• Messell: »Disjecta Membra«. © Textur
    25/8/2021

    Messells musik trækker vejret dybt

    Messell: »Disjecta Membra«

    På sin anden udgivelse snitter komponist og producer Messell med kirurgisk præcision samples fra hinanden og sætter dem sammen igen. Strygere, blæsere, klaverer, vokaler, field recordings m.m. behandles og iblandes et væld af lyde af mindre akustisk karakter. De nedbrydes, rekonstitueres og finder nyt liv i nye sammenhænge. Til tider bevæger Messell sig så sikkert inden for den elektroakustiske ambients genrekonventioner, at overraskelser savnes. Men til trods for den velkendte lydpalet gør de detaljerige kompositioner indtryk, særligt brugen af vokalsamples i nummeret Sprækker og dets rumklangsomsvøbte kirkekor og den nynnende solostemme i Affekt. Stemmerne er dette albums ordløse historiefortællere.

    Albummet ledsages af kunstner Gustav Løjes seks korte videovignetter bestående af forskellige usammenhængende dele, som behandles på samme måde som musikken: klippede, forandrede og understøtter på stemningsfuld vis den til stadighed udechifrerbare beretning.

    Messell gør brug af en udvidet forståelse af larm og stilhed. Han spiller på vekselvirkningerne mellem dem, og disse kontrasteres igen med larmende stilhed og afslappende støj. Musikken får lov at trække vejret mellem klimakserne, og det er i disse smukke kontrastfyldte øjeblikke, at han viser sit værd.


     

  • © PR
    10/5/2022

    Ekstasens flygtighed

    Croatian Amor: »Remember Rainbow Bridge«

    Remember Rainbow Bridge oser af savn. Man vil nok med forholdsvis sikkerhed kunne postulere, at i hvert fald størstedelen af dette album må være blevet skabt under coronavirussens langvarige åg. Det mærkes. Klassiske Croatian Amor-grundpiller er stadig til stede, men på nærværende udgivelse er de parret med en langt mere klubbet, poppet lyd, end denne lytter er vant til.

    Simple men effektive synthmotiver kombineres med deciderede technobeats. Analoge instrumenter og samples. Spøgelsesstemmer, der det ene øjeblik beretter om ekstasens flygtighed, og det andet blot sukker længselsfuldt. En form for post-faktum-stemning hersker. Det er som om, det er musik til efter, noget er sket. Mindemusik. Musik, man sætter på på vej hjem midt om natten fra en eller anden fest – stadig begejstret over begivenheden, men også tilsnigende trist over dens afslutning. Høj på livet og bare udkørt. En bittersød melankoli.

    En gang imellem savner jeg lidt mere bitterhed og lidt mindre sødme. Albummets lyddesign er utroligt veludført, og mens det i sig selv utvivlsomt skal regnes for noget positivt, så har det samtidig den slagside, at jeg godt kan komme til at sukke efter noget mere grus i maskineriet. Når det er sagt, så er jeg taknemmelig for, at Rahbek til stadighed stikker til de forudindtagede holdninger til, hvordan et Croatian Amor-album kan lyde. Remember Rainbow Bridge er således en værdig tilføjelse til hans mangefacetterede diskografi.

     

     

     

  • © PR
    4/5/2022

    Musical forude!

    Matias Vestergård: »Korte breve fra en lang rejse«

    Et hørespil! Det er de færreste komponister, der trækker den kanin op af hatten ved deres debutkoncert. Men det gjorde Matias Vestergård, da han afsluttede sine studier ved DKDM i slutningen af marts. Missede du det? YouTube!

    Det er egentlig først halvvejs i Korte breve fra en lang rejse, at værket rigtig kommer til sin ret. Indtil da har musikken holdt sig på afstand: koret og kammerensemblets evindelige – okay, ganske muntre – staccato, sopranens messende talesang om sin verdensomsejling og en hang til effektmageri, som retfærdigvis kan tilskrives hørespilgenren.

    Men så samles herresangerne – klædt som matroser – om et akkordeon og kaster sig ud i charmerende pastichesang. Sopranen (selveste Signe Asmussen) slutter sig til og slipper for første gang kræfterne løs. Pludselig smager det af noget, og resten af de otte scener vender op og ned på hele rollefordelingen.

    Til sidst har hørespillets skuespiller, Signe Thielsen, overtaget rollen som sanger, mens Asmussen stjæler hendes megafon. Alle, selv musikerne, har forladt deres plads, og i ottende scene vandrer en mikrofon rundt på scenen, samtidig med at klaveret trækker i retning af musical.

    Sådan en, en storslået musical, håber jeg, efter at have set det ganske finurlige, timelange hørespil, at Matias Vestergård kommer til at skrive, nu han er sluppet ud af konservatoriet. Og det er altså ikke hånligt ment!

     

     

     

     

  • © PR
    1/5/2022

    Glitchede traumer på væggen

    Yeule: »Glitch Princess«

    Inden singaporeanske Yeules andet studiealbum, Glitch Princess, slutter af med en knap fem timer lang synthmeditation, er der allerede sket en del. 

    Hovedpersonen har præsenteret sig selv med netop glitchet stemme på »My Name is Nat Cmiel«. Oven på den sparsomme lyd af spilledåse har vi lært, at Nat Cmiel ikke bare er en balletinteresseret person i starten af tyverne, der elsker flotte lydteksturer, men også kan lide »at blive knaldet og knalde«, slet og ret. Stemningen er dyster.

    Det er kun begyndelsen på en rejse ned i sindets afgrund. Yeule synger bedragende forsigtigt om selvskade og traumer, mens kvindestemmen bliver til en pigestemme og ender som lyse, robottiske hyl. Alt sammen manipuleret, udsat for sabotage og tilsat stjernetåger af synth. »How can I burn out of my real body?« lyder et af de gentagede mantraer.

    Albummet pendulerer mellem lydkunst og rendyrket pop, der på overfladen er glad, men bærer på smertelig, underkuet lyrik. Især første halvdel er værd at lytte til for eksperimenterne med vokal og kontrasten mellem eksplosioner af poplykke og afgrundens dybde. Anden halvdel har en tendens til at reducere glitch til ren effekt i mere traditionelle popskemaer. Indtil da er Yeules Glitch Princess en af årets mest løfterigt forstemmende udgivelser.

     

     

     

  • © PR
    25/4/2022

    Naturen kalder

    Lydkollektivet Newclear + Jakob Steen

    Med deres Xenon-residency havde Lydkollektivet Newclear og billedkunstner Jakob Steen sat sig for at skabe møder. Møder mellem natur og kultur, musik og billedkunst. Det var dog desværre netop i mødet, at helhedsoplevelsen blev svækket. Billedsiden var det svageste led. Nogle få sekvenser gjorde sig bemærket ved deres kompositioner, temaer og farver – nogle lignede nærbilleder af levende materier, andre organiske former i kosmisk størrelsesforhold. Men for størstedelens vedkommende forblev det desværre undervældende. 

    Den øjensynligt ikke helt gennemtænkte opstilling hjalp heller ikke – de fire kunstnere havde placeret sig i midten af lokalet, med stole til publikum i en halvmåne omkring sig, og med skærmen til billedmaterialet for enden af lokalet. Med den uheldige bivirkning, at man som tilskuer måtte vælge mellem enten at beskue videokunsten på fjernt hold og gennem klyngen af musikere, eller sætte sig i halvmånens yderpunkter, hvorfra man kun kunne rette sin opmærksomhed på én ting ad gangen. 

    De musikalske aspekter var heldigvis langt mere givende. Med analog og digital percussion, synths, samplers og trompet skabte Newclear og Steen en levende, ofte pulserende lyd. En abstraktion over naturen i sin mangfoldighed, samt de lige så mangfoldige måder, vi som mennesker møder den. Men det centrale møde – det mellem musikken og billedkunsten – blev besværliggjort af et uligevægtigt kvalitetsforhold og underligt manglende holistisk tilgang.



     

     

     

     


     

     

     

  • © Andreas Thaulow
    24/4/2022

    Tubasøjler i øret

    Microtub + Blue Lake – Brønshøj Vandtårn/Alice

    En tubatrio, der spiller afmålte mikrotonale flader på deres hjemmedrejede instrumenter – og ovenikøbet kalder sig for Microtub… Ingen grund til at pakke noget ind, åbenbart. Hvad du hører, er, hvad du får, og hvorfor ønske sig mere, når den kirurgiske klang bliver sendt ud i et vandtårn med 40 sekunders rumklang? 

    ALICE havde inviteret til Brønshøj, og som opvarmning i det betonkolde rum skulle vi først afstresses af en klarinet-, zither-, og fløjteimprovisation af Jason Duncan aka Blue Lake. En kælende ambient leg: fabulerende på grænsen til det søvndyssende. Bare en enkelt lussing blandt de drømmende kærtegn havde været godt. 

    Så hellere den firkantede tilgang, som Microtub stædigt diskede op med: Dirrende klange rejste sig som de grå betonsøjler, der bærer den rungende konstruktion. Stålsat, nærmest kynisk, smeltede musikkens og tårnets funktionelle arkitektur sammen. 

    Den transformerende minimalisme var som sådan ikke vanvittig opfindsom: en toptone, der pludseligt hæver sig i akkordbrydningen, så en bundtone, der senere følger efter. Men klangene skabte den fornødne turbulens i rummet, der gjorde værkerne spændstige. Mest inciterende var de helt tætte ansatser hen mod slutningen. Dér slog lyden sprækker i luften, så det gyngede i hovedet, og det indre øre hylede med. Det stabile fundament blev faretruende usikkert: Man vidste aldrig, hvilke fascinerende knæk lyden ville tage.