kortkritik

25.08.2023

Når nogen synger direkte ind i dit øre midt om natten

Marie Koldkjær Højlund, Den Sorte Skole m.fl.: »Natten – en teaterkoncert«

Andreo Michaelo Mielczarek. © Kåre Viemose

Midt i Carl Nielsens »Solen er så rød mor« rammer tusmørket salen. Så følger højskolesange og vuggeviser, kørt gennem et elektronisk filter og gerne i mol. Marie Højlund og Den Sorte Skoles bearbejdninger af sange om natten udspiller sig i et elegant twilight/chiaroscuro-univers a la Floria Sigismondis Christina Aguelira-video »Fighter« eller The Fifth Element. Her er vemodets røst. Sunget solo eller i kor, sakralt, forvrænget, spøgelsesagtigt og på en baggrund af noise. Som afdøde stemmer, der er kommet tilbage for at sidde ved sengen og hjælpe den endnu vågne videre. Musik har altid assisteret i overgangsriter og endda fungeret som vidundermiddel til søvnløse grever.

Dramaturgien i Natten er inspireret af søvnstadier: Let søvn, REM, drøm, mareridt, opvågning – alt er flydende, cyklisk som døgnet, og det vibrerende soundscape efterligner nattens lov, hvor fornuften er itu og giver plads til erotisk gnubbende performere på en hestekarusel, K-pop-energi, mega goth og en uskyldig rytmeboks. 30 stykker musik, akkurat som i Goldberg Variationerne, er ret mange. Ofte er de dog ordnet i medleyer, og denne teaterkoncert er mere en stemningsrapport fra et ulogisk rum, natten, et privat sted, som vi alle genoplever hver dag, men som det er svært at rapportere fra. Derfor har vi alle dage poetiseret det manglende lys. Den ældste sang er i øvrigt fra 1642.

Når Natten er bedst, favnes og italesættes mørkets hemmelige rum med en elektrisk nerve og fornemmelsen af, at nogen synger direkte ind i dit øre. Varme synths ledsager disse sange om somre uden sol, ikke for mange eksperimenter men med masser af melodi – og i momenter er det som at lytte til natsværmere. I det gamle teaterrum bliver vi bevidste om at huske at lytte til verden, eller når nogen synger for os, også i halvslumrende tilstand.

kortkritikrelease

26.04

Lad os synge om cyklus

Adrianna Kubica-Cypek, ÆTLA & Barbara Agertoft: »Månen«

Dacapo, 10.04

Therese Wiwe Vilmar

Månen er et poetisk grundmotiv. Dens cyklus trækker i både tidevandet og i os, i kroppe og væsker. Komponist Adrianna Kubica-Cypek og vokalensemblet ÆTLA har fortolket dette motiv fra Barbara Agertofts digt »Månen«. Kompositionen er opdelt i »Månen« I, II, III og IV. Det er en vellykket EP, der vil lytteren noget: Det stærke tekstforlæg etablerer en klar kompositorisk retning uden svinkeærinder, men musikalsk kan det dermed ikke stå alene.

Månens kraft til at forbinde det indre og ydre står stærkt i Agertofts digt: »og vi strakte os ud, det indre i det ydre alt det, vi / blødte ind i.« Hvordan kan man bedre formidle denne grundstemning end med et vokalensemble, som netop er individuelle kroppe, der bløder ind i en ydre, fælles lyd? Kubica-Cypeks fortolkning er dynamisk, kontrastfyldt og bølgende, som flod og ebbe. Den starter med en skærende klang af kvindestemmer, som bliver til krydsende glissandi understøttet af dybe og monotont messende herrestemmer. Enkelte steder i værket samles klangene i harmoniske akkorder; oftest løber stemmerne hver sin vej i både volumen og tonehøjde, eller insisterer på at blive i dissonansen og det repetitive.

»Månen IV« slutter som en omvending af den skarpe start i »Månen I« med lavmælte og mørke klange, der fremstår delvist uafsluttede, som om værket skal høres forfra igen. Korarrangementet er i sin form cyklisk og fremhæver noget underspillet i Agertofts digt. Det viser kvaliteten ved gensidig fortolkning; kunstarterne tilføjer noget hos hinanden.

playliste

26.04

Vi er Selvhenter – vil du se vores playliste?

»Musik er for os en sammensmeltning af forskellige bevidstheder i ét fælles fokuspunkt.«

Bandet Selvhenter blev grundlagt i 2010 af trombonist Maria Bertel, saxofonist Sonja LaBianca, violinist Maria Diekmann og trommeslagerne Jaleh Negari og Anja Jacobsen. I 2017 forlod Maria Diekmann gruppen, og Selvhenter fortsatte som kvartet.

Selvhenters lyd udgøres af en kæmpe fascination af klanglige teksturer, rytmiske forskydelser og polyrytmer, akustiske og elektroniske melodier, hårdtslående kompositoriske valg, improviseret skønhed og ren og skær glæde ved at skabe og spille musik. Selvhenter har spillet koncerter i ind- og udland. Selvhenter er også omdrejningspunkt for kunstnerkollektivet Eget Værelse, der huser medlemmernes soloprojekter, og samarbejder som Valby Vokalgruppe, SOLW, Nina Garcia & Maria Bertel og G.E.K.

kortkritiklive

22.04

Stemmen i mit hovede

MØR Collective: »Vildnis – der vokser græs ud af min hovedskal«

Teater FÅR302, 21.04-02.05

Louise Steiwer

»Er dit hovede også fyldt med stemmer, der ikke er dine egne?« spørger den unge mand. Spørgsmålet er den centrale tematik i forestillingen Vildnis af teatergruppen MØR Collective, og de fleste vil nok svare ja. Men hvem tilhører stemmerne så, og hvor kommer de fra?

Vildnis beskrives i introduktionen til forestillingen som »en tur ind i teatrets maskinrum.« Dramatiker Abelone Koppel har skrevet 80 korte tekster, og hver aften aktiveres et udvalg af to performere, der ikke på forhånd ved, hvilke tekster, de modtager via deres øresnegl. I et baglokale sidder en sufflør og læser de tekster op, som de to skuespillere videreformidler med krop og stemme i øjeblikket, og det kunne nemt være gået galt. Det gør det ikke, og det er særligt de to skuespilleres fortjeneste at konceptet fungerer så godt.

Til stede på scenen er også komponist Mika Forsling, som med elektroniske virkemidler og masser af perkussion følger den stemning, der opstår mellem performerne, men desværre ikke mere. Jeg havde faktisk lidt svært ved at høre, hvad der foregik og glemte det nok også lidt, fordi det var relativt intetsigende. Det havde været oplagt at bruge netop stemmen som instrument i en forestilling, der kredser om indre stemmer, og jeg forstår ikke, hvorfor man forspilder den mulighed.

Man skal ikke se Vildnis for musikkens skyld, heller ikke selvom den kommer mere i centrum hen imod slutningen, hvor rollerne byttes om, og Forslings rytmer lader til at blive styrende for performernes bevægelser. Men Vildnis fremstår alligevel som en helstøbt og fin oplevelse, eksperimentets uforudsigelighed til trods.

playliste

19.04

Mit navn er Maja Dyrehauge Gregersen – vil du se min playliste?

»Musik for mig er livets femte dimension, der forbinder alle de andre.«

Maja Dyrehauge Gregersen har i de sidste 10 år stået i spidsen for Copenhagen Photo Festival – Nordens største fotofestival. Copenhagen Photo Festival er en international platform med over 1000 årlige ansøgere fra hele verden – og et tydeligt kurateret niveau, der tiltrækker verdensnavne og har løftet festivalen ud af sin oprindelige, mere lokale og åbne form.

playliste

17.04

Mit navn er LOH – vil du se min playliste?

»Musik for mig er noget, der konstant kører inde i mit hoved. Jeg kan ikke slukke for den del af hjernen, hvor nye melodier og rytmer springer frem og tager form. Nærmest heller ikke når jeg sover. Af samme grund er jeg egentlig ikke den store musikforbruger. En undtagelse er livekoncerter og musikfestivaler, hvor jeg elsker at opsøge musik, jeg ikke kender på forhånd for at lade mig overraske. Senest det interessante band Nebulah, udsprunget af Esbjerg konservatorium. Derhjemme er det vores 19-årige datter, der styrer playlisten. Hun synger kor på mit album og har introduceret mig til mange kunstnere gennem de sidste år. Det er også fedt gennem hende at genopdage de gode, gamle artister som fx CV Jørgensen, Stevie Wonder og Joni Mitchell. Meget inspirerende.«

LOH er en dansk sangskriver og pianist. Klaveret har været en del af livet lige fra barnsben, men har indtil for nylig ligget i skyggen af en karriere i TV-branchen, hvor han som tv-dokumentarist har produceret hundredvis af programmer til danskernes tv. Debutalbummet Logger Ud, som udkom i marts 2026, indeholder dansksprogede folkpopviser tonet med nordisk jazz.