Ingebrigt Håker Flaten skaber musikalske mønstre ud af kaos
Nøgleordet til denne udgivelse findes allerede i åbningsnummerets titel: »Deluge (deconstructed)«. Her piller Håker Flaten en Wayne Shorter-komposition fra hinanden som et LEGO-sæt og samler den igen på en måde, der kun glimtvis minder om originalen. Ud af brikkerne vokser et kort, gentagende guitarmotiv, som trommer, saxofoner, bas og klaver kredser om i stadig mere opløste mønstre. Melodierne bliver gradvis mindre konkrete, instrumenterne spiller mindre sammen, intensiteten vokser næsten umærkeligt – indtil alting falder fra hinanden, og processen begynder forfra. Samme greb bruges i tredje nummer, »Kanón (for Paal Nilssen-Love)«, hvor spænding og udløsning formes i en bølgegang, der driver musikken fremad. Håker Flaten mestrer kunsten at skabe dramatiske kurver, som fører lytteren sikkert igennem selv de mest tumultariske passager.
Easy listening er det ikke – vi er stadig i freejazzens territorium – men der er en særegen dragende balance mellem kaos og afmålthed. Først fanges man af overraskelsen i musikkens pludselige drejninger, siden af genkendelsens glæde, når man begynder at fornemme de steder, hvor musikken spidser til.
Albummet afsluttes med »Austin Vibes (tweaked by Karl Hjalmar Nyberg)«, en støjende collage, der langsomt åbner sig mod brudstykker af mere konventionelle blæsermelodier. Her kommer vi tættest på noget, der ligner en klassisk jazzfornemmelse – og alligevel ikke. Det er stadigvæk ikke umiddelbart letfordøjelig musik. Men selv når Håker Flaten og hans medmusikanter bevæger sig længst ud i det fragmenterede, formår de at gøre det svært forståelige let at forstå.
»Musik er for mig både det beat, der bringer mig gennem løbeturen, sætter stemningen i hverdagen, men ikke mindst mit personlige soundtrack, der fremkalder tidligere hændelser og stemninger igennem hele mit liv.«
Lasse Andersson er museumsdirektør for Kunsten Museum of Modern Art og Utzon Center samt bestyrelsesleder for Krabbesholm Højskole og Packness Fonden. Før museerne stjal al hans tid, skrev han ph.d.-afhandlingen Byen og de kreative iværksættere, var medstifter af kunst- og teknologihuset Platform4 og stod bag både LasseVegas-kontoret og teknologiprojektet Nulkommafem. Han har desuden ledet afdelingen for Urban Design på Aalborg Universitet. I dag arbejder han målrettet med at udvikle kulturinstitutioner som moderne dannelsesrum: steder, hvor mennesker mødes og forbindes gennem æstetiske oplevelser, der bevæger, udfordrer og åbner nye perspektiver på det samfund, vi deler. For Lasse Andersson er kunst og arkitektur ikke blot spejle af verden – de er med til at forme den. Med den ambition har han kurateret udstillinger som Fatamorgana – Utzon møder Jorn (2016) I Arkitektens Verden – Reiulf Ramstad (2019), Pierre Huyghe – Offspring (2022), Tal R & Mamma Andersson – omkring Hill (2023) og Michael Kvium – Knudepunkt (2025).
»Musik for mig er oversættelse. Musik for mig er et nodebillede, som kan forløses i lyd på tusinde måder, afhængigt af hvem der samler instrumentet op. Musik for mig er forsøget på at nedfælde ideen om lyd i streger og prikker og plantegninger. Musik for mig er både en efterstræbt lyd, der ikke klinger, og en efterstræbt lyd der gør. Musik for mig er en sangleg, et parallelt univers med egen tidslighed og egne regler.«
Matias Vestergård er uddannet komponist og pianist fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København. Han har siden sin debut i 2022 især udmærket sig med musikdramatiske værker - hans første opera MURDER ON THE TITANIC bliver i år opført for tredje gang, og hans anden opera LISBON FLOOR vandt prisen som Årets opera ved Årets Reumert i 2023. For tiden arbejder han med orkesterværker, en klaverkoncert og kormusik, men drømmer om at skrive flere operaer.
»Musik for mig er en måde at forblive nysgerrig på. Det kan føles fuldstændig overrumplende at høre noget musik, man ikke kender, eller genbesøge noget, man ikke har hørt i lang tid. Musik giver mig hjertebanken, den får mig til at græde, grine, og gestikulere i vildskab. Musik er en måde at forstå mig selv på i forskellige tider af mit liv, og en måde at skabe bånd til andre omkring mig.«
Hannah Schneider skaber filmisk alternativ pop med elektroniske lydlandskaber og stærke melodier. Hun har udgivet flere anmelderroste album, turneret i Europa og USA og markeret sig som en af landets mest originale stemmer. Hendes musik er blevet brugt i film, tv og på store skandinaviske teaterscener, og de seneste år har hun også komponeret bestillingsværker for førende museer og kulturinstitutioner.
På sit nye album In This Room (27. februar 2026) vælger hun – i en tid præget af kunstig intelligens – at insistere på nærvær, intuition og håndværk som drivkraft. Albummet er skrevet og indspillet under et to måneders residency på Thorvaldsens Museum.
»Jeg hører musik på alle tider af døgnet, når jeg er hjemme – omringet af familie – eller når jeg arbejder og er ude og rejse. Min playliste skifter hver dag. Den er et billede på dagsformen her hos mig, og på de ideer, de minder, glæder og sorger, der lige nu optager mig. Det sidste nummer, »Salve Regina«, kom først på sent her til aften, efter jeg havde oplevet Poulencs fantastiske opera Dialogues des Carmélites på Den Kgl. Opera.«
Louise Beck er scenograf, iscenesætter og kunstnerisk leder af OPE-N – og fra sæson 2027 kunstnerisk leder af Copenhagen Opera Festival. Gennem snart tre årtier har hun udviklet opera som en levende og samtidsrelevant kunstform i krydsfeltet mellem det etablerede operafelt og det frie musikdramatiske miljø. Hun har skabt en række anmelderroste og prisnominerede værker, heriblandt Den Sidste Olie og LOL – Laughing Out Lonely, og står sammen med Niels Rønsholdt bag operatrilogien Den Stærkes Ret – Den Svages Pligt, hvis anden del præsenteres på Universitetsbiblioteket i Fiolstræde under festivalen i 2026.