Under den korsfæstede Jesus stod SKY H1 og Mika Oki ved deres mixerpulte indhyllet i en to-tre meter høj cirkel af semitransparent hvidt stof. Elektroniske orgeldroner strømmede ud i rummet, blandede sig med lyden fra en røgmaskine. Over os bredte sig blåt lys.
Industrielle trommer og breaks blandede sig med det flydende soundscape tilsat fuglefløjt og melodisk synth indtil tunge basbeats tog over. Kunstnerne lignede pixelerede sort/hvide figurer i det runde tårn over en himmel skabt af lyskegler og røg. Angelisk synthkor afløstes af en basdrone, imens en solopgang brød frem i blå, røde og grønne nuancer.
Blåt lys og røg dannede lammeskyer, Jesus lyste op i glimt, kegler af stroposkoplys kastede sig ud over publikum, og det, som begyndte med orgeldroner og fuglefløjt, udviklede sig til et technorave med hårde og hurtige slag på elektroniske olietønder.
På tre kvarter havde SKY H1 og Mika Oki opbygget, gennemført og afsluttet et technorave. En imponerende bedrift, der rejser spørgsmålet om, hvorvidt man skal høre hård house i en kirke, hvor flere kan være med, imens de kunstneriske og æstetiske aspekter af genren fremhæves og bevæger musikken fra lyssky undergrund til kunst i de hellige haller. Principielt: Ja. I praksis skabte de hvidkalkede vægge og hvælvinger en hård refleksion af lyd og lys, og det var usikkert, om kunstnerne havde taget højde for, at de ikke længere optrådte i en mørk natklub.
Et komprimeret kunstværk, der dog ikke kan konkurrere med sine rødder i deres naturlige habitat, hvor tid, bevægelse og rum er vigtige faktorer for den fulde oplevelse.
I anledning af Music City Aarhus 2022 sætter Seismograf fokus på musik, lydkunst og komponister i Aarhus.
»Musik for mig er muligheder for transformation.«
Aria Leth Schütze er bosat i København og står bag musikprojekterne Alto Aria og Samler På Dig. De er medstifter af pladeselskabet Rhizome og medredaktør på musikmagasinet Passive/Aggressive. I deres praksis mødes elektronisk og akustisk musik i en undersøgelse af transformation.
Sidste år udgav Builder Poor_in_Spirit, et album hvor han på egen hånd udforskede de soniske muligheder for sit eget, hjemmebyggede orgel. Det var et album præget af denne søgen, men i sidste ende også af de begrænsninger, orgelet repræsenterede. På Although Changed, I Arise the Same finder komponisten en vej ud af dem.
Orgelet bakkes nu op af tre tilføjelser: Builders egen altsaxofon samt Zola Mennenöh og Johanna Sulkunens sangstemmer. Det gør en verden til forskel, da det giver den diversitet i instrumentering, som Builder netop så mange gange før har bevist, at han mestrer at komponere for. Skiftevis falder orglets bas under sangstemmerne og saxofonen som et let dis og omhyller dem som en tung tåge. Det tuder, som vinden i træerne og brøler som et tog i natten. Mennenöh og Sulkunen synger, messer og udånder simple, repetitive fraser om spirituel usikkerhed og søgen, som er de fortabt i tvivlens mørke skov. Det er en spartansk fortællestil, der giver lytteren nok lyrik og atmosfære til at sætte hjernen i gang, men ikke så meget, at man overmættes. Heri ligger Builders styrke: Hans musik udspringer tydeligt af hans liv og erfaringer, men han komponerer på en sådan måde, at lytteren med sin fantasi inviteres til at deltage i den fortælling, der skabes.
Builder bestemmer farverne, men overlader en del af billedet til lytteren. Det er et album, der er langt mere sparsommeligt i sin dramaturgi end tidligere udgivelser. Men ikke desto mindre smukt og inspirerende.
»Musik for os er en transcenderende kraft med transformativt potentiale, som vi får lov til at mærke og forme, når vi laver lyd sammen. Det er en mulighed for at beskrive ens inderste universer uden ord og den bedste måde, et introvert menneske kan udtrykke stærke følelser højlydt.«
Med rødder i Københavns eksperimenterende jazz- og punkscene udfordrer Echo, Bravo forestillingen om, hvordan et rockband kan lyde. Kvintetten blander post-punk, free punk og støjrock i et råt og uforudsigeligt lydbillede. Selv beskriver de musikken som en slags »tøm-køleskabet-suppe«, hvor forskellige rester får lov at mødes. »Bør nydes som et varmt måltid i en kold branche.«
Thorbjørn Tønder Hansen er død. Med Thorbjørn har kunstmusikken mistet en af de mest betydningsfulde producenter, kuratorer og kulturledere i Norden.
