• 23/3/2024

    Forårsekstase 

    Baraboro: »Spring Mass«

    Med sit andet album under kunstnernavnet Baraboro forsøger litauskfødte Gintė Preisaitė at hidkalde det forår, vi alle sammen utålmodigt venter på. Spring Mass er et komplekst og nuanceret værk om ikke bare årstiden, men også vores forhold til den. Den elektroniske åbner, »Nacre«, er cirkulær, spirende og fuld af vildtvoksende liv. Det ustoppelige væld af lyd i vækst finder sin roligere, mere drivende, men i lige så høj grad repetitive, modpart i andet nummer, »March«. Begge formår de at skildre den ekstatiske følelse af forårets komme. 

    De to efterfølgende numre udvider stemningen med mere plads til tvivl end optimisme: Den melankolske blæserkomposition »Lament« vækker mindelser om de grå dage, der til stadighed indtræffer, og den dystre elektronik og skrattende klaverstrenge i »Žibutė« skaber usikkerhed og frygt. Tog vi glæderne på forskud? Sådan lyder det.

    Afslutningsvis finder »Stochastic Meditation« en mellemvej. De iterative blæserpassager får følgeskab af underliggende elektronik og skaber en smuk stilhed efter stormen. Solskin og regnvejr mødes i forårets foranderlige virkelighed. Spring Mass imponerer med sin dybde og spejler den oplevelse, mange af os kan have på denne tid af året.

     

     

     

  • © PR
    12/4/2024

    Brumbasser kommer med punk

    Smag På Dig Selv: »SPDS«

    Smag På Dig Selv er ret punk. Nok er de instrumenter, genren oftest associeres med, skiftet ud med saxofoner, nok lyder musikken væsentligt anderledes end den, man normalt ville forbinde med punkmusik. Ikke desto mindre har tenorsaxofonist Oliver Lauridsen, baryton- og bassaxofonist Thorbjørn Øllgaard og trommeslager Albert Holberg med deres debutudgivelse SPDS lavet et vaskeægte højenergisk punkalbum, spækket med sjov, ballade, seriøsitet og vrede.

    Allerede fra første nummer lægges stilen an: Trioen spiller ørehængende, ofte poppede melodier, der tager udgangspunkt i Øllgaards bragende dybe saxofoner, Holbergs stramme trommer og Lauridsens højenergiske, lyriske tenorsaxofon. Særligt effektiv er »Middelklassen avler kun skeletter«, der har en komparativt lidt mørkere klang, en bassax, der summer som en fed, morderisk brumbasse og fokuserer på stemningsopbygning i højere grad end mange af udgivelsens andre numre, dog uden at gå på kompromis med melodierne. 

    I den anden ende af spektrummet har vi numre som »PGO HOT 50«, med trampertempo, koklokke og epic sax guy fra helvede, »Negirî«, der med Luna Ersahin på vokal og saz i ellevte time lader blæserne træde i baggrunden, for ikke at nævne Thorbjørns vrede digte, der behandler alt fra globalisering, klimaændringer og krig til kunstakademiet og eget værd som menneske. Imponerende nok hænger det hele sammen, alting fungerer i sin forskelligartethed. Og det illustrerer på overbevisende vis det ældgamle punkdiktum, at man godt kan være vred og samtidig have det sjovt.

     

     

     

     

     

  • © Henrik Stenberg
    9/4/2024

    Ballettens nye powerduo

    Josefine Opsahl: »Passengers of Passing Moments« (Koreorama nr. 01)

    Josefine Opsahl sidder selv på scenen til australsk-danske Tara Schaufuss’ ballet Passengers of Passing Moments, som Opsahl har skrevet musikken til. Faktisk er det lige før, at hun stjæler al fokus fra de ti dansere, for det er fascinerende at følge den 32-årige cellists teatralske indlevelse og hendes meget aktive højrebens arbejde med loop- og effektboksen.

    Den knap halve times balletmusik er inspireret af Bach, men formidler også en højlandsk dramatik med samplet åndedræt, stikkende underdelinger og udpræget rumklang. Det starter med fine lystoner i dur, men bevæger sig hurtigt ned i dybet og finder dunkende bas og paukeklang. Følelserne blæser gennem hvert strøg.

    Temaet for balletten er tid. I glimt fanges danserne i Opsahls små, mekaniske sløjfer, siden etableres et mørkt, melankolsk rum, hvor en ung kvinde synker ned i et minde. Udstrakte klange og overtoner signalerer en tid sat ud af kraft; svag blæst høres, en tikken toner ind, og pludselig har hun drømt sin elskede frem.

    Kvinden bevæger sig som et spøgelse blandt de andre kroppe, mens Opsahl intensiverer sit spil og veksler mellem tre- og firedelt takt. På et tidspunkt er det, som om hun forsvinder helt ind i det voldsomme temperament; hendes dramatiske flair gør Bach til Avenger-helt, og det egner sig virkelig godt til Schaufuss’ fokus på følelsernes vold. Det er mættet, direkte og som skabt til en knugende intens koreografi. Stærkt makkerpar på den store scene.

     

     

     

     

  • © Lars Skaaning
    29/3/2024

    Danmark har fået en ny Matthæuspassion

    Bent Sørensen: »Matthæuspassion«

    »Alt hvad jeg komponerede fra da af, skulle være en vej mod en Matthæuspassion,« sagde Bent Sørensen i 2014, da han besluttede at påbegynde dette værk. Alle tænker på Bach, og komponister vil altid skrive i lyset/skyggen af dette mastodontværk. Men Matthæuspassionen er mere et musikalsk fænomen end en beskrivelse af et oratorium med lidelseshistorien som tekstforlæg. Eller måske er det en slags tilstand, hvor vi alle kan projicere vor smerte, sorg, tro eller kærlighed ind i – det sidste har Bent Sørensen især betonet: Den passionerede, menneskelige kærlighed, og resultatet er blevet ufatteligt smukt. Hele vejen igennem de 67 minutter kor og orkestermusik. Virkemidlerne er helt sarte vokalstemmer (verdensklasses udførelse af DR Vokalensemblet), ganske blid orkestrering, klassiske Bent Sørensen-virkemidler som små melodier, man tror, man har hørt før, men som er helt originale. Og en kompositionsstil som hverken er tonal eller atonal, men begge dele. De tonale flader skal ikke lede traditionelt videre til noget andet, men vi hører i stedet skønne klange, der skifter umærkeligt og til tider magisk. Og hvem skulle have troet, at helt dæmpede tromboner med wah-wah-effekt klinger så utrolig raffineret sammen med fire kirkeklokker? (de eneste slagtøjsinstrumenter i værket).

    Teksten er lige så smukt sammensat af Jakob Holtze (Søren Ulrik Thomsen og Anna Akhmatova m.fl.), og der er faktisk relativt få uddrag fra Matthæusevangeliet. Men det gør ikke noget, for stemningen og tilstanden fra den berømte passion er i den grad grebet. Oslo-musikere har indspillet værket i 2023, men holdet fra Koncerthuset gør det meget bedre – og det kan høres i DR's app.

    Sjældent har et 67 minutters pianissimo talt så kraftigt og stærkt til én.

     

     




     

  • © PR
    26/3/2024

    Jan-Martin Smørdals akustiske teater knitrer og kvækker

    Jan Martin Smørdal: »My Favorite Thing« 

    Hans musik er diskret, men helt tydeligt både i tanke og udtryk. Den norske komponist Jan Martin Smørdal vil noget med samskabelse og sociale dynamikker. I værket My Favorite Thing, der fylder det meste af udgivelsen, har han spurgt sine musikere om minder og forsøgt at komponere dem bagefter. I stykket »Flock of Me« er det musikere, der imiterer optagelser af sig selv. I »less-sense« er det Smørdal, der hele tiden korrigerer sig selv via en sanger. 

    Alt sammen spændende at læse om, men også lidt forkert at sætte i centrum for en samtale om hans album. Musikken er sanselig og interessant – og helt skarpt komponeret. Ofte af skrøbelige perkussive lyde, der interagerer med hinanden i sarte mønstre og holder ørerne på stilke. Så hvorfor som lytter bruge kræfter på at finde rundt i musikkens intellektuelle baggrund undervejs, når man intuitivt kan blive flyttet af lyden selv? 

    My Favorite Thing ekspanderer over ni satser. Fra små knitrende, raspende, kvækkende, skramlende, dansende mønstre til store, fejende orkesterbevægelser iscenesat af det norske radioorkester. Måske er det alligevel hans metode til at involvere andre menneskers tanker, der kan noget andet og skaber fornemmelsen af scener og dramatik? I hvert fald befinder man sig ofte som lytter i et grænseland mellem musik og akustisk teater. Mest tydeligt overhovedet i »less-sense«, der nærmest som et søsterværk til Luciano Berios »Sequenza III« fra tresserne, med heftigt åndedræt og smukke, vibrerende lydeffekter, lyder som en udelelig blanding af sang og skuespil.

     

     

  • © PR
    22/3/2024

    Når ørerne er i alarmberedskab

    Aura Satz: »Preemptive Listening«

    Bortset fra den første onsdag i maj er sirener i Danmark nærmest udelukkende noget, vi hører i forbindelse med udrykninger, men i adskillige andre lande er sirener en integreret del af den lydlige hverdag. Sirener er på mange måder et fascinerende fænomen, der på én gang signalerer både overlevelse og katastrofe, og de er et helt fast sonisk inventar i især krigszoner og steder, der på den eller anden måde er risikoområder.

    Den spanskfødte multikunstner Aura Satz’ 90 minutters dokumentarfilm, Preemptive Listening – der på dansk kan oversættes til noget i retning af Forebyggende lytning – handler netop om sirener verden over, for Satz har gennem hele syv år filmet i områder, hvor sirenen spiller en afgørende rolle – fra Chile og Holland til Palæstina, Israel og atomulykkesområdet i Fukushima i Japan. En længere sekvens foregår sågar på en amerikansk sirenefabrik, hvor sirener findes i alle former og farver og til tider nærmest ligner moderne kunstinstallationer. 

    Frem for blot at have optaget sirenernes reelle lyd har Satz inviteret en række lydkunstnere og musikere til at skabe alternative sirenelyde – prominente personager som Laurie Spiegel, Moor Mother, David Toop, Maja Ratkje, BJ Nilsen samt ikke mindst Kode 9, der under sit jordiske navn Steve Goodman faktisk har skrevet en brillant bog om lyden af krig, Sonic Warfare. »Behøver en alarm være alarmerende?« spørger Satz, og sirenekompositionerne i filmen er generelt både abstrakte, skurrende, poetiske og ildevarslende. Det er alle som én gennemkomponerede lydsymfonier, som vel at mærke alle er skabt før filmens billedside.

    Og man kan virkelig mærke, at øret på den måde har dikteret, hvad øjet ser, for Satz’ film er et audiovisuelt filmdigt, hvor lydcollagerne, udvalgte interview og digtoplæsninger smelter raffineret sammen med de stemningsmættede billeder. Enkelte gange bliver en reallyd fra optagelserne brugt som del af de sfæriske lydflader – eksempelvis når en kirkeklokke i billedet slår i takt med en lydkomposition – og det kunne Satz egentlig godt have leget endnu mere med, for det knytter filmens forskellige oplevelseslag sammen på overrumplende vis.

    Men generelt er filmen et både dragende og skræmmende sansetrip, og i en tid, hvor krig og undtagelsestilstand er del af vores allesammens hverdag, er det en tankevækkende og intens film på talrige niveauer. Man mærker, hvad der sker med én, når ørerne er i alarmberedskab. Når lyden redder liv og varsler død.