Det første, der rammer én på Aros' Ulydig – Kroppen i punk, er ikke hundehalsbånd, læderjakker eller netstrømper. Det er lyden. Den buldrer gennem rummene. For hvad skal punken overhovedet på museum? Punk er ikke skabt til museum. Den er beskidt, højlydt og midlertidig. Den lever af amatørisme, fejl og modstand. Man kunne frygte, at white cubens hvide vægge ville gøre de tre akkorder til kulturhistorie og støjen til baggrundsmusik. Kurator Marie Arleth Skov har skabt en udstilling, hvor lyden ikke blot illustrerer historien, men driver den frem. Rå guitarer, skingre saxofoner, flimrende Super 8-film og koncertoptagelser smelter sammen i et brus af støj, billeder og kroppe.

Ulydig er ikke en komplet punkhistorie, men et præcist snapshot af en kultur, hvor lyd og krop var uløseligt forbundet. Her møder man punkens gudmødre side om side med danske bands som Lost Kids, Pussy Punk og Sods i hidtil usete optagelser fra en københavnsk punkhappening. Et lædertrommesæt af Käthe Kruse fra Die Tödliche Doris står som en skulptur med den tørre titel In Leder, mens Cornelia Schleimes video viser, at punkens oprør også rummede skrøbelighed og poesi. Kontrasten til Erik Saties nøgne klavermusik er udsøgt. Det er som at gå rundt i et tredimensionalt fanzine. Overalt hyldes de skæve eksistenser og dem, der aldrig bad om lov. Leopardmønstrede hynder, rå materialer og taktile installationer gør, at man næsten kan røre ved punken. 

På kunstmuseer reduceres lyd ofte til atmosfære. Her er den et materiale på linje med stof, video og krop. Støjen bliver en kunstnerisk metode snarere end et soundtrack. Den 50 år gamle støj lyder stadig forbløffende nutidig, når den går i dialog med udstillingens nyere værker. Det gungrer i kroppen. Museet dæmper ikke verden – det fungerer som en forstærker.

Kan et oprør overleve på museum? Ulydig giver ikke noget entydigt svar. Men den viser, at punkens energi ikke nødvendigvis forsvinder, når den flytter ind i institutionen. Kun to ting mangler: at udstillingen kunne opleves klokken fire om morgenen – og at det overdådige katalog var indbundet i latex.

Onsdag aften på 5e var publikum vidne til et møde mellem to musikere, der i deres fremtoning ikke umiddelbart havde meget til fælles. Lotte Anker sad rank på stolen med alt- eller sopransaxofonen hvilende på knæet, mens Fred Frith var foroverbøjet over guitar, pedaler og de mange små objekter, han brugte til at tvinge alskens lyde ud af instrumentet. Stoisk ro over for frenetisk dimseri. Udadtil lignede de hinandens modsætninger. Musikalsk var de derimod tæt forbundne.

De så næsten ikke på hinanden undervejs, men virkede fuldstændig opslugte af den lyd, de skabte sammen. Til tider var musikken knudret og svært gennemtrængelig: uguitaristiske toner, perkussive anslag, næsten rockede passager, hurtige saxofonløb, lange holdte toner, støj og overtoner. Som en gåde, der ikke ønskede at blive løst. Andre gange skabte Frith klare droner, som Anker gled melankolsk henover, sanseligt og smukt. Det lød som en fortælling uden ord om mørke, frygt og usikkerhed, men også om lys, håb og samhørighed. Livets essens skåret ned til træfpunktet mellem to af jazzmusikkens helt store enere. 

Koncerten sluttede med aftenens mest direkte gestus mellem de to. En blid tone fra Friths guitar ringede kontinuerligt, indtil han pludselig bankede hånden ned i gribebrættet med et rungende bump og sendte Anker et skælmsk smil. Som en kort anerkendelse af den intense omgang, de netop havde ført publikum igennem.