Et stykke inde i den japanske sangerinde og sangskriver Ichiko Aobas koncert gik det op for mig, at jeg i lang tid havde holdt vejret. Det er svært at sige præcis, hvor længe – tiden står stille når Aoba spiller – men ikke desto mindre havde hun skabt en stemning af så skrøbelig skønhed, at jeg åbenbart underbevidst vurderede, at selv et åndedrag ville være en forstyrrelse.
Der hvilede en magisk aura over hende, som hun sad der helt alene på scenen, iklædt en kjole i samme farve som det rødbrune træ på den nylonstrengede guitar, der var hendes eneste akkompagnement. Minimalismen stod i skærende kontrast til den horror vacui-æstetik, der prægede de kæmpestore lysekroner, der hang dramatisk over hende. Hver eneste tone, hun spillede, blev et element i en slags musikalsk pointillisme, der samlede sig til en krystalklar skøjtebane som hendes stemme fik lov til at danse på – med al den elegance, og den kombination af vægtløshed og fysikalitet, som dansen foreskriver. En dans, ja, men aldrig en opvisning, aldrig en parade. Til det har hendes stemme for mange hemmeligheder, for megen mystik.
Under koncerten kom jeg til at tænke på en børnebog om en hare, der ikke kan falde i søvn. »Åh nej«, siger haren – da det viser sig at søvnproblemerne til dels skyldes, at et helt symfoniorkester giver koncert inde i klædeskabet – »I skabet er et helt orkester«. Sådan, tænkte jeg, forholder det sig også med Ichiko Aobas stemme.
I The White Book kredser forfatteren Han Kang om sorg ved at beskrive hvide ting, såsom ens ånde en vintermorgen eller klædet man svøber den nyfødte i. Med afsæt i denne poetik har Laura Bowler skabt et værk af samme navn, der fik danmarkspremiere i Konservatoriets Koncertsal i København.
Bowler frembragte samme knugende uberørthed i sin afsøgning af det hvide. Solisten var Barbara Hannigan, hvis stemme bevægede sig igennem mange registre, teknikker og udtryk, men hver frase stod umiddelbar og ærlig. Copenhagen Phil spillede med en betagende detaljebevidsthed, og man blev konstant suget ned i musikkens »hvide« klangflader. Særligt Bowlers disciplinerede brug af udvidet teknik (utraditionelle spilleteknikker), langsomme glissandi og støjfremkaldende slagtøjsinstrumenter skabte denne ophøjethed.
Selv de mest brutale lyde besad en forfinet og afvæbnende skrøbelighed. Særligt én »knagende« lyd fra slagtøjssektionen bevægede mig så meget, at jeg havde svært ved at sætte ord på den følelse, den vakte i mig.
Min eneste anke gjaldt det litterære lag. Melodierne bevægede sig for langsomt gennem ordene til, at man for alvor kunne få en poetisk oplevelse. Derfor lyttede jeg med særlig interesse til Bowlers refleksioner ved den efterfølgende talk. Her beskrev hun, hvordan værket udspringer af den overrumplende affekt, hun oplevede i mødet med The White Book. Samtidig forklarede hun, at den støjklang, jeg havde hæftet mig ved, var tænkt som et udtryk for længsel. Der var det!, tænkte jeg, ordet, jeg ledte efter.
Harpen – et af de ældste strengeinstrumenter – er for mig tæt forbundet med den svævende grænse mellem at sove og være vågen. Harpens brolægning mellem nat og dag stod kun endnu tydeligere, efter Julianna Barwick og Mary Lattimore vækkede det gamle instrument til live i DR Koncerthusets Studie 2. Lattimores harpespil og Barwicks æteriske vokal befinder sig et sted mellem moderne ambient og klassisk nocturne – som en anakronistisk vuggevise tilsat synthesizere og spandevis af rumklang.
Hovedparten af koncertens numre stammede fra Barwick og Lattimores seneste album Tragic Magic (2026). Et album indspillet over 10 dage i en kælder under Philharmonie de Paris med fri adgang til deres samling af antikke instrumenter. Både synthesizere fra 1970'erne og harper fra 1700-tallet bliver vækket til live på albummet. Og selvom Barwick smilende bemærkede, at den gamle harpe fra 1740 desværre ikke kunne være med i aften, var det tydeligt at mærke de to amerikanske musikeres passion for spændet mellem det antikke og kontemporære. Et spænd, der stod klarest under historien om den første regn efter de voldsomme skovbrande i hjembyen Los Angeles. En lydoptagelse af præcis den regn indledte det efterfølgende cover af Vangelis’ »Rachels Dream« fra soundtracket til Blade Runner (1982) og satte de altødelæggende brande i et mørkt science fiction-skær. Men Barwicks filmiske fløjten og Lattimores harpearpeggios fandt alligevel et lys i det dystopiske mørke. Selvom begge musikere har lange solokarrierer bag sig, er det forhåbentligt ikke det sidste, vi hører til deres samarbejde.
Elektronduoen Vanessa Amara vader i succes for tiden. Sidste år sikrede deres ætsende take på gudmundsen-holmgreensk orgelmusik dem krediteringer på Rosalías hypede Duolingo-album LUX, og til sommer gæster Birk Gjerlufsen og Sebastián Santillana – begge tidligere frivillige i Koncertkirken – så Roskilde Festival.
Men torsdag aften på Christianshavns Beboerhus blev de overskygget af RMC-alumnen Harald Bjørn, der varmede op under aliasset Soli City. Også han satte et klassisk instrument, celloen, i centrum for sin elektroniske musik, og genistregen var at lade den glitre som en smuk, tabt erindring midt i en rastløs overflod af opklippet hyperpopæstetik og melankolsk spoken word-poesi.
Celloen, spillet på elklaver, var syntetisk, men menneskelig: et intentionelt sløset fragment, der satte retningen for en halv times oplevelse af opløsning. Selv når Soli City rakte ud efter livet med et iltert håndklapsbeat i et stort rum, blev det iscenesat som et tilfældigt ophold under en flagrende radiosøgen, og afspændte klaverakkorder fastholdt en ambient sørgmodighed. Imponerende.
Friskt var det, da Vanessa Amara fulgte op med et andet, ekstatisk blik på det atomiserede informationssamfund. Når duoen var bedst – og det var den i starten – forenede den med Kanye West-inspireret genreagnosticisme forvrængede popsamples med polytonalt kirkeorgel, så det 21. århundrede var ved at gå op i limningen. Det var sublimt, simpelthen.
Men i stedet for at gå i dybden med de kræfter, de slap fri, skiftede duoen hurtigt mellem tracks og slog alt for tidligt ind på en kedelig, terapeutisk deephouse, som de ikke forlod igen. Vi nåede ikke for alvor at miste fodfæstet, før vi fik gruppekrammet, og så vil jeg altså hellere være fri.
Med Kammerkonzert placerer den britiske elektroniske komponist Tom Jenkinson, bedre kendt som Squarepusher, sig i forlængelse af 90’ernes og 00’ernes braindance-tradition, hvor elektroniske lydkunstnere flirtede med klassisk musik – fra Aphex Twins samarbejde med Philip Glass til Venetian Snares’ Rossz Csillag Alatt Született, hvor barokke mønstre blev foldet ind i maskinel rytmik og strygernes melankoli flænset af breakbeats.
Squarepusher er ikke fremmed for det akustiske: Hans hyperaktive elbas – ofte som på flugt fra sin egen virtuositet – har været central siden Music Is Rotted One Note (1998). Også her spiller den en hovedrolle. På »K2 Central« driver en loopet, let nervøs basfigur musikken frem, mens strygerne bølger ind og forskyder dens harmoniske funktion. Det er ikke uden effekt, men udførelsen er påfaldende konventionel. De MIDI-fremkaldte strygere bevæger sig i nydelige akkordblokke med en næsten benovet ordentlighed. Den klassiske tradition udfordres ikke, men citeres blot, og arrangementerne fremstår så pæne, at orkestrets tilstedeværelse savner begrundelse.
Kompositionerne balancerer desuden mellem elevatorjazzens glatte funktionalitet og noget karikeret, næsten cirkusagtigt, som om de ikke kan beslutte sig for, om de vil være alvorlige eller ironiske – og derfor ender med at være hverken eller. »K4 Fairlands« skiller sig ud ved at kombinere strygekvartet med de travle breakbeats, der er Squarepushers metier. Her opstår en friktion mellem det stramme og det opløste, som kortvarigt åbner albummet og antyder, hvordan to ellers inkompatible systemer kan sameksistere.
Samlet fremstår Kammerkonzert kunstnerisk forsigtigt og præget af en besynderlig tilbageholdenhed. Tilbage står fornemmelsen af noget halvrealiseret. Man savner, at Squarepusher enten havde kastet sig dybere ind i det orkestrale eller stolet mere på det, han faktisk mestrer, og givet elektronikken friere spil. Helst begge dele.
»Musik for mig er livets femte dimension, der forbinder alle de andre.«
Maja Dyrehauge Gregersen har i de sidste 10 år stået i spidsen for Copenhagen Photo Festival – Nordens største fotofestival. Copenhagen Photo Festival er en international platform med over 1000 årlige ansøgere fra hele verden – og et tydeligt kurateret niveau, der tiltrækker verdensnavne og har løftet festivalen ud af sin oprindelige, mere lokale og åbne form.
