• © PR
    11/8/2022

    Pirrende stilstand 

    Allan Gravgaard Madsen: »Concerto Grosso«

    I arbejdet med Concerto Grosso (2018-2022), som Allan Gravgaard Madsen har skrevet i tæt samarbejde med den amerikanske Jack Quartet, har komponisten opstillet et par benspænd omkring Concerto Grosso-formatet: Strygekvartetten skulle spille op mod Aarhus Symfoniorkester i »et finmasket net af talsystemer, musikhistoriske hilsner og personlige fortællinger«. Med den for AGM typiske begrænsning til det traditionelle symfoniorkesters instrumenter – om end de bliver brugt i deres yderste potens – lykkes det at fastholde en behageligt pirrende æstetik, der efterlader mig fremadlænet gennem hele værket. 

    Benspændene virker ikke begrænsende, men er mere rammer indenfor hvilke, han arbejder frit og legende og med en klanglig finfølelse. Som substitut for harmonisk progression og teleologi fokuserer AGM i stedet på timbre og klang. Dragende er det. Selv har jeg ikke fundet den forvrængede reference til Irving Berlin, som AGM skriver, værket rummer, men til gengæld er der klanglige ligheder med blandt andre Arvo Pärt og Bent Sørensen. Sidstesatsen, »Notturno II«, afslører en komponist, der ikke har travlt med at være udfordrende kompleks; han hviler i det minimale – dropper symfoniorkesterets instrumenter og lader musikerne summe »con bocca chiusa« og gnide sig i hænderne (bogstaveligt talt) som drømmende ambience til JACK Quartets afrunding af concertoen. 

    Concerto Grosso er moderne minimalisme (findes online i en lækker videoproduktion), og det er rimeligt at kalde det Allan Gravgaard Madsens æstetiske magnum opus.

     

     

     

  • 26/9/2022

    Blendermusik til blenderhjerner

    Vanessa Amara: »Fonetica Amara«

    Vanessa Amara har overrasket mig. Jeg troede, at jeg havde rimelig godt styr på den danske gruppes lyd, men så ændrer de den radikalt. Fra rolige, afmålte kompositioner til dette nye udtryk – hektisk, rutsjebaneagtig musik.

    En sand hydra af genrer og lyde bliver skødesløst klippet itu, halshugget og limet sammen på nye, forunderlige måder. Alt fra sørgmodig klagesang, kirkeorgel og mørke synthflader til popbrudstykker, håndklap og overdådige kor bliver på næsten ingen spilletid kontrasteret med hinanden. Det skaber upoleret dramatik, en punktilgang til musikken. Det lyder godt, at det ikke lyder alt for godt. 

    Fonetica Amara er en overvældende rus af lydindtryk, som jeg simpelthen, som en af Pavlovs hunde, responderer ufatteligt positivt på. Jeg elsker den hastighed, alting sker i, den rastløshed, jeg kan genkende og finder mig så tilpas i. Hundredvis af følelser på en halv time. Fyldt til bristepunktet med øjeblikke, men stadig med en skarp sans for komposition, udvikling og forløsning. Blendermusik til blenderhjerner.

    Selvom denne nye udgivelse på ingen måde var, hvad jeg havde forventet, så er den ikke desto mindre bemærkelsesværdig – endda netop det modsatte. Faktisk er det noget af det bedste, mest interessante musik, Vanessa Amara nogensinde har skabt.

     

  • © Lovely Spaces
    19/9/2022

    Vores stue

    Lovely Spaces 1.0

    Teaterrøg og elektronisk ambient svævede omkring os. Små, organiske lyde klikkede og klirrede fra alle sider i den grottelignende rumklang. Højttalerne var placeret hele vejen rundt om publikum, og over os rejste farvede lys gennem et LED-træ, der forgrenede sig ud i Radars mørke. Den rumlige oplevelse af Sophia Sagaradzes performance var sanseligt sitrende – men også trygt omsluttende. For målet var at skabe et rum »where you are you, with all your happiness, pain, and confusion«.

    Der burde være flere steder som Lovely Spaces. Med plads til at græde eller danse lige så grimt og legende, som man har lyst til. I løbet af aftenen skabte den helt nye transmediale festival vidt forskellige rum under de lysende grene: Ewoud Van Eetveldes smukke exploring ROOM lod os give slip og rejse med vokaltrioens stemmer, der flød ud og sammen over blidt strengespil. Rummet skiftede til samme jordnære stemning som en stue i venners selskab, da fire bordrollespillere – her som komisk kaotiske karakterer – improviserede et skønt, kogt karnevalseventyr i Tanis »Silke« Nielsens Dungeons & Dragons-session, hvor vi fik del i den helt særlige evne, bordrollespil har til at tage os med ind i nye verdener. Anderledes tungt åbnede Andreas Brink Pedersen eksplicit plads til tårer i sin emo-ambient sorgmusik. Og til sidst blev gulvet plads for fri leg og dans, da zabutom gav os chancen for at gå rave-amok til Gameboy-musik under det legende lys i loftet. Lovely.

     

    I anledning af Music City Aarhus 2022 sætter Seismograf fokus på musik, lydkunst og komponister i Aarhus. 

  • © Caroline Bittencourt
    18/9/2022

    En nær fortids nu fjerne fremtid

    Rune Glerup: »Om lys og lethed«

    Sidst vi hørte fra Rune Glerup i en stor koncertsal, var i 2016. Da var han fremtidens mand blandt de unge komponister, men meget er sket i mellemtiden. Det danske komponistmiljø har fået en helt anden gejst, og da DR Symfoniorkestret uropførte hans nye violinkoncert, Om lys og lethed, virkede musikken pludselig lettere altmodisch.

    En hektisk jagtsekvens omkransede værket. Dæmpede trompeter satte snigende udråbstegn, og lyse træblæsere standsede igen og igen krydsilden med udstrakte heller. Det lød autobiografisk: som en ørkesløs musik, der hele tiden blev krøllet sammen og smidt væk, indtil solisten Isabelle Faust omsider brød stilstanden med en solokadence.

    Imellem de to ydersatser hørtes metodiske forsøg på at forme uvante melodiske forløb med langsomme triller. Det klingede mere af nøgtern kontemplation end nyvunden eventyrlyst, og linjerne endte da også med et karakteristisk knæk: måske en accept af det ufuldendte, for derfra flød musikken mere frit.

    Først med en sprælsk scherzo, hvor orkestret lod sig drive fremad af herligt egensindige, langstrakte linjer fyldt med markeringer. Siden med en ekstremt sørgmodig soloviolin, hvis hvislende søgen indrammedes af stille, metallisk tuden i blæserne.

    Her hørte man potentialet i Glerups distinkte, indadvendte tænkning, men den let sentimentale modernisme, man fornemmede i værket, havde en bismag af fortidig fremtid. Af noget, vi egentlig har lagt bag os. Violinkoncerten overbeviste ikke for alvor om, at det spor skal genopdyrkes.