Kaj Duncan David
17
Simuleret ursuppe
Kaj Duncan David: »All Culture Is Dissolving«
Kaj Duncan David: »All Culture Is Dissolving«. © Carl-John Hoffmann
Den første gang, jeg satte dette album på, fyldtes jeg næsten øjeblikkeligt af en nærmest barnagtig begejstring. En særegen kombination af overraskelse og genkendelsens glæde overkom mig. Jeg havde aldrig hørt albummet før, men det føltes, som om jeg alligevel havde hørt musikken før.
Kaj Duncan Davids musik drypper, bobler, trækker vejret tungt og udånder, vokser og fortaber sig. Den er fyldt med vokallyde – menneskelige, eller et stykke softwares imitationer? Et sprog de- og rekonstrueret. Synths, der til tider simulerer analoge instrumenter. Faktisk er det, som om alt ved denne musik simulerer. Hypervirkelighed a la Baudrillard i øverste potens, et simulakrum af et simulakrum.
De elektroniske flader, blip og blop samt stemmer iblandes lejlighedsvis dyrelyde. Alt fra heste, grise og hunde til frøer, katte og fugle får lov til at istemme sig koret. Især katten på titelnummeret frembringer konsekvent et smil på læben. Der er noget mystisk, mytisk, men også absurd humoristisk over det.
All Culture Is Dissolving er som en kedel i kosmisk størrelsesorden, hvori al eksistens er blevet kogt ned til en ny ursuppe – og dette er, hvordan det lyder. Det flyder over af liv, eller i hvert fald en approksimation af det. Overraskelsesaspektet er nu ved nærmere bekendtskab gået tabt, men begejstringen er ikke aftaget.
© PR
»Musik for os er en primal urkraft, som giver anledning til at slippe hæmningerne.«
Leizure er en københavnsk kvintet, der bevæger sig i krydsfeltet mellem post-punk, no wave og eksperimenterende rock. Bandets lyd er præget af atonale vokaler, skærende saxofon, hypnotiske guitarriff og et rytmisk fundament, der veksler mellem stram præcision og rå intensitet.
Bandets kommende album The Guillotine kredser om temaer som samfundsmæssigt forfald, omvæltning og opgør med etablerede strukturer, formidlet gennem et direkte og energifyldt musikalsk udtryk.
© Robin Skjoldborg
Den danske musiker, forfatter og kunstner Martin Hall er død, 63 år gammel. Ifølge familien døde han tirsdag 21. juli af et hjertestop i sit hjem på Frederiksberg.
Siden begyndelsen af 1980'erne satte Hall et markant præg på dansk musik- og kunstliv – først med Ballet Mécanique og Under For, siden gennem en omfattende solokarriere, der bevægede sig ubesværet mellem eksperimentalmusik, elektronisk pop, poesi, performance og litteratur. Han efterlader sig en af de mest omfattende diskografier og bibliografier i dansk kulturliv.
© Kåre Viemose
Seismograf går på sommerferie og tjekker havets dybe vibrationer. 🌊🤿 Vi ses i august. God sommer!
Støj i white cuben
Aros: »Ulydig – Kroppen i punk«
© Karen Knorr & Olivier Richon, Vortex 6 from the Punks series, 1976 - 1977, gelatin silver print on paper,18,7 x 28,2 cm, Tate. Courtesy of the artists.
Det første, der rammer én på Aros' Ulydig – Kroppen i punk, er ikke hundehalsbånd, læderjakker eller netstrømper. Det er lyden. Den buldrer gennem rummene. For hvad skal punken overhovedet på museum? Punk er ikke skabt til museum. Den er beskidt, højlydt og midlertidig. Den lever af amatørisme, fejl og modstand. Man kunne frygte, at white cubens hvide vægge ville gøre de tre akkorder til kulturhistorie og støjen til baggrundsmusik. Kurator Marie Arleth Skov har skabt en udstilling, hvor lyden ikke blot illustrerer historien, men driver den frem. Rå guitarer, skingre saxofoner, flimrende Super 8-film og koncertoptagelser smelter sammen i et brus af støj, billeder og kroppe.
Ulydig er ikke en komplet punkhistorie, men et præcist snapshot af en kultur, hvor lyd og krop var uløseligt forbundet. Her møder man punkens gudmødre side om side med danske bands som Lost Kids, Pussy Punk og Sods i hidtil usete optagelser fra en københavnsk punkhappening. Et lædertrommesæt af Käthe Kruse fra Die Tödliche Doris står som en skulptur med den tørre titel In Leder, mens Cornelia Schleimes video viser, at punkens oprør også rummede skrøbelighed og poesi. Kontrasten til Erik Saties nøgne klavermusik er udsøgt. Det er som at gå rundt i et tredimensionalt fanzine – overalt hyldes de skæve eksistenser og dem, der aldrig bad om lov. Leopardmønstrede hynder, rå materialer og taktile installationer gør, at man næsten kan røre ved punken.
På kunstmuseer reduceres lyd ofte til atmosfære. Her er den et materiale på linje med stof, video og krop. Støjen bliver en kunstnerisk metode snarere end et soundtrack. Den 50 år gamle støj lyder stadig forbløffende nutidig, når den går i dialog med udstillingens nyere værker. Det gungrer i kroppen.
Kan et oprør overleve på museum? Ulydig viser, atpunkens energi og ikke dæmpes af museet – det fungerer som en forstærker. Kun to ting mangler: at udstillingen kunne opleves klokken fire om morgenen – og at det overdådige katalog var indbundet i latex.
© PR
»Musik for os er den følgesvend, du har gennem livets op-, ned-, druk- og røvture. Der findes ikke den følelse, vi ikke hver især har et indre soundtrack til. Det er så dejligt universelt, at musik trigger stemninger og understøtter følelser.«
Barcode spillede et par hundrede shows rundt i Europa i 90'erne og 00'erne sammen med bl.a. Madball, Agnostic Front og Hatebreed og udgav fem fuldlængde albums. Det aahusianske band spiller sin første koncert i 18 år som headliner på Support Our Scene-festivalen i Fredericia i august.