kortkritiklive
05.07.2024

En verden af kontraster – og lidt smølfevokal

Roskilde Festival: Slauson Malone 1
© PR

Celloen er overalt på årets Roskilde Festival. Nogle bruger den som alt muligt andet – hov, så var den en elbas, eller hvad med et keyboard druknet i effekter – men i amerikanske Jasper Marsalis’ Marcela Lucatelli-værdige bomberprojekt Slauson Malone 1 blev celloen faktisk brugt som, ja, cello.

Marsalis stod selv for vokal og elguitar på den åbne Platform-scene, mens Nicholas Wetherell åbnede koncerten med et motorløb på sin forstærkede cello, men så slog over i knipsede meditationer, som Marsalis bidrog til med overtonespil på guitaren. Følsomme jazzfyre? Niks, pludselig: synkrone støjløb, intimiteten splintret, og inden længe kastede Marsalis sig ud i det siddende publikum med et rullefald – og et skrig.

Imens spillede Wetherell følsomme vibratoer. For kontraster lever på Roskilde og driver jo nærmest verden fremad i disse år. Så det var den, verden, der tonede frem i musikken: gennem voldsomme omslag mellem 8-bittet smølfevokal, ambient gnavende solocello, intim indie oven i ét sekunds sample af Cher – kulminerende i en vemodig vuggevise med slør af digitaltheremin.

Det var på mange måder peak hipsteræra. Men det var også intenst rørende, omtrent som at følge Mahler ude på kanten af afgrunden, mens han prøvede at tegne hele verden op i sine partiturer. Eneste forskel: Staffeliet ser lidt anderledes ud i dag.

© PR

»Musik er for os en form for lukket klub af nepotisme, netværk og Copenhagen cowboy-energi. Men i virkeligheden handler det hverken om dyre guitarer eller teknisk snilde. For os er musik noget, man kan mærke i brystet, eller som giver kuldegysninger. De bedste koncerter er, når nogen skriger så inderligt, at vi andre ikke behøver at gøre det. Den bedste musik udtrykker følelser på en måde, hvor man ville blive hentet af en sociolance, hvis man gjorde det på åben gade. For os er musik noget, der skal fucke med dem, der har det for komfortabelt, og give dem, der har det fucked, en fornemmelse af ikke at være alene. Bum. Og hvad fuck er en akkord og en toneart? Kys fra Nightmaries.«

Nightmaries blander save, guitarer og stemmer til et mørkt country-, no wave- og cowboy-doom-mareridt. Det er den slags soundtrack, der føles som en feberdrøm, man på en eller anden måde ikke har lyst til at vågne fra. I takt med at verden bliver mærkeligere og mørkere, læner Nightmaries sig ind i galskaben med langsomt brændende sange, der kryber ind under huden som en gift, der tager sig god tid. Så hop i dine yndlingsstøvler med ståltå, dyp de røgfarvede øjne i et askebæger, og gør dig klar til slasket doom med punkenergi.

© PR
»Musik for mig er kærlighed. Jeg elsker, at man gennem musik kan springe smalltalk over og bevæge sig direkte ind i folks inderste. Det er en vild og rørende måde at møde hinanden på.« 
 
Fenja skrev sin første sang som 12-årig – om en isbjørn, der var ved at dø som følge af klimaforandringer – og det eksistentielle, naturen og hendes eget sensitive væsen blev toneangivende for de tekster og den lyd, hun siden har forløst. Hun pladedebuterede i 2021 med albummet Flugtdyr og udgav i februar 2026 albummet Menneskedyr.
© PR
© PR

Komponisten Sofus Forsberg er død, 56 år gammel. Med sin særegne blanding af melodisk sans, elektronisk bearbejdning og rytmisk præcision skabte han et musikalsk univers, der bevægede sig ubesværet mellem IDM, pop og avantgarde.

© Simon Weyhe

»Musik for mig er min hobby, mit job, min ventil, mit humør, en uendelig kilde til at opdage ny musik og ny, gammel musik, noget af det bedste og kan være noget af det værste. Og jeg elsker det!«

Track72 aka Tue Track aka Anders Lundby Brixen. Producer, dj, rapper med mere. Kendt for sin rolle i trioen Malk De Koijn, der siden midten af 1990’erne har skabt et personligt univers i dansk hiphop. Har optrådt i Ponyblod, Xtra Naan, Track Abdullah Rock, Booty Cologne m.fl.

© PR
© PR

Onsdag 5. august 2026 skete det igen: En akkord i John Cages Organ2/ASLSP (As Slow as Possible) skiftede efter to et halvt år. Det skriver Classic FM.

Værket blev skrevet af den amerikanske avantgardekomponist John Cage i midten af 1980’erne. Partituret består af otte sider musik, og som titlen antyder, er instruktionen at spille det »så langsomt som muligt«.

På klaver kan værket vare omkring en time. Men på orgel kan Cages idé om langsomhed foldes ud i et helt andet tidsperspektiv. I den mest ekstreme opførelse varer værket ikke timer eller dage, men 639 år.