kortkritik
13.02.2025

Jeppes soundtrack

Christian Lollike: »Jeppe på bjerget«
© Rumle Skafte
© Rumle Skafte

Under det indledende blowjob – inden nogen overhovedet siger noget i betonghettoen – lyder der opera. Og da Jeppe (Thure Lindhardt) til slut på dramatisk vis gør et regnskab op under Kongeparrets priser 2025, synger sopranen Lina Valantiejute igen Purcells »Dido’s Lament«. Fordi en klagesang fra ca. 1688 er noget af det mest autentiske, man kan forestille sig. Christian Lollikes Holberg-klassiker skildrer søgen efter det ægte i en forløjet tid. Den PTSD-ramte krigsveteran Jeppe kommer i kløerne på Baronen, en samtidskunstner, som udsætter ham for et kunstprojekt, en »mental tidsrejse«, der skal transcendere/helbrede ham.  

Auditivt er Lollike præcis. Lydene forstærker det realityshow-agtige ridt, Jeppe er fanget i: Mozart, Kingo, heavy metal, computerspilslyde, hotel-ambient og Aarhus Teaters Kor, der synger »I Danmark er jeg født« med følelserne uden på tøjet. Countrysangene i stykkets sidste del – som foregår i en western-by i 1800-tallet – giver historien om looser-Jeppe tyngde. Lollike kender sine reality-greb (kamerafolk optager endda Jeppe gå ud af teatret og over på den nærmeste beværtning), og i en tid, hvor alt bimler og støjer, er intet mere ægte end en rigtig operasanger på scenen og true songs ude fra prærien sunget af genuine mennesker i cowboykluns. Det sker for øjnene af os, live. 

Lydsiden er skarp, akkurat som i Lollikes Orfeo (2023), hvor Monteverdi bidrog til undergangsstemningen. Jeppe på bjerget er så meget optur (den rummer også en del humor), så man tænker: Hvis jeg vågnede i en guldseng med en masse fremmede mennesker omkring mig, ville jeg elske at lytte til samme soundtrack som Jeppe. 

© PR

»Musik for os er... magi? Udover at vi er virkelig store tilhænger af stilhed, indrammer den afsluttende linje i en af vores kommende singler meget godt vores forhold til musik:

'Music feels like magic to me / A superior art form in a marketplace / Trying to find an empty space'.

Sådan kan det føles som sangskriver og udøvende musiker. Vi prøver at holde fast i en nærmest barnlig forelskelse i musik, men den kunstform, vi arbejder indenfor, er pop-rock i den alternative ende, som er skabt og har udviklet sig 'på en markedsplads' med stærke økonomiske kræfter. Som romantiker kan det til tider gøre en lidt modløs...«

Late Runner er Asger Tarpgaard og Tanja Forsberg Simonsen, som tidligere var med i Superheroes og Private.

© Sam Aebi

»Jeg tror, ​​at musikken simpelthen er den måde, jeg opfatter og bearbejder verden på.« 

Raphael Loher er pianist og komponist med base i Luzern i Schweiz; han kombinerer elementer af eksperimenterende elektronisk musik, ambient og minimalistisk komposition. Hans særegne, krystalklare værker udforsker legende reduktion og rytmisk abstraktion med det formål at skabe unikke resonanser og æstetiske forbindelser. Hans meditative klaverspil lader sitrende, rhizomatiske strukturer opstå, hvilket skaber spændingsfyldte narrative forløb. Loher udvider sit lydspektrum ved at præparere klaveret, bruge effektpedaler og arbejde med båndoptager.

Lohers nye album, Figuren (Präsens Editionen), er præget af intuition, eksperimenter og en bevidst distance til hans primære instrument – ​​klaveret. Ved at bearbejde intime koncertoptagelser fra et residency-ophold har Loher dekonstrueret udvalgte melodier, toner og resonanser til nye former og transformeret dem yderligere gennem båndmanipulation.

© PR
© PR

Det er for kort tid siden officielt bekræftet, at den islandske avantgardestjerne Björk gæster Bielsko-Biała i dag. Efter at have holdt det hemmeligt indtil sidste øjeblik, afslører arrangørerne bag Wędrujący Festiwal (Wandering Festival), at det netop er Björk, der lukker festivalens store finale. Den eksklusive begivenhed, Rave na Targowisku, skydes i gang på markedspladsen PSS Społem på Lompy-gaden 5. Her vil den verdenskendte kunstner levere et særligt DJ-set.

© Kåre Viemose

»For nylig opdagede jeg, at når et par tusinde mennesker klapper deres tykke handsker sammen i minus 30 grader, lyder det som den blødeste techno – et frysende rum, hvor den kolde luft forvandles til en bølge af varme, og vi i et øjeblik af kollektiv hengivelse bliver ét med rytmen, ét med det usynlige bånd, der forbinder os i stilhedens varme. Musik er ikke blot lyde, men et forgæves forsøg på at indfange det uendelige, som altid har været og altid vil være.«

Andreo Michaelo Mielczarek har været ansvarshavende redaktør for Seismograf siden 2021. Han er desuden musikkritiker og kulturjournalist ved Kristeligt Dagblad og Århus Stiftstidende/Avisen Danmark og har gennem årene skrevet for publikationer som Kunsten.nu, Glissando (Polen), Neural (Italien), Raw Vision (UK), Nutida Musik (Sverige), Kunstkritikk (DK/Sverige), Iscene.dk, B.T. og Jazz Special. Han er medforfatter (sammen med Lars Muhl) til bogen HVA’ SAA! En guidet rutsjebanetur gennem Aarhus – før, nu og i fremtiden (2024) og har desuden bidraget til antologien om musikkritik Man skal høre meget (red. Thomas Michelsen og Claus Røllum-Larsen, 2024). Han er medstifter og partner i den polsk-danske kulturorganisation Kultur(a), og hvor end der er et klaver, vil han være der – ivrig efter at lokke en melodi frem af det.