kortkritikrelease
21.03.2025

Fanget mellem for meget og for lidt

Amphior: »Disappearing«
Amphior. © Rikke Broholm
Amphior. © Rikke Broholm

Den elektroniske musiker Amphior AKA Mathias Hammerstrøm lægger positivt an: »Under the Stars« emmer af Twin Peaks-agtig melankolsk romantik tilført en urovækkende klang, som får forventningerne til at vokse. Allerede ved andet nummer står det dog klart, at lytteoplevelsen ikke vil være helt så positiv, som man ellers først kunne have forventet. 

»Time Is a Thief« imponerer nemlig slet ikke på samme måde. Ovenpå det klicheagtige tikkende ur i baggrunden gør hverken klavermelodien eller de atmosfæriske elementer megen væsen af sig, fastlåst i det intetsigende midterpunkt mellem for meget og for lidt.  Denne vekselvirkning mellem spændende numre og mere fyldagtige stykker viser sig desværre at præge udgivelsen som helhed.

Numrene »Healing« og »Disappearing« har begge gode melodier med en fin, æterisk, bittersød melankoli over sig. »Bloom« gør i lighed med »Time Is a Thief« også brug af et tikkende ur som baggrundselement, men til langt bedre effekt, da musikken ovenover er så meget mere fængende – ikke mindst pga. Stine Benjaminsens (AKA Recorder Recorder) afklippede vokalsamples, der giver nummeret en kærkommen underlig stemning. Udgivelsen rummer dog en række numre, der aldrig formår at efterlade et varigt indtryk, uanset hvor mange gange man lytter til dem. En melodi, der bare manglede lidt mere liv. En effekt, der med fordel kunne være blevet skruet op for. Det er en skam, for Hammerstrøm demonstrerer på omtrent halvdelen af numrene, at han evner at skabe virkelig smuk musik.

Viner Khaiitov. © Tatita Zhiliaeva

»For mig er musik lige nu det modsatte af en flugt: Det er et rum, hvor spændingen fastholdes, gentages og omdannes til rytme.«

Viner er DJ og producer med base i både Marseille og Barcelona, hvor han driver pladeselskabet og kunstlaboratoriet PATAR. Han er født i Uljanovsk ind i en familie med usbekiske, tatariske og basjkiriske rødder og begyndte at lave musik i Kazan. I 2022 foretog han optagelser rundt omkring i Usbekistan: under Navruz-fejringen i Tasjkent, på Stihia-festivalen i Mujnak (hvor han fungerede som teknisk direktør) samt gadelyde fra Khiva, Bukhara og Samarkand. På udgivelsen 2330 (PATAR, november 2026) er disse optagelser klippet op i fragmenter på to sekunder eller derunder. De er indlejret i loops med en tredelt takt, der ligger forskudt i forhold til hovedpulsen – herunder »doira«-rytmer, der kræver flere takter for at nå hele vejen rundt – samt baspartier, der optræder som rå, forvrængede blokke. Kildematerialet forbliver kun delvist genkendeligt. Det, der bærer værket, er friktionen; den fastholdes gennem alle fem numre uden nogensinde helt at blive forløst.

 

© Alicja Jelińska

»For mig er musik en del af hverdagen. En palet af forskellige følelser. Musik er mit erhverv og min livsstil. Det er et rum, hvor jeg kan være helt mig selv, hvor jeg er fuldt ud accepteret, og hvor jeg ikke er bange for udfordringer eller eksperimenter. Musik er livet for mig, og jeg kan ikke forestille mig at leve uden den.«

Malina Midera er en polsk pianist, komponist og lydkunstner, der er bosat i København. Hendes arbejde udforsker ofte krydsfeltet mellem jazz, sangskrivning og elektronisk musik. Som udøvende musiker og indspillende kunstner har hun turneret og optrådt rundt omkring i Europa og udgivet albums med forskellige internationale ensembler, herunder Children of Fish, midi 4 og Klawo. Hun har desuden kurateret adskillige kunstfestivaler, herunder LAAF – Łódź Abstract Art Festival 2024 (PL) og Idealistic Festival vol. 7 (DK). Hendes debutalbum som solist på orgel forventes at udkomme i januar 2027. Ved siden af musikken har hun en stor interesse for fotografi. 

© Mads Ogstrup

»Musik for os er en livslang fascination – noget man aldrig kommer til bunds i. Man kan studere matematikken, reglerne og logiken. Men musik indeholder også et element af magi. Den del, som skaber en følelsesmæssig resonans mellem afsenderen og lytteren – på tværs af sted, tid og sprog.«

Inspireret af 90’ernes legesyge og skæve alternative rock har Inventory skabt deres eget udtryk, bestående af lige dele pop-hooks, dissonant spænding og jazzede klange. Det er guitardrevet musik, som rummer både det uventede, det skæve og det lindrende – og som bevæger sig mellem det umiddelbare og det udfordrende. Inventory er aktuelle med deres debutalbum People Pyramids, som udkommer i begyndelsen af 2027.

kortkritikrelease
13.11

En opskrift på ekstase og fortvivlelse

Krzysztof Wołek: »Cookbook for the Modern Boygirl«
© Krzysztof Chrobrak
© Krzysztof Chrobrak

Hvis et måltid er godt, er det vel værd at lave to gange? Det er i hvert fald tilgangen hos Krzysztof Wołek på hans seneste album Cookbook for the Modern Boygirl, hvor sangcyklussen fortolkes to gange. Ingredienserne er enkle: én pige (Agata Zubel), én dreng (Chad Sloan) og en række elektroniske elementer, der omhyggeligt er sat sammen – ikke blot for at supplere hinanden, men også for at skabe indbyrdes modsigelser. Selve opskriften stammer fra digteren Bunny Morris og består af syv tekster, der udforsker kroppen som et sted præget af sårbarhed og konflikt.

Spændingen mellem begær og frastødelse er sangcyklussens gennemgående omdrejningspunkt. Wołek understreger dette ved at atomisere vokalpartiet, som ikke så meget synger, som det gisper og stammer. Stemmens endeløse forvrængninger er indkapslet i en atmosfære, der lægger et pres på den, samtidig med at den giver den mulighed for at folde sig ud.

Pludselige udbrud af skarpe glitch-fragmenter lyder både som festlige fyrværkerisalver og som splinter, der skærer sig ind i kødet. De understøtter sangenes konstante sammenblanding af madmetaforer og dyriske refleksioner over kroppens lemmer, processer, fornemmelser og væsker. Som for at imødegå udfordringerne tyr stemmen ofte til overdådige ornamenteringer, mens den andre steder trækker sig tilbage i hvislende hvisken, som om den forsøger at skjule sig.

De to fortolkninger er markant forskellige. Zubel kaster sig ud i en febrilsk, teatralsk vildskab som en fugl, der har mistet besindelsen, mens Sloan går ind i en lidenskabelig, lyrisk kamp. Selvom de synes at komme fra parallelle universer, mødes de i en fælles usikkerhed om, hvad der er desperation, og hvad der er ekstase. Dermed indkredser de den grundlæggende ustabilitet i identiteten, som ligger i hjertet af disse overvældende kropslige sange.

Dansk oversættelse: Andreo Michaelo Mierlczarek

© PR
»Musik for mig er der, hvor alle mine bøger starter. Jeg hører et nummer, ser en scene udspille sig inde i mit hoved, og så skriver jeg simpelthen resten af bogen udenom det. Mere eller mindre. Min fantasi slår rod i musik. Den her playliste er det mentale soundtrack til det, jeg færdiggør lige nu.« 
 
Dennis Nørmark er antropolog, international bestsellerforfatter og professionel foredragsholder. Han er kendt for sine bøger om vores arbejdsliv, men fik sit gennembrud som skønlitterær forfatter med spændingsromanen Harare, der både vandt prisen som bedste danske krimi i 2025 samt Glasnøglen for bedste nordiske krimii i 2026. Han bor nord for København og er far til fem børn.