Hvorfor kan man altid genkende en vuggevise? Denne musikalske grundform, der cirkulært og tyst er blevet sunget ind med modermælken. Komponist Bent Sørensens soloklavercyklus 12 Nocturner er en hyldest til nattens musikalske kulturarv. Nocturnen – en natlig, lyrisk komposition – forenes med bl.a. vuggeviser og kantater i en poetisk fortælling fra solnedgang til solopgang om det nære og alligevel ubegribelige: At solen står op, at børn fødes, at stjerner kan skues fra små vinduer på jorden, at klaveret kan skabe verdener med 12 toner.

Bent Sørensen har skrevet de 12 korte nocturner i perioden 2000-2014 til pianist (og hustru) Katrine Gislinge. De har før været udgivet digitalt. Nu udgives de som studieindspilning i forening med Klaverkoncert nr. 3, La sera estatica. Uropførelsen af denne »ekstatiske aften« danner kontrast til nocturne-kompositionernes simple, balancerede form. Med en dramatisk start, flere orkestergrupper og knasende uvejr i klangfladerne brydes det drømmende natlige univers af en ekstatisk iver, der folder sig ud i to dele, hvor renere melodilinjer efterhånden overtager anden del – inklusiv en distinkt (nat?)klokke.

Klaverkoncertens suveræne kvalitet risikerer at blive underspillet, når den bringes som et postscriptum til nocturnernes afrundede fortælling. De to elementer tager sig bedst ud hver for sig: En ekstatisk aften for fuldt orkester kan risikere at punktere magien fra stjerner, der blinkende strøs ud i klaverets staccato anslag, eller Sigrids natlige danse og vuggeviser. Der er rigelig dramatik i en enkelt nat, for også barnet Sigrid skal en dag ikke længere synges til ro.

Det er svært ikke at læse rigtig meget ind i trompetist, komponist o.m.m. Palle Mikkelborgs nye soloalbum Light. Han har for længst passeret pensionsalderen, trak sig i 2024 tilbage fra turnéaktivitet, og har med dette album udgivet noget, der i høj grad virker som en form for farvel.

Udgivelsens åbningsnummer, Per Nørgårds »At tænde lys«, er ren Mikkelborg: Hans lyriske, ophøjede og elegiske solotrompet, der i både form og udtryk taler direkte til lytterens hjerte. Andre steder trækker han på gamle soundscape-optagelser, som han kombinerer med klaver og trompet. Samspillet mellem det gamle og det nye skaber en dragende mystik og lægger en subtil, urovækkende skygge over musikken.

Måske står »Capricorn« allerstærkest, en øm og romantisk genfortælling på soloklaver af et af hans egne numre, som et kærligt blik tilbage på svundne tider og fordums triumfer. Og så selvfølgelig afslutningsnummeret, Thomas Laubs »Stille, hjerte, sol går ned«, hvor Mikkelborgs melankolske trompet tilsluttes af Jakob Bros guitar, Helen Davies’ harpe og Thomas Lis kor-soundscape, og hvor de sammen skaber et stykke musik, der virkelig føles som en afsked, præget af både usikkerhed og sorg, men også accept og taknemmelighed. 

Light er alt i alt den perfekte destillering af Mikkelborgs musikalske virke – en kavalkade af de kvaliteter, der altid har defineret ham som musiker: lyset, farverne, livet, mystikken, kærligheden. Om dette bliver den sidste udgivelse fra Mikkelborgs hånd ved jeg ikke, men hvis det skulle vise sig at være tilfældet, så har få svanesange nogensinde klinget så smukt.

Det er vanskeligt at holde trit med Masami Akita. Den 69-årige japanske noise-kunstner, der siden 1979 under navnet Merzbow har været med til at forme genren, udgav i 2025 alene et dusin album. På en sjælden mini-turné med stop i Helsinki, Stockholm og Aarhus viste han, at energien fortsat er intakt. På Radar samlede han et publikum, der var kommet langvejs fra for at opleve noise-musikkens gudfar – en kunstner, der konsekvent har insisteret på støj som en fysisk, næsten taktil erfaring. Iført bøllehat byggede Akita sine forløb med en klar arkitektonisk præcision. Lag på lag af forvrængning og feedback tog form og slog som en børste af metal: hård, skærende, fysisk – kompromisløs, men samtidig bemærkelsesværdigt nuanceret.

Akita arbejdede ikke kun med elektronik, men også med hjemmelavede metalinstrumenter – først en banjoformet, siden en firkantet musiksav – der gav lyden en rå, håndgribelig materialitet. Overalt opstod mikroskopiske forskydninger i teksturen, små sprækker af klang midt i det massive tryk.

Opvarmningen ved frã (Francisco Moura) åbnede aftenen med en mere skrøbelig, men vedholdende elektronisk tekstur, et præcist modspil til Merzbows kompakte lydblokke. Nogle ville måske have ønsket sig en blidere åbning af musikåret 2026, men koncerten understregede de ambitioner, Radar aktuelt arbejder med.