• © Emilia Therese
    25/8/2023

    Når nogen synger direkte ind i dit øre midt om natten

    Marie Koldkjær Højlund, Den Sorte Skole m.fl.: »Natten – en teaterkoncert«

    Midt i Carl Nielsens »Solen er så rød mor« rammer tusmørket salen. Så følger højskolesange og vuggeviser, kørt gennem et elektronisk filter og gerne i mol. Marie Højlund og Den Sorte Skoles bearbejdninger af sange om natten udspiller sig i et elegant twilight/chiaroscuro-univers a la Floria Sigismondis Christina Aguelira-video »Fighter« eller The Fifth Element. Her er vemodets røst. Sunget solo eller i kor, sakralt, forvrænget, spøgelsesagtigt og på en baggrund af noise. Som afdøde stemmer, der er kommet tilbage for at sidde ved sengen og hjælpe den endnu vågne videre. Musik har altid assisteret i overgangsriter og endda fungeret som vidundermiddel til søvnløse grever. 

    Dramaturgien i Natten er inspireret af søvnstadier: Let søvn, REM, drøm, mareridt, opvågning – alt er flydende, cyklisk som døgnet, og det vibrerende soundscape efterligner nattens lov, hvor fornuften er itu og giver plads til erotisk gnubbende performere på en hestekarusel, K-pop-energi, mega goth og en uskyldig rytmeboks. 30 stykker musik, akkurat som i Goldberg Variationerne, er ret mange. Ofte er de dog ordnet i medleyer, og denne teaterkoncert er mere en stemningsrapport fra et ulogisk rum, natten, et privat sted, som vi alle genoplever hver dag, men som det er svært at rapportere fra. Derfor har vi alle dage poetiseret det manglende lys. Den ældste sang er i øvrigt fra 1642.

    Når Natten er bedst, favnes og italesættes mørkets hemmelige rum med en elektrisk nerve og fornemmelsen af, at nogen synger direkte ind i dit øre. Varme synths ledsager disse sange om somre uden sol, ikke for mange eksperimenter men med masser af melodi – og i momenter er det som at lytte til natsværmere. I det gamle teaterrum bliver vi bevidste om at huske at lytte til verden, eller når nogen synger for os, også i halvslumrende tilstand.


     



     

     

     

     

     

  • © PR
    22/8/2025

    Ingebrigt Håker Flaten skaber musikalske mønstre ud af kaos

    Ingebrigt Håker Flaten (Exit) Knarr: »Drops«

    Nøgleordet til denne udgivelse findes allerede i åbningsnummerets titel: »Deluge (deconstructed)«. Her piller Håker Flaten en Wayne Shorter-komposition fra hinanden som et LEGO-sæt og samler den igen på en måde, der kun glimtvis minder om originalen. Ud af brikkerne vokser et kort, gentagende guitarmotiv, som trommer, saxofoner, bas og klaver kredser om i stadig mere opløste mønstre. Melodierne bliver gradvis mindre konkrete, instrumenterne spiller mindre sammen, intensiteten vokser næsten umærkeligt – indtil alting falder fra hinanden, og processen begynder forfra. Samme greb bruges i tredje nummer, »Kanón (for Paal Nilssen-Love)«, hvor spænding og udløsning formes i en bølgegang, der driver musikken fremad. Håker Flaten mestrer kunsten at skabe dramatiske kurver, som fører lytteren sikkert igennem selv de mest tumultariske passager.

    Easy listening er det ikke – vi er stadig i freejazzens territorium – men der er en særegen dragende balance mellem kaos og afmålthed. Først fanges man af overraskelsen i musikkens pludselige drejninger, siden af genkendelsens glæde, når man begynder at fornemme de steder, hvor musikken spidser til. 

    Albummet afsluttes med »Austin Vibes (tweaked by Karl Hjalmar Nyberg)«, en støjende collage, der langsomt åbner sig mod brudstykker af mere konventionelle blæsermelodier. Her kommer vi tættest på noget, der ligner en klassisk jazzfornemmelse – og alligevel ikke. Det er stadigvæk ikke umiddelbart letfordøjelig musik. Men selv når Håker Flaten og hans medmusikanter bevæger sig længst ud i det fragmenterede, formår de at gøre det svært forståelige let at forstå.



     

     

     

     

     

  • © PR
    22/8/2025

    From Chaos, Ingebrigt Håker Flaten Weaves Musical Patterns

    Ingebrigt Håker Flaten (Exit) Knarr: »Drops«

    The keyword for this release can already be found in the title of the opening track: »Deluge (deconstructed)«. Here, Håker Flaten takes a Wayne Shorter composition apart like a LEGO set and reassembles it in a way that only occasionally recalls the original. Out of the pieces emerges a short, repetitive guitar motif, around which drums, saxophones, bass, and piano orbit in increasingly fragmented patterns. The melodies gradually become less concrete, the instruments interact less, the intensity rises almost imperceptibly – until everything falls apart and the process begins again. The same approach is used in the third track, »Kanón (for Paal Nilssen-Love)«, where tension and release unfold in waves that propel the music forward. Håker Flaten masters the art of creating dramatic arcs that guide the listener safely through even the most tumultuous passages.

    This is not easy listening – we are still in free jazz territory – but there is a strangely compelling balance between chaos and restraint. At first, one is caught by the surprise of the music’s sudden turns, later by the joy of recognition as one begins to sense where the music sharpens and takes shape.

    The album closes with »Austin Vibes (tweaked by Karl Hjalmar Nyberg)«, a noisy collage that slowly opens up toward fragments of more conventional horn melodies. Here we get closest to something resembling a classic jazz feeling—and yet not quite. It is still far from easily digestible music. But even when Håker Flaten and his fellow musicians move furthest into fragmentation, they manage to make the difficult-to-understand surprisingly easy to grasp.

    English translation: Andreo Michaelo Mielczarek

     

     

  • © Ros Kavanagh
    19/8/2025

    På et snusket hotelværelse mødes liv, traumer og musik

    Emma O’Halloran, Irish National Opera: »Trade« / »Mary Motorhead«

    To kammeroperaer af den irske komponist Emma O’Halloran, begge baseret på skuespil af hendes onkel, Mark O’Halloran. Den første, Trade, er fuldstændig fængslende og dybt bevægende: historien om to mænd, der mødes for at have sex på et snusket hotelværelse, hvis sammenfiltrede liv er tynget af traumer og kærlighed. Komponisten taler om det »smukke økonomiske sprog« i sin onkels tekst, og det samme kan siges om hendes musik, der lader teksten opbygge mere og mere spænding og intensitet uden at klemme den – men lige så ofte nærmest trækker sig helt tilbage og lader teateret og fortællingen få overtaget. Den vokale skuespilpræstation er fremragende.

    Den stilistiske opfindsomhed i Trade, hvor de to karakterer tegnes så levende, vender tilbage i monologen Mary Motorhead, men med mindre held. Her kan de musikalske samples komme til at stå i vejen for vores blik ind i fangen, der fortæller om sit hårde liv, inden hun splittede sin mands hoved med en kniv. Sammen med Trade understreger det dog kun O’Hallorans talent for teater og hendes sikre musikalske håndelag. Ville det være for meget at håbe på en eller to virkelig teatrale, fortællende operaer som disse i den avantgardistiske del af Copenhagen Opera Festival?

    Dansk oversættelse: Andreo Michaelo Mielczarek