Allan Gravgaard Madsen
26
Pirrende stilstand
Allan Gravgaard Madsen: »Concerto Grosso«
© PR
I arbejdet med Concerto Grosso (2018-2022), som Allan Gravgaard Madsen har skrevet i tæt samarbejde med den amerikanske Jack Quartet, har komponisten opstillet et par benspænd omkring Concerto Grosso-formatet: Strygekvartetten skulle spille op mod Aarhus Symfoniorkester i »et finmasket net af talsystemer, musikhistoriske hilsner og personlige fortællinger«. Med den for AGM typiske begrænsning til det traditionelle symfoniorkesters instrumenter – om end de bliver brugt i deres yderste potens – lykkes det at fastholde en behageligt pirrende æstetik, der efterlader mig fremadlænet gennem hele værket.
Benspændene virker ikke begrænsende, men er mere rammer indenfor hvilke, han arbejder frit og legende og med en klanglig finfølelse. Som substitut for harmonisk progression og teleologi fokuserer AGM i stedet på timbre og klang. Dragende er det. Selv har jeg ikke fundet den forvrængede reference til Irving Berlin, som AGM skriver, værket rummer, men til gengæld er der klanglige ligheder med blandt andre Arvo Pärt og Bent Sørensen. Sidstesatsen, »Notturno II«, afslører en komponist, der ikke har travlt med at være udfordrende kompleks; han hviler i det minimale – dropper symfoniorkesterets instrumenter og lader musikerne summe »con bocca chiusa« og gnide sig i hænderne (bogstaveligt talt) som drømmende ambience til JACK Quartets afrunding af concertoen.
Concerto Grosso er moderne minimalisme (findes online i en lækker videoproduktion), og det er rimeligt at kalde det Allan Gravgaard Madsens æstetiske magnum opus.
Opera eller eksamensforberedelse?
Mauro Patricelli, Signe Asmussen, Matias Seibæk, Anders Banke, Thommy Andersson, Jessica Lyall m.fl.: »Tarantula«
© Søren Meisner
Tarantula præsenteres som »dokumentaropera«, en genre skabt af Mauro Patricelli. Værket tager afsæt i tarantismen – myten om edderkoppens bid, der udløser vanvid og den ekstatiske dans, der helbreder – og fletter den sammen med Et Dukkehjem og Napoli af August Bournonville. Ambitionen er klar: at spejle kvindelige erfaringer med mani, undertrykkelse og fortolkning gennem historien. Scenografien understøtter det dokumentariske greb. Fem svævende skærme viser tekst, arkivmateriale, en danser og en professor karakter, der didaktisk udlægger værkets kilder. Samtidig står fire musikere og sopranen Signe Asmussen på række.
Musikken veksler mellem lange, nøgne linjer og repetitive, rytmisk komplekse figurer, tydeligt inspireret af tarantellaen. Men netop kompleksiteten bliver en hæmsko: afhængigheden af click-track og noder giver et mekanisk præg, der strider mod værkets påståede dæmoniske og kropslige energi. Det største problem er balancen mellem forklaring og fortolkning. Professorfiguren dikterer konstant læsningen og undergraver værkets egne kritiske ambitioner – ikke mindst når den samtidig problematiserer et »male lens«. Også forholdet til Ibsen fremstår som en forsimplet, næsten fejllæst illustration snarere end en reel fortolkning.
Lyrikken – primært bestående af historiske kilder og akademiske formuleringer – tynger dramaturgien. Når et brev om Ibsens kendskab til tarantismen ophøjes til dramatisk klimaks, bliver det svært at mærke, hvad der egentlig står på spil. At teksten både synges, projiceres og udleveres i librettoform, forstærker følelsen af redundans. Til sidst sidder man tilbage med en fornemmelse af at have deltaget i en forelæsning snarere end en opera. Min sidste note inden tæppefald: Will this be on the test?
© Christian Klintholm
»Musik er for mig lige noget for mig.«
Christian Juncker er en dansk musiker og sangskriver, som har udgivet en række dansksprogede album. Han debuterede i 1995 med bandet Bloom. Sammen med sin ven Jakob Groth Bastiansen dannede han duoen Juncker i 2002. Han står også bag julesangen »Luk julefreden ind« fra 2024.
© PR
»Musik for mig er et sted at møde både sig selv og andre i følelser. Det er frihed, fælleskab, individualitet, sprog og udtryk.«
Den danske kunstner Alice Ai forener følelsesmæssig dybde med elektronisk slagkraft og en punket energi. Hendes lyd bevæger sig i spændingsfeltet mellem det sårbare og det konfronterende – mellem det menneskelige og det syntetiske. Denne dobbelthed er indlejret i hendes navn: »Alice« refererer til nysgerrighed og eventyrlighed, og »Ai« peger mod det kunstige og teknologiske. Sammen danner de fundamentet for et kontrastfyldt univers, der gennemsyrer både hendes musik og kunstneriske persona. Alice Ai spiller på årets Roskilde Festival.
© Guy Wasserman
»Musik for mig afslører tomheden i grænser og definitioner – i bevidstheden, i rummet og i musikken selv.«
Idan Elmalem er en oud-spiller og komponist, der arbejder på tværs af verdens- og populærmusik, og præsenterer nu sin debut-instrumentale EP og liveoptrædenprojekt. Efter mange års samarbejde inden for den israelske musikscene vender han sig mod en mere personlig og intim musikalsk stemme, hvor han blander traditionel oud med en moderne sensibilitet. Inspireret af sine studier med mester Nissim Dakwar udforsker Elmalems musik rummet mellem tradition og innovation. Hans debut-EP, Time, indeholder tre live-indspillede stykker, der bevæger sig mellem fortid, nutid og fremtid og kombinerer klassiske arabiske og persiske elementer med jazz, minimalisme og filmisk lyd. Elmalem, der er baseret i Tel Aviv, trækker på sin marokkansk-danske arv i sit arbejde. Han er uddannet fra Jerusalem Academy of Music and Dance og er i øjeblikket i gang med en kandidatgrad i etnomusikologi ved University of Haifa, sideløbende med sit arbejde som musiker og komponist.