostumer, som skifter karakter undervejs. Først silkekjoler, dernæst en art krinoline, der skal illustrere sukkertoppe, og endelig grå stenblokke, en slags ophobning af sand.
Værkets centrale greb er at oversætte materialernes fysiske egenskaber til vokale udtryk. Snart bliver silkens elasticitet til blød, bølgende flerstemmighed, snart til en forpuppet elektronisk knitren. Sukkerets krystallinske struktur omsættes til skarpe vokale anslag, nærmest som korte smæld, og sødmefulde hvisken, mens sandet knirker, rasler og giver resonans til en libretto om økonomi og overmagt, vold og begær.
Forestillingen har ikke en egentlig narrativ struktur, og de fem sangere spiller ingen roller, men bevæger sig lidt stift rundt på scenen, som man gør, når man primært har fokus på sin stemme. Sammenligningen med Hotel Pro Formas Flammenwerfer melder sig uundgåeligt. Her blev den strenge æstetik udfordret af C.F. Hills vildtvoksende billedunivers og Blixa Bargelds sårbare tilstedeværelse. De elementer savner man i Marie Dahls kontrollerede opsætning, der kunne have godt af lidt mere af den følsomhed og kaos, der også er Kirsten Dehlholms arv.
