kortkritik
15.08.2022

Symfonisk spøgefugl fra Litauen

Algirdas Martinaitis: »Seasons and Serenades«
© Dmitrij Matvejev
© Dmitrij Matvejev

Halli, hallo, og har I lige fået hørt det her album fra januar? Nok ikke, men det er en fejl, for den litauiske komponist Algirdas Martinaitis viser sig som lige den klassiske spøgefugl, vi har brug for, hvis vi nu – måske bare for en stund – dumstædigt har besluttet os for, at Simon Steen-Andersen ikke helt er sjov nok længere.

Hør bare det humoristiske hovedværk på udgivelsen, Serenade for Mistress Europe for strygeorkester, komponeret i 1999 som en postmoderne satire over den vestlige musiktradition, som de identitetsmæssigt splittede litauere kun kunne forholde sig legende og autoritetskritiske til fra deres grøft mellem Vesten og Sovjet.

Ligesom Steen-Andersens gigantværk Trio begynder Martinaitis’ serenade med at ironisere over en storladen symfonisk målstreg og hangen til at sætte to – eller i Beethovens tilfælde ti – streger under facit. Det enormt fikse og vellydende ensemble, litauiske St. Christopher Chamber Orchestra, river og flår derefter i senromantisk længsel og dekonstruerer Vivaldi-klingende barokfragmenter til hakkende vinyl.

Musikken sættes i stå, falder fra hinanden i lykkelige uheld, danser skælmsk med Marsellaisen i horisonten og lægger an til et skævvridende bagholdsangreb på romantisk inderlighed, der som minimum aktiverer smilerynkerne og måske endda lattermusklen.

Det kan godt være sjovt at gå til symfonisk koncert. En 72-årig litauer viser her, at det endda kan være rigtig sjovt. Kære danske orkesterchefer: Mor os!

© Guannan Kang
© Guannan Kang

自由即兴创作比性爱更好! Eller »Fri improvisation er bedre end sex.« Sådan lyder – ifølge Kresten Osgood – et citat tillagt Konfucius. Om den kinesiske filosof faktisk sagde det, er tvivlsomt. Men udsagnet rammer ånden bag et af årets mest usædvanlige indslag under Copenhagen Jazz Festival.

Fra 7.-11. juli indtager pianist Søren Kjærgaard og trommeslager Kresten Osgood restauranten CC Taste på Amagerbrogade, hvor de hver dag kl. 14-16 giver koncert midt blandt gæster, dim sum og dampende hot pots.

kortkritikrelease
19.06

Et instrument mellem to verdener

Soli City: »Poetics of a New Estate«
© PR
© PR

Hos Soli City er grænsen mellem det organiske og det syntetiske næsten umulig at få øje på. Hvad man først troede var et helt normalt klaver, glider pludselig ud i en svimmel glissando. Soli City er som en cyborg – halv cello, halv computer – en evne, der formår at sammensmelte strygere og vokaler i digital syntese. En science fiction-drøm tilsat surreelle monologer, der brat stoppes af en skinger kamerablitz.

Kamerablitzens perkussive motiv er gennemgående både på albummet PARADOXE fra 2024 og det seneste album Poetics of a New Estate. Her videreudvikler Soli City det lydunivers, der allerede prægede PARADOXE, og hvor det tidligere album iscenesatte mødet mellem akustiske og digitale klange som en tydelig konflikt, virker de to verdener nu langt mere integrerede. Selv de markante brud føles naturlige fx på »Rooms & Walls« hvor den snøvlende vocoder og de bløde strygere afløses af et insisterende trommespor.

Soli Citys musik rummer en særpræget selvrefleksiv praksis. For når de akustiske klange bøjes og afbrydes af bippende blitz, bliver vi mindet om komponistens fasttømrede evner til at skrive reelt banebrydende musik. Selv den mest fremsynede science fiction er funderet i en nutidig realisme, og på samme måde er ethvert musikalsk nybrud tynget af nostalgiske konnotationer. 

Soli City formår at bearbejde skellet mellem det nostalgiske og kontemporære med relativt simple virkemidler. Og som en sand cyborg, udstilles grænsen mellem det digitale og akustiske som en absurd banalitet.

© Laura Cecilie Krogtoft

»Musik er for os en sammensmeltning af forskellige bevidstheder i ét fælles fokuspunkt.«

Bandet Selvhenter blev grundlagt i 2010 af trombonist Maria Bertel, saxofonist Sonja LaBianca, violinist Maria Diekmann og trommeslagerne Jaleh Negari og Anja Jacobsen. I 2017 forlod Maria Diekmann gruppen, og Selvhenter fortsatte som kvartet.

Selvhenters lyd udgøres af en kæmpe fascination af klanglige teksturer, rytmiske forskydelser og polyrytmer, akustiske og elektroniske melodier, hårdtslående kompositoriske valg, improviseret skønhed og ren og skær glæde ved at skabe og spille musik. Selvhenter har spillet koncerter i ind- og udland. Selvhenter er også omdrejningspunkt for kunstnerkollektivet Eget Værelse, der huser medlemmernes soloprojekter, og samarbejder som Valby Vokalgruppe, SOLW, Nina Garcia & Maria Bertel og G.E.K.
 

kortkritikrelease
16.06

Ekstase uden eufori

Olof Dreijer: »Loud Bloom«
© PR
© PR

Med debutalbummet Loud Bloom fremstår Olof Dreijer – bedst kendt fra The Knife – som én, der ikke helt har forstået, at festen er slut. Eller måske forstod det før alle andre. I årevis er klubmusikken blevet opslugt af populærkulturen og dens formsprog – ikke mindst via Charli XCX, PC Music og hele hyperpop-komplekset – er blevet importeret ind i popsangen som energi, ironi og tekstur. På Loud Bloom sker det modsatte. Det er ikke klubmusik forklædt som pop, men popmusik underkastet klubbens tidslighed: cirkulær, dvælende og uden trang til hurtig forløsning.

Dreijer forstår noget væsentligt om repetition – melodierne er fængende uden at mase sig på. Særligt »Rosa Rugosa«, »Plastic Camelia« og »Cassia« er øjeblikkeligt iørefaldende, men melodierne undgår at stivne som slogans. Lydbilledet er luftigt og næsten blottet for akkordflader. Steeldrums, glinsende synthfigurer, pitchede tom-toms og subbas bevæger sig lyrisk rundt i musikken, mens kastagnetter og koklokker flimrer i periferien. Selv vokalerne fungerer mere som tekstur end som centrum.

Albummet føles konstant i bevægelse, som om melodierne spaltes gennem prismer, der hele tiden frembringer nye luminøse overflader. På »Lantana« flyder tonerne væk fra deres udgangspunkt som udtværede akvareller – ikke helt mikrotonalt, men med en fornemmelse af intonation som noget flydende. Netop derfor savner man indimellem noget fremmed. Hos The Knife fungerede Karin Dreijers vokal som et urovækkende modspil – androgyn, barnlig, truende. På Loud Bloom er klangverdenen mere homogen og udglattet. 

Alligevel føles albummet som arvtager til den halvklubbede, halvpoppede kalejdoskopiske computermusik fra midt-10’erne – Caribous Our Love og Jamie XX’s In Colour – der turde være melodisk uden ironiens sikkerhedsnet. Dreijers musik tror på ekstase som blid erfaring. Det er musik, der vil danses til, men som samtidig virker genert ved tanken om fest.

© PR

»Musik for mig erindrer.«

Håkon Guttormsen er en norsk komponist og trompetist bosat i København. Han er uddannet fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og Rytmisk Musikkonservatorium. Han komponerer primært partiturmusik til ensembler samt musikdramatik og opera. I øjeblikket arbejder han på et værk for solo violin og elektronik til ILK Musics koncertserie under CPH Jazz 2026 samt på sit første symfoniske værk, der får premiere på konservatoriet i 2027. Han er medlem af nyMusiks komponistgruppe i Norge og bestyrelsesmedlem i UNM Danmark.