• © PR
    12/1/2023

    Rejser i høj opløsning

    Mads Emil Nielsen: »Black Box 3«

    Sidst jeg anmeldte Mads Emil Nielsen, var jeg meget betaget af, hvordan han havde overført efterkrigstidens elektroniske klange til nye kompositioner hos EMS i Sverige. Denne gang er fortiden glemt. I stedet er Black Box 3 komponeret af samples i et grid. Væk er de støjende rumklange, kaotiske sekvenser fra Framework 2. I stedet får vi et hyper præcist lydbillede.

    Tracket »Climbing Plants« består af en række feltoptagelser, der vugger i fælles oscillation frem og tilbage dikteret af griddet. I løbet af otte minutter sker en metamorfose mod et mere syntetisk og drømmende billede end feltoptagelsernes udgangspunkt. 

    Samme rejsende oplevelse har man i »Installation 1«. Her tester Nielsen virkelig ens højttalere, hvor subsoniske impulser modsvares af stammende højfrekvente klik-lyde i call and response. Langsomt vokser et ambient lydlandskab frem som et stormvejr man kan se på lang afstand. 

    Black Box 3 viser tydeligt en komponist, der kan andet end at lege med fortidens maskiner.

     

     

     

     

     

     

     

  • © PR
    1/3/2024

    Kort: »I lærte os at knalde, men ikke at græde«

    Matias Vestergård: »Hyper Switch Ultra Faggot«

    De hurtige kan lige nå at fange den dirrende queerforestilling Hyper Switch Ultra Faggot, der når til Aveny-T i næste uge. De langsomme må nøjes med de ni sange, som Matias Vestergård har skrevet til det monologiske skuespil: De er nemlig ude nu som et svirpende, rørende og, ja, sjovt minialbum med Det Unge Vokalensemble. Begge dele kan i høj grad anbefales. 

    »You taught us to fuck before you taught us to cry,« lyder anklagen mod den ældre generation af bøsser i første sang, »A Gay Manifesto«. Stolt barbershop og satirisk-sårbar minimalisme mødes med stor virkning i et univers, der også præger resten af værket: blokharmonier, der kommunikerer klart, men med ét kan skifte ansigt. Temperamenterne flyver nænsomt mellem falsetfarvet, nøgtern sorg og euforisk varme. Vældig stærkt.

    Albummets styrke er det helt transparente, men enormt veloplagte håndværk – og den indlevende levering, dirigeret af Poul Emborg. Der er drillesyg staccato og nøgne stødlyde: »k!«, »pf!« og »ts!«, der skaber et herligt stiliseret orgie af hudkollision. Men der er også sakrale, rustikke nynnekor, tætvævede harmoniseringer og kæk synkopering: »When we cough it smells like dick!«

    Mørket er hele tiden til stede som en latent melankoli, men bryder også ud i et homofobisk hooligankor, som – det er altså genialt – selvfølgelig bliver til et »Seven Nation Army«-mashup. Fulgt, åh, af den yndigste pastiche over romantisk kor med gribende opbygning af harmonisk spænding og den blideste landing til sidst. Værsgo: en lektion i at græde.

     

     

     

     

  • © PR
    22/2/2024

    Hun får musikken til at vibrere som en levende organisme

    Astrid Sonne: »Great Doubt« 

    Da jeg første gang lyttede til den danske bratschist, sanger og producer Astrid Sonnes nye album, Great Doubt, vidste jeg ærligt talt ikke helt, hvad jeg skulle stille op med det. Jeg lagde med det samme mærke til, hvor fantastisk Sonnes bratsch lyder på albummet – en så kraftfuld tilstedeværelse, at den nærmest lyder som en dybt kompleks levende organisme, der ånder, føler og bevæger sig dramatisk gennem albummets ni sange.

    Min yndlingssang var uden tvivl »Almost«, hvor Sonnes skrøbelige, subtilt intense stemme udelukkende akkompagneres af bratschens minimalistiske pizzicatomelodi, som minder mig om en glemt komposition fra den japanske new age-pioner Hiroshi Yoshimuras mesterværk, Green. 

    Men på størstedelen af sangene er stemme og bratsch desuden ledsaget af elektroniske rytmer, klaverakkorder og synthfigurer, som til forskel fra bratschens organiske, vibrerende klang, forekom mig nærmest plastikagtigt kunstige. For mig lød det, som om bratschen og elektronikken blev transmitteret fra hver deres vidt forskellige universer og ikke helt kunne finde ud af at sameksistere. Der var noget ved kontrasten, der forekom mig lidt… uncanny. 

    Men ved gentagne lyt begynder det hele alligevel at give mening. Sonnes køligt underspillede stemme er den lim, der binder hele lydbilledet sammen. Som om den selv eksisterer i det porøse sted mellem bratschens rå naturkraft og elektronikkens tæmmede renhed. Jeg kan lide det mere og mere, og måske ender jeg endda med at elske det. Great Doubt er et album, der på trods af sin beskedne længde på kun 26 minutter kræver fordybelse og eftertænksomhed – og i sidste ende også belønner sin lytter for det. 

     

     

     


     

  • © René Passet
    19/2/2024

    Cortini – den elektroniske John Williams

    Alice/Stairway: Alessandro Cortini 

    Alessandro Cortini er bedst kendt som medlem af Nine Inch Nails, og da jeg inden koncerten smuglyttede til andres samtaler, var det da også tydeligt, at flere var mødt op på grund af relationen til det berømte band og dets larmende, konfronterende musik, der er er milevidt fra det fjerlette ambientunivers, der kendetegner størstedelen af Cortinis soloarbejde. 

    På ALICE var det en helt tredje side af Cortini, vi fik at opleve: Cortini som filmkomponist. Kunstneren var placeret helt ude i scenens yderkant, hvor han kunne nørkle med sine synthesizere i fred uden at stjæle opmærksomheden fra den film, der blev projekteret op på scenens bagvæg. Kontrastfyldte, taktile billeder, der langsomt gled ind og ud af hinanden. Abstrakte, amorfe former, der i momenter lignede tågede erindringer fra den virkelige verden: regndråber på en bilrude, en storby set fra oven, stjernerne på nattehimlen; tjære, metalspåner, knust krystal. 

    Cortini mindede mig om en slags elektronisk John Williams, der indsvøbte billederne i et usædvanligt storslået, nærmest symfonisk univers, som ophøjede de sort-hvide lysformer til hieroglyffer for uendelige visdom. Stemningen var så sakral og gribende, at man med lukkede øjne godt kunne glemme, at Cortini ikke var i gang med at besynge Michelangelos malerier bag orglet i Det Sixtinske Kapel, men derimod med at sætte analoge synthtoner til det, der lignede et billede af en granitblok. Nogle af Nine Inch Nails-fansene var, kunne jeg høre, en smule forvirrede over den følelsesfyldte, nærmest romantiske æstetik, men selv beundrede jeg virkelig Cortini for den kompromisløse maksimalisme. Der var ingen påtaget distance eller affekteret kølighed, kun ren, uforfalsket musikalsk vellyd. 

     

     

     

  • © Henrik Svanekær Kristensen
    15/2/2024

    Raphael Roginski var intet mindre end magisk

    Vinterjazz/Fanø Free Folk Festival: Raphael Rogiński

    Den polske guitarist Raphael Roginskis koncert på Musikcaféen i HUSET mindede mig om tryllekunst. Som at se en oversavning og tænke »det må være et trick«. For hvad jeg hørte, virker stadig umuligt at frembringe på en guitar, og i en blindtest havde jeg svoret, at der var mindst fire instrumenter på scenen. Men det var ikke et trick. Med kun én guitar og fire pedaler blev vi tryllebundet på en måde, der føltes urmenneskeligt – som noget, mennesket altid har gjort.

    Roginski er tydeligvis en berejst mand, der har fundet sit eget udtryk i folkemusik fra hele verden. Med sin absolutte mestring af guitaren, kombineres denne folkelige tone med en banebrydende komposition af klangfarver og teknik. Således skabes en kompleksitet med en salig umiddelbarhed, hvor hvert af de mange lag er smukke, individuelle og ikke insisterende.

    Jeg var så medrevet, at jeg spontant hviskede for mig selv »fuck, det lyder godt«. Flere gange. Med sit beskedne setup fremstår Roginski som en slags »konservativ visionær«. Hans udtryk, kunnen og kreativitet finder han kun i instrumentet mellem hænderne. Roginski er ikke kun en teknisk mester, men også en mester i at have teknik. Tit oplever jeg, at virtuositet står i vejen for musikken, hvor koncerten bliver en magtdemonstration og ikke udtryk. Hos Raphael Roginski bliver instrumentet ikke domineret, men er symbiotisk til et punkt, hvor det er svært at stole på sine ører. Man må give sig hen til, hvad man hører.