kortkritiklive

31.08.2024

Frygt og tunge gardiner i Aarhus

Aarhus Festuge: Hotel Pro Forma: »Flammenwerfer«

Blixa Bargeld. © Emma Larsson

Andreo Michaelo Mielczarek. © Kåre Viemose

»All sounds are loud,« hører vi i Flammenwerfer – Hotel Pro Formas fortælling om den svenske maler Carl Fredrik Hill (1849-1911). Alt i dette univers er transparent og rummer mange lag. Den orange farve i Hills kunst, som flimrer på scenen, støjer både smukt gyldent og psykedelisk som 70’er-keramik. I en central scene småskriger Blixa Bargeld i en mikrofon og får loopede skrig tilbage i hovedet. I patchworket af lyd indgår også fem vokalister fra IKI og udvalgte stykker – det eneste musik som nærmer sig det poppede her – af Nils Frahm.

Randene under øjnene er hele tiden store. Ligesom bogstaverne, som signalerer et nyt kapitel, næste dyk ned i sindet, fx afsnittet »Paranoia«. Her udvider IKI Einstürzende Neubautens »Halber Mensch« til fem stemmer, så hallucinationerne og angsten vokser til fuld menneskestørrelse. Ja, lyden var høj og i sig selv bedøvende. Men det skyldes i høj grad IKI, at vi mærker ekstremerne, hjernesygdommen, og at Hill oplever en »misarranged world«. De sang: »Heavy curtains drawn over the mind. A thick deadening cloud that blocks the use of senses.« Og sådan lød det. Køligt. Som det mest triste Instagram-filter med lyd på.

Blixa Bargeld bliver desværre brugt til for lidt i Flammenwerfer, som ikke er noget mesterstykke fra Hotel Pro Forma. Men gallagæsterne sad meget stille i meget bløde sæder og så både en giraf og en ex-dronning på samme aften. Resten af Aarhus Festuge kan kun blive munter.

playliste

03.10

Mit navn er Andreo Michaelo Mielczarek – vil du se min playliste?

»For nylig opdagede jeg, at når et par tusinde mennesker klapper deres tykke handsker sammen i minus 30 grader, lyder det som den blødeste techno – et frysende rum, hvor den kolde luft forvandles til en bølge af varme, og vi i et øjeblik af kollektiv hengivelse bliver ét med rytmen, ét med det usynlige bånd, der forbinder os i stilhedens varme. Musik er ikke blot lyde, men et forgæves forsøg på at indfange det uendelige, som altid har været og altid vil være.«

Andreo Michaelo Mielczarek har været ansvarshavende redaktør for Seismograf siden 2021. Han er desuden musikkritiker og kulturjournalist ved Kristeligt Dagblad og Århus Stiftstidende/Avisen Danmark og har gennem årene skrevet for publikationer som Kunsten.nu, Glissando (Polen), Neural (Italien), Raw Vision (UK), Nutida Musik (Sverige), Kunstkritikk (DK/Sverige), Iscene.dk, B.T. og Jazz Special. Han er medforfatter (sammen med Lars Muhl) til bogen HVA’ SAA! En guidet rutsjebanetur gennem Aarhus – før, nu og i fremtiden (2024) og har desuden bidraget til antologien om musikkritik Man skal høre meget (red. Thomas Michelsen og Claus Røllum-Larsen, 2024). Han er medstifter og partner i den polsk-danske kulturorganisation Kultur(a), og hvor end der er et klaver, vil han være der – ivrig efter at lokke en melodi frem af det.

playliste

02.10

Mit navn er Aria Leth Schütze – vil du se min playliste?

»Musik for mig er muligheder for transformation.«

Aria Leth Schütze er bosat i København og står bag musikprojekterne Alto Aria og Samler På Dig. De er medstifter af pladeselskabet Rhizome og medredaktør på musikmagasinet Passive/Aggressive. I deres praksis mødes elektronisk og akustisk musik i en undersøgelse af transformation.

playliste

02.10

Mit navn er Mikkel Krause Frantzen – vil du se min playliste?

»Musik er for mig den kunstform, der – hvis man gør det op i timer og minutter – fylder suverænt mest i mit liv. Jeg kan ikke synge, jeg kan ikke spille noget instrument, men jeg kan lytte, som en glad amatør, på cyklen, på dansegulvet, men især: på kontoret. Jeg arbejder, dvs. skriver, nærmest altid til musik.«

Mikkel Krause Frantzen (f. 1983) er lektor på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, litteraturanmelder på Politiken, og forfatter til en række bøger på engelsk og dansk, såsom En fremtid uden Fremtid (2018), Klodens Fald (2021), Slutspil (2024).

playliste

28.09

Mit navn er David Dyrholm – vil du se min playliste?

»Musik er det, der sætter gang i mine tandhjul. Får både min krop og mit hoved i bevægelse, på en god dag endda i fart. Mine lyttevaner er 100 procent farvet af mit humør ... og mine to børns musiksmag, der skifter hvert ottende minut ... så anlægget herhjemme bliver udsat for lidt af hvert. Det er jo på sin vis lige, som det skal være. Plads til alt og alle.«

David Dyrholm (f. 1990) er mad- og musikanmelder på Politiken – med fokus på mere eller mindre moderne jazz og avantgardemusik. Har sideløbende arbejdet for festivalen Modern Jazz Days, siddet i juryen ved DMA Jazz og i sin tid udgivet en række plader med hiphopkollektivet DoktorDoktor.

kortkritikrelease

25.09

Et orgel i tvivlens mørke skov

Calum Builder: »Although Changed, I Arise the Same«

Thanatosis, 25.09

Kristoffer Møllegaard

Sidste år udgav Builder Poor_in_Spirit, et album hvor han på egen hånd udforskede de soniske muligheder for sit eget, hjemmebyggede orgel. Det var et album præget af denne søgen, men i sidste ende også af de begrænsninger, orgelet repræsenterede. På Although Changed, I Arise the Same finder komponisten en vej ud af dem.

Orgelet bakkes nu op af tre tilføjelser: Builders egen altsaxofon samt Zola Mennenöh og Johanna Sulkunens sangstemmer. Det gør en verden til forskel, da det giver den diversitet i instrumentering, som Builder netop så mange gange før har bevist, at han mestrer at komponere for. Skiftevis falder orglets bas under sangstemmerne og saxofonen som et let dis og omhyller dem som en tung tåge. Det tuder, som vinden i træerne og brøler som et tog i natten. Mennenöh og Sulkunen synger, messer og udånder simple, repetitive fraser om spirituel usikkerhed og søgen, som er de fortabt i tvivlens mørke skov. Det er en spartansk fortællestil, der giver lytteren nok lyrik og atmosfære til at sætte hjernen i gang, men ikke så meget, at man overmættes. Heri ligger Builders styrke: Hans musik udspringer tydeligt af hans liv og erfaringer, men han komponerer på en sådan måde, at lytteren med sin fantasi inviteres til at deltage i den fortælling, der skabes.

Builder bestemmer farverne, men overlader en del af billedet til lytteren. Det er et album, der er langt mere sparsommeligt i sin dramaturgi end tidligere udgivelser. Men ikke desto mindre smukt og inspirerende.