• © Dacapo
    16/4/2022

    Lad os bygge fremtiden

    Niels Rosing-Schow: »A Talk of Our Time«

    Med A Talk of Our Time giver Niels Rosing-Schow os et indblik i de refleksioner, han gjorde sig under pandemien. Mest imponeret var han over, at det lykkedes ungdomsgenerationen at rejse sig, både i form af Black Lives Matter- og klimabevægelsen. Klaverkoncerten for højrehånd All Right?! skaber fornemmelsen af noget krybende, en konstant serie af opbygninger og nedbrydninger. Dommedag venter. Men lejlighedsvise tonale passager signalerer, at vi er »all right, don’t look up, der er ikke ild i dit hus«. Æstetisk sætter koncerten os i en en position, hvor vi kan mærke afgrunden komme tættere på. Alt det, Greta Thunberg konstant minder os om.

    I værket Unspoken – unheard, dedikeret til BLM – mumler musikerne citater fra forskellige borgerrettigheds-profiler, men den energi og vrede, der normalt følger kampen for racelighed, bliver ikke engang et ekko, men støj. Måske er det netop Rosing-Schows refleksion over egen position: Som hvid dansker kan han, trods sin sympati, aldrig andet end udvande deres budskab.

    Der er associationer til minimalismen: repetitioner, der enten over tid udvikles eller får lov at nedsmelte ved intens gentagelse. Eller er det faktisk hiphoppens repetitioner? De subtile rytmiske mønstre i klaverkoncertens anden del minder om Kendrick Lamars fraser i »Alright« (fra To Pimp a Butterfly), hvis omkvæd blev et anthem for BLM-demonstranter. Hvad ville der ske, hvis Rosing-Schow havde tappet ind i energien fra hiphop? Ligger her et uudnyttet potentiale? 

    Pladen peger i mange retninger – ligesom sin samtid. Vi har ikke brug for at kigge til fortiden, men bygge fremtiden. Armeret med kunst, der får os til at handle. 

     

     

  • 26/9/2022

    Blendermusik til blenderhjerner

    Vanessa Amara: »Fonetica Amara«

    Vanessa Amara har overrasket mig. Jeg troede, at jeg havde rimelig godt styr på den danske gruppes lyd, men så ændrer de den radikalt. Fra rolige, afmålte kompositioner til dette nye udtryk – hektisk, rutsjebaneagtig musik.

    En sand hydra af genrer og lyde bliver skødesløst klippet itu, halshugget og limet sammen på nye, forunderlige måder. Alt fra sørgmodig klagesang, kirkeorgel og mørke synthflader til popbrudstykker, håndklap og overdådige kor bliver på næsten ingen spilletid kontrasteret med hinanden. Det skaber upoleret dramatik, en punktilgang til musikken. Det lyder godt, at det ikke lyder alt for godt. 

    Fonetica Amara er en overvældende rus af lydindtryk, som jeg simpelthen, som en af Pavlovs hunde, responderer ufatteligt positivt på. Jeg elsker den hastighed, alting sker i, den rastløshed, jeg kan genkende og finder mig så tilpas i. Hundredvis af følelser på en halv time. Fyldt til bristepunktet med øjeblikke, men stadig med en skarp sans for komposition, udvikling og forløsning. Blendermusik til blenderhjerner.

    Selvom denne nye udgivelse på ingen måde var, hvad jeg havde forventet, så er den ikke desto mindre bemærkelsesværdig – endda netop det modsatte. Faktisk er det noget af det bedste, mest interessante musik, Vanessa Amara nogensinde har skabt.

     

  • © Lovely Spaces
    19/9/2022

    Vores stue

    Lovely Spaces 1.0

    Teaterrøg og elektronisk ambient svævede omkring os. Små, organiske lyde klikkede og klirrede fra alle sider i den grottelignende rumklang. Højttalerne var placeret hele vejen rundt om publikum, og over os rejste farvede lys gennem et LED-træ, der forgrenede sig ud i Radars mørke. Den rumlige oplevelse af Sophia Sagaradzes performance var sanseligt sitrende – men også trygt omsluttende. For målet var at skabe et rum »where you are you, with all your happiness, pain, and confusion«.

    Der burde være flere steder som Lovely Spaces. Med plads til at græde eller danse lige så grimt og legende, som man har lyst til. I løbet af aftenen skabte den helt nye transmediale festival vidt forskellige rum under de lysende grene: Ewoud Van Eetveldes smukke exploring ROOM lod os give slip og rejse med vokaltrioens stemmer, der flød ud og sammen over blidt strengespil. Rummet skiftede til samme jordnære stemning som en stue i venners selskab, da fire bordrollespillere – her som komisk kaotiske karakterer – improviserede et skønt, kogt karnevalseventyr i Tanis »Silke« Nielsens Dungeons & Dragons-session, hvor vi fik del i den helt særlige evne, bordrollespil har til at tage os med ind i nye verdener. Anderledes tungt åbnede Andreas Brink Pedersen eksplicit plads til tårer i sin emo-ambient sorgmusik. Og til sidst blev gulvet plads for fri leg og dans, da zabutom gav os chancen for at gå rave-amok til Gameboy-musik under det legende lys i loftet. Lovely.

     

    I anledning af Music City Aarhus 2022 sætter Seismograf fokus på musik, lydkunst og komponister i Aarhus. 

  • © Caroline Bittencourt
    18/9/2022

    En nær fortids nu fjerne fremtid

    Rune Glerup: »Om lys og lethed«

    Sidst vi hørte fra Rune Glerup i en stor koncertsal, var i 2016. Da var han fremtidens mand blandt de unge komponister, men meget er sket i mellemtiden. Det danske komponistmiljø har fået en helt anden gejst, og da DR Symfoniorkestret uropførte hans nye violinkoncert, Om lys og lethed, virkede musikken pludselig lettere altmodisch.

    En hektisk jagtsekvens omkransede værket. Dæmpede trompeter satte snigende udråbstegn, og lyse træblæsere standsede igen og igen krydsilden med udstrakte heller. Det lød autobiografisk: som en ørkesløs musik, der hele tiden blev krøllet sammen og smidt væk, indtil solisten Isabelle Faust omsider brød stilstanden med en solokadence.

    Imellem de to ydersatser hørtes metodiske forsøg på at forme uvante melodiske forløb med langsomme triller. Det klingede mere af nøgtern kontemplation end nyvunden eventyrlyst, og linjerne endte da også med et karakteristisk knæk: måske en accept af det ufuldendte, for derfra flød musikken mere frit.

    Først med en sprælsk scherzo, hvor orkestret lod sig drive fremad af herligt egensindige, langstrakte linjer fyldt med markeringer. Siden med en ekstremt sørgmodig soloviolin, hvis hvislende søgen indrammedes af stille, metallisk tuden i blæserne.

    Her hørte man potentialet i Glerups distinkte, indadvendte tænkning, men den let sentimentale modernisme, man fornemmede i værket, havde en bismag af fortidig fremtid. Af noget, vi egentlig har lagt bag os. Violinkoncerten overbeviste ikke for alvor om, at det spor skal genopdyrkes.