Instruktør Magdalena Zięba-Schwinds nye dokumentar Carl Nielsen – Between Heaven and Earth, en mestendels engelsksproget film om selveste Danmarks nationalkomponist, er et yderst kompetent stykke håndværk, der dog gerne måtte have taget sig mere tid til de dybere samtaler.
Den forhenværende 100-kroneseddelprydende Nielsen var en stor kunstner, men samtidig ikke et geni, han var ligesom dig og mig, skal det forstås. Seeren trakteres med prangende lysekroner, sommerdage i den fynske natur, besøg i barndomshjem og koncertsale. Skuespiller og komiker Tue Hoé gør det udmærket som omvandrende Nielsen i beige søndagssæt, blød hat og glimt i øjet. Klicheerne hober sig op, men de virker jo. Og de krydres heldigvis med nogle små greb, der fryder – som når Hoé til allersidst bryder den fjerde mur i overensstemmelse med Nielsens sjette og sidste symfoni.
Jeg savner dog mere stillingtagen til den folkekære komponist og hans oeuvre. Filmens mest interessante øjeblik er, når Fredrik Schøyen Sjölin, cellist i Danish String Quartet, stiller spørgsmålstegn ved Nielsens forhold til den såkaldte »danske folkesjæl«: Var hans musik med til at skabe den? Eller blev musikken blot præget af en allerede eksisterende folkesjæl? Det er et spørgsmål, der desværre ikke udforskes videre.
Det hele glider så let – en anelse for let. På kun lidt under en times spilletid er det begrænset, hvor meget man kan nå at få med. Men når nu det er ingen ringere end den musikalske nationalhelt Carl Nielsen, kunne man godt have ønsket sig mere.
»Musik for os er en måde at skabe en forbindelse og et fællesskab til andre mennesker.«
Selvom Schæfer indtil videre kun har udgivet tre singler, har bandet allerede markeret sig på den danske musikscene. Duoen og venneparret, Anna Skov (vokal) og Emil Mors (keyboards), skriver samfundsaktuelle, underfundige og humoristiske sange, der peger fingre af både omverdenen og dem selv.
»Denne smerte er ikke kun din,« messer et kor, der står i en cirkel om den fødende kvinde. »Denne smerte er ikke kun din,« lyder det, som et omsluttende ekko, fra resten af koret, som har placeret sig langs festsalens vægge, og dermed danner en cirkel om publikum og indskriver os i det kvindelige fertilitetsarbejde.
Elegier over jorden bygger på Sofie Isager Ahls gendigtning af myten om Persefone, datter af landbrugets gudinde og dronning af dødsriget. Den græske myte er af den slags, der forklarer vinterens goldhed med Persefones bortgang til dødsriget, men i denne nyfortolkning vender hun tilbage til jorden for at føde. Vi følger hendes fødselsarbejde gennem ni måneder, mens medlemmer af koret arbejder i markerne og kæmper for de afgrøder, der er under pres af det aktuelle klimakollaps. Her er naturens regeneration ikke en sag for de højere magter, men en kamp, der starter i kroppen og i mulden – ganske som den fødende kvindes.
Den økofeministisk forbundethed mellem kvindekrop og natur har været et hot topic igennem flere år nu, og jeg er i tvivl om, hvad Elegier over jorden føjer til. Det er jeg primært, fordi den hårde akustik i Glyptotekets festsal i samspil med Marie Topps koreografi, der jævnligt lader sangerne stå med ryggen til dele af publikum, gør det svært at høre Ahls ord.
Når Elegier over jorden fungerer bedst, er det i dialogen og timingen mellem koret, sopran og komponist Katinka Fogh Vindelev i rollen som den fødende Persefone og det minimale orkester, bestående af to violiner og en cello. Når stemmerne fra Sankt Annæs Pigekor smyger sig op af celloens mørke klang, og når urkvinden Persefones klagesang får lov at stå stille i rummet et øjeblik, før koret tager fat igen, har forestillingen fat i noget. Alligevel sætter oplevelsen sig ikke i kroppen, og fødselens smertefulde kamp bliver – trods korets insisterende messen – aldrig rigtig min.
Forestillingen spiller 5., 7. og 8. marts
»For mig er musik... Jeg var lige ved at sige alt, men det er alligevel en overdrivelse. Jeg er et følsomt menneske, og derfor påvirker al kunst – men især musik – mig på forskellige måder. Musik har både en terapeutisk og en kunstnerisk betydning for mig. Musikken påvirker mit humør og giver mig energi. Den kan også sætte mig i en bestemt tilstand, hvor jeg ser tingene anderledes og reflekterer på en anden måde, end jeg ellers ville have gjort. Jeg har altid høretelefoner i, når jeg er alene, jeg sover til musik, jeg arbejder til musik. Det første, jeg gjorde som ny rådmand, var at sætte min svigerfars gamle B&O-anlæg op på rådmandskontoret. Det spiller hver dag, og jeg lukker meget sjældent døren.«
Jesper Kjeldsen er rådmand for Kultur og Borgerservice i Aarhus og medlem af byrådet for Socialdemokratiet. Han er uddannet fra Kaospiloterne og har en baggrund som iværksætter, blandt andet med virksomheden Postevand. Før sin politiske karriere har han arbejdet kreativt med kultur og musik – han har udgivet musik, været DJ og undervist som danselærer. Jesper Kjeldsen har gennem en længere periode boet og arbejdet i Grønland, hvilket har præget hans syn på fællesskab, kultur, klima og samfund.
