»I lærte os at knalde, men ikke at græde«

Matias Vestergård: »Hyper Switch Ultra Faggot«

Sune Anderberg. © Alexander Banck-Petersen

De hurtige kan lige nå at fange den dirrende queerforestilling Hyper Switch Ultra Faggot, der når til Aveny-T i næste uge. De langsomme må nøjes med de ni sange, som Matias Vestergård har skrevet til det monologiske skuespil: De er nemlig ude nu som et svirpende, rørende og, ja, sjovt minialbum med Det Unge Vokalensemble. Begge dele kan i høj grad anbefales.

»You taught us to fuck before you taught us to cry,« lyder anklagen mod den ældre generation af bøsser i første sang, »A Gay Manifesto«. Stolt barbershop og satirisk-sårbar minimalisme mødes med stor virkning i et univers, der også præger resten af værket: blokharmonier, der kommunikerer klart, men med ét kan skifte ansigt. Temperamenterne flyver nænsomt mellem falsetfarvet, nøgtern sorg og euforisk varme. Vældig stærkt.

Albummets styrke er det helt transparente, men enormt veloplagte håndværk – og den indlevende levering, dirigeret af Poul Emborg. Der er drillesyg staccato og nøgne stødlyde: »k!«, »pf!« og »ts!«, der skaber et herligt stiliseret orgie af hudkollision. Men der er også sakrale, rustikke nynnekor, tætvævede harmoniseringer og kæk synkopering: »When we cough it smells like dick!«

Mørket er hele tiden til stede som en latent melankoli, men bryder også ud i et homofobisk hooligankor, som – det er altså genialt – selvfølgelig bliver til et »Seven Nation Army«-mashup. Fulgt, åh, af den yndigste pastiche over romantisk kor med gribende opbygning af harmonisk spænding og den blideste landing til sidst. Værsgo: en lektion i at græde.

playliste

14.05

Vi er L'arannà – vi du se vores playliste?

»For os er musik den ultimative ledsager. Som lyttere fremmer den en følelse af fællesskab og bygger bro mellem sjæle gennem den fælles oplevelse af lyd. Som skabere konfronterer musikken os dog med vores eget indre tomrum, den dybe ensomhed, der nærer den kreative ånd. Samtidig udfordrer den os til at springe ud i det ukendte for at tyde det ubeskrivelige. Musikken forankrer os til nuet, til nuet, som deles med et livepublikum; men den berører også det evige.«

L'arannà er en elektronisk folkemusikduo. Med deres seneste projekt, Turmarí, dykker duoen dybt ned i folkemusiktraditionerne på Pityusic-øerne og tilbyder – gennem deres blanding af lydudforskning – et perspektiv på Ibiza og Formentera. Synthesizere og keyboards deler scenen med traditionelle instrumenter og æstetik inspireret af den forfædres ball pagès-dans. Ved at genoplive cant redoblat (en unik sangform fra disse øer, bevaret af færre end tyve mennesker), væver gruppen en fortælling, der sporer rødderne og den levede virkelighed på to øer, der er langt mere end blot et drømt paradis. Bandet turnerer rundt i Danmark og Sverige fra den 27. til den 31. maj og spiller på spillesteder som Turkis, Dexter, Inkonst eller ALICE.

playliste

14.05

Mit navn er Marcela Lucatelli – vil du se min playliste?

»Musik for mig er bevægelse, trance, transformation. Resten fortæller jeg ikke.«

Marcela Lucatelli er vokalist og komponist. Hun er født i Brasilien og bosiddende i Danmark og har opnået international anerkendelse for sine grænseoverskridende optrædener – sanselige, politisk ladede og kompromisløst originale. Lucatelli, der af The Wire er beskrevet som en komponist af »partiturer for kroppens og stemmens grænser«, udfordrer konventioner med sine frygtløse vokale eksperimenter og dristige kompositioner. Hendes værker er blevet opført af DR SymfoniOrkestret, DR VokalEnsemblet og Neue Vocalsolisten Stuttgart. Hun har optrådt på store festivaler og spillesteder, herunder Theatro Municipal de São Paulo, DR Koncerthuset, Donaueschinger Musiktage, Darmstadt Ferienkurse, IRCAM, Copenhagen Opera Festival, Ultima Festival, Borealis Festival, Copenhagen Jazz Festival, Jazzfestival Saalfelden, Cafe Oto, A L’ARME!, DMA Jazz – Danish Music Awards, WOMEX og mange flere. Lucatellis arbejde har indbragt hende adskillige prestigefyldte priser, herunder Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Talentpris (2019), Pelle Prisen (2021) og Danish Music Awards' Årets Vokaljazzudgivelse 2023, hvilket viser, at vokaljazz har mange ansigter – og ikke nødvendigvis kun tilhører den bløde ende af spektret.

playliste

14.05

Mit navn er Salim Washington – vil du se min playliste?

»Hvad musik er for mig? Her er et citat fra Nietzsche: 'De dansende virkede alle vanvittige for de mennesker, der ikke kunne høre musikken.'«

Salim Washington er en saxofonist, multi-blæser, komponist, akademiker og aktivist fra Detroit, som siden 70'rne har været meget aktiv på den amerikanske jazzscene og sågar også i Sydafrika, hvor han blev en central aktør. John Coltranes ånd hviler over hans musik, som har både spirituelle og sociale dimensioner.

playliste

11.05

Vi er DØGNKIOSK – vil du se vores playliste?

»Musik for os er det perfekte sprog, som vi elsker at tale. Et sprog, hvor det er den enkeltes følelser og fantasi, der bestemmer, hvad der er rigtigt og forkert. Alle kan tale sproget. Du behøver ikke at kunne skrive eller forstå, men blot lytte. Noget musik kræver, at man lytter grundigt efter og måske hører det flere gange. Lidt ligesom når man snakker med en fra Norge eller Sverige, så skal man også lige lytte lidt ekstra efter.«

DØGNKIOSK er et dansk punkrock-band med rødder i Silkeborg. Bandet består blandt andre af bassist og sanger Anders Ejner, der gennem flere årtier har været aktiv på den danske undergrundsscene. Musikalsk bevæger DØGNKIOSK sig i et felt mellem klassisk dansk punk og alternativ rock. I foråret 2026 udgiver bandet deres andet album, Tæt på kanten.

nyhed

05.05

En kritiker i bevægelse – til minde om Andreas Engström

Det er svært at fatte, at Andreas Engström ikke længere er iblandt os. For blot et par måneder siden skrev han – som han havde gjort så mange gange før – med et ambitiøst forslag: han ville anmelde en boks med tyve udgivelser af Dror Feiler. I samme besked nævnte han også planer om at komme til Aarhus til den netop afsluttede Spor Festival.