Kortkritik

05.02.2022

Krængebøgen har ordet!

Louis André Haugaard Jørgensen: »Sol op og sol ned«

Sproglig elegance udsmykker Louis André Haugaard Jørgensens podcast-installation Sol op og sol ned, der fortolker verden fra en bøgs perspektiv, skildrer en togrejsendes refleksioner igennem historiske perioder og introducerer bulmeurtens kulturhistorie.

Krængebøgen sender med sin naivitet og åbenhed tankerne i retning af Frances Hodgson Burnetts børneroman, The Secret Garden (1911), hvor man for en stund får en pause fra hverdagen og ved hjælp af sprog og lyd drømmer sig væk i oplevelsen af at være en aldrende bøg. Den reisende er en ordrig beskrivelse af en togpassagers refleksioner fra kupéen, men man bliver ikke blæst bagover af historiens vingesus eller lydelige overraskelser. Djævleøje og ulvebønne er – ligesom Krængebøgen – en sprogligt formfuldendt fortolkning af livet som bulmeurt og en kulturhistorisk analyse af plantens mange kæle- og øgenavne.. Djævleøje, Pigelort og Fandens Nosser…

Lydsiden egner sig som underlægning til de poetiske passager – følger dynamikken i sproget og fortællingernes progression – men hvor ordene i sig selv kan stå alene og ville fungere storartet på tekst, ville det auditive bidrag ikke stå stærkt alene. Det havde klædt den litterære graciøsitet med en stærkere lydside, flere reallyde og håndholdte instrumenter.

Når det er sagt, er der stadig tale om et kærkomment break fra storpolitiske problemer og energipriser, som i al sin enkelhed er værd at opleve – især foldet ud i sin helhed på udstillingen, der forløber på Museum Skanderborg, Perron 1.

Playlist

15.02

Mit navn er Mika Akim – vil du se min playliste?

»For mig er musik livet. Musikken indeholder alt og har den stærkeste helende kraft, der findes.«

Mika Akim er bratschisten, komponisten og sangskriveren Mika Persdotters soloprojekt. Projektet startede, da Mika fandt en viola d'amore uden for Prag og begyndte at skrive sange til den, om og til kroppen. Hun udforsker åbne former, minimalistiske tilgange og blander indflydelser fra folkemusik, barok og eksperimenterer med lyd. Musikken er cyklisk og ærlig. Siden projektet startede, har Mika Akim udgivet to album, og 27. februar udkommer det tredje, soloalbummet feb 28, på Inga Records.

Udover soloprojektet er Mika Persdotter en aktiv musikere i den eksperimentelle musikscene samt indenfor kontemporær og barokmusik i København. Medlem af Halvcirkel, Damkapellet, Wolfskin Ensemble og Stök med mere.

Playlist

14.02

Mit navn er Bobo Moreno – vil du se min playliste?

Bobo Moreno. © Thomas Roger Henrichsen

»Musik er for mig et element på linje med jord, vind, ild og vand. Musik er næring, der indgår i min personlige kostpyramide, sammen med ost, æg og tomater. Musik er en relation i mit liv, der er lige så vigtig som de mennesker, jeg har omkring mig. Musik er som et ekstra organ, som jeg sanser verden igennem.«

Bobo Moreno voksede op omgivet af sine forældres eklektiske pladesamling og udviklede en kærlighed til musik, på tværs af genrer. Opkaldt efter sin stedfar, jazz- og rockbassisten Bo Stief, startede Bobo på elbas, før han, som 22-årig, fandt sit sande instrument – sin stemme. Selvlært udviklede han sit håndværk gennem utallige liveoptrædener og høstede anerkendelse for sin udtryksfulde stemme og stilistiske spændvidde. Hans nationale gennembrud kom med popduoen Peaches & Bobo i 1993. Efter årtiers optræden, i en alder af 60 år, udgiver Bobo nu Missing Pieces – hans dybt personlige debutalbum, der afspejler et liv med musikalsk udforskning og selvopdagelse, samtidig med at det markerer et nyt kapitel i en livslang musikalsk rejse.

Playlist

14.02

Mit navn er ihsan saad ihsan tahir – vil du se min playliste?

»Musik for mig er den reneste kommunikation! Vi forsøger hele tiden at forstå hinanden, helt forgæves, med vores utilstrækkelige sprog, mens musik går rent ind. Jeg kan ikke komme på en mere kraftfuld og indflydelsesrig udtryksform. Den overgår billedkunst, film, teater, alt. Musik er uden undtagelse starten på alt mit arbejde; jeg tænker tit, hvis det her værk var en sang, hvilken sang var den så?«

ihsan saad ihsan tahir (f. 1995, UK/DK) er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi (2025) og Goldsmiths University of London (2025) og bor og arbejder i København. tahir har tidligere udstillet på bl.a. Kunsthal Kongegaarden, Korsør (2026), SKAL Contemporary, Skagen (2025); 13 Vitrine, Lausanne (2024); Kunsthal Aarhus, Aarhus (2023;2024); Collega, København (2024); og All All All, København (2023). tahir åbner ny, stor soloudstilling på O – Overgaden d. 20. februar kl. 17 og udstiller til og med d. 3. maj. 2026.

Playlist

14.02

Mit navn er Astrid Engberg – vil du se min playliste?

»Musik for mig er som vand for planter. Og et rum til at forbinde os – til os selv, andre og verden.«

Astrid Engberg er en samtidskunstner med rødder i fortiden, der blander elektronisk-organisk jazz, soul og perkussiv minimalisme. Hendes lyd kombinerer tunge, minimalistiske produktioner med personlig historiefortælling og en spirituel kant, båret af en stemme, der balancerer følsomhed og styrke. Siden udgivelsen af sit debutalbum Tulpa i 2020, fremhævet af Bandcamp som en af sommerens bedste udgivelser, har hun modtaget Steppeulven-prisen som Årets Producer 2021 og vundet Årets Vokaljazzudgivelse ved Danish Music Awards Jazz, sammen med en nominering til Årets Eksperimentelle Album.

Engberg har optrådt live og som DJ på store danske festivaler og spillesteder, herunder SPOT, Heartland, Roskilde Festival, DR Koncerthuset og SMK – Statens Museum for Kunst.

Kortkritiklive

13.02

Aske i øret

Farvel & Peter Laugesen

Phono. 12.02

Andreo Michaelo Mielczarek

Der var noget befriende ved at se 83-årige Peter Laugesen træde ind på Phono med et nyt band og uden antydning af nostalgi. Der var ikke antydningen af en poetisk hædersrunde. Men masser af støj. Trioen Farvel – Halfdan Magnus Stefansson (guitar), Gustav M.K. Lauridsen (bas) og Jens Højbøge Mosegaard (trommer) – spillede ikke pænt omkring digteren. De lagde et massivt tæppe af stoner-rock og fri improvisation under ham, som om ordene skulle vrides fri af grus og forvrængning. Først lå musikken tung og sejtflydende. Længe. Så accelererede den. Og Laugesen accelererede med.

Han sad på en stol i hjørnet, bladrede i sine bøger og talte om daggry, om børn der leger, inden de forsvinder, om Finnegans Wake, Peter Plys og et arrigt »så tø for helvede«. Ordene kom ikke i takt – de landede som bolte på et værkstedsgulv. Laugesens baryton er stadig ru som ståltråd; den brabrandske accent nægter at blive poleret. Han spillede på mundharmonika. Det lød skævere end skævt – en forvreden blues.

Farvel kommer ud af en jazzambition, der gik i opløsning og fandt et andet spor i 90’er-noiserockens ru æstetik. Det klæder Laugesen. De tre unge musikere spillede ikke bag ham, men med ham, tværgenerationelt, på lige fod – ligesom de gør det på deres netop udgivne album. Det var ikke en højtidelig fejring af den aldrende digter. Det var en arbejdsplads fyldt med friktion. På Phono sang Laugesen – ja, sang – livets prosa hen over en mur af lyd. Stemmen skar sig ind mellem den buldrende bas og lilletrommens grus. Han talte om »løs aske i øret«. Man gik derfra med netop dét: en sitren i hørelsen. Når sproget møder modstand, kan det stadig slå gnister.