Orkestret på scenen

Frugten af et kvart århundrede

Af
3. Februar 2012
DIEM 25 års jubilæumskoncert med højtalerorkester
  • Annonce

    MINU
  • Annonce

    Vil du være medlem af foreningen Seismograf?
  • Annonce

    Concerto Copenhagen

Tirsdag den 2. februar blev den ene af to koncerter, der skal markere DIEMs 25 års fødselsdag, afholdt i Musikhusets Symfoniske sal i Aarhus. 8 værker blev afspillet i 20.2 – det vil sige over 20 højttalere og 2 subwoofere. Koncerten var annonceret som værende retrospektiv. Det var den også – på så mange niveauer. Annonceret er så meget sagt. Det eneste sted jeg blev gjort opmærksom på denne ret store begivenhed var en Eventinvitation på Facebook. Dog var koncerten pænt besøgt. 50 - 60 unge plus nogle knapt så unge, fandt vejen til Musikhuset denne torsdag aften. Og kun tre af dem forlod salen indenfor de første 5 minutter. De gik glip af noget. Det er absolut ikke hverdagskost at få høre musik spillet på et så fantastisk opsæt.

De 8 elektroakustiske værker, skrevet på DIEM i årene 1988 til 2012, var alle uden de helt store overraskelser. Den særlige tradition, hvor udforskningen af lydens egenskaber og kvaliteter i sig selv ofte synes at overskygge selve kompositionen, giver et indblik i den enkelte komponists særlige fascination for en, eller flere lyde og potentialet deri. Sommetider bliver det så navlebeskuende at det ender med at være ekskluderende på oplevelsesniveauet. Der var desværre lidt for få værker hvor jeg fik fornemmelsen af at kompositionen og formen vejede tungere end øjebliksdyrkelsen af det rent lydæstetiske.

Det skortede dog ikke på smukke lyde og interessante bearbejdelser. Jørgen Teller rendyrker i MetalPotFjeder on my mind lyden af en kompressorpotte, Birgitte Alsted går i Zu versuschen, die Fragen (2002) lyden af en dør i sømmene, Gunner Møller Pedersen leger i Glasmusik II (1993) med glas‘ musikalitet og i Dennis Smalleys Ringing down the sun (2002) er lyden af klokker omdrejningspunkt i hans fascination for den danske tradition af at "ringe solen ned". 

I det sidstnævnte kan man fornemme en historie, solen går ned, og op. Ellers var det kun i Wayne Siegels Burning River at man fik en udenommusikalsk historie at hænge det klingende op på. Hvor Smalleys værk er billedligt, bliver Siegels filmisk. En grandvoksen lytter kom bagefter hen til mig og opremsede krigscomputerspil i en lind strøm. Burning Rivers krigsscener havde åbenbart givet ham de tiltænkte associationer – Siegels værk er inspireret af et afsnit fra Illiaden, hvor Achilleus raser imod trojanerne. Det lyder også ret voldsomt.

De resterende tre værker på programmet af Michael Nyvang, Anker Fjeld Simonsen og den 3. års bachelorstuderende ved DIEM René Middelhede Jensen var alle mere teoretisk funderede. I Jensens Transient handler det om rum, bevægelse/stilstand og klangfarver. For Nyvang er det computerens muligheder som en udvidelse af den klassiske måde at komponere på, der inspirerer ham til Collage IV, Corona - en del af et større værk med titlen Musik for virtuelt orkester. Anker Fjeld Simonsen stod for 4 minutters god gammeldags FM syntese i et værk, hvis programnote var så kryptisk og uforståelig i forhold til det klingende, at jeg ikke kunne gøre andet end at glemme og lytte. Det hjalp.

Oplevelsen
Den elektroakustiske musik bliver ofte kritiseret for præsentationsformen, og jeg slutter mig til koret, for jeg kan simpelthen ikke forestille mig noget mere usexet end en klassisk koncertsal til dette formål. At sidde på rad og række, i en oplyst sal, med al dens associationsbelastende tyngde, hjælper ikke på koncentrationen. Jeg husker da der for 10 år siden i Aarhus blev afholdt koncerter med titlen Biograf for øret. Her kunne vi i Øst for Paradis i totalt mørke lytte til musik, der ofte var af samme karakter som den til aftenens koncert. Dengang kom man ind fra kulden og blev placeret i en biografsal, i en særlig situation og et miljø hvor den "rene" oplevelse og fordybelse var hovedformålet. I forhold til denne semi-totaloplevelse, synes jeg koncerten i Musikhuset var for letkøbt. Men, igen, det var en retrospektiv koncert og deri kan man måske forsvare præsentationsformen i de klassiske og traditionelle rammer. 

DIEMs bedste?
Når der inviteres til jubilæumskoncert, så regner jeg med, at de værker der fremføres, står som en slags “best of” samling, hvor man finder ind til essensen af 25 års arbejde. Jeg betvivler ikke programkomitéens intentioner, jeg forstår dem bare ikke helt. Jeg vil heller ikke spekulere i om dette er de bedste 8 værker, der nogensinde er produceret på DIEM. Men udvalget var bemærkelsesværdigt homogent, når man tænker på, hvor bred en vifte denne del af musikhistorien spænder over. Jeg formoder derfor at denne koncert var et udvalg af værker der er skabt, eller nemt kan konverteres, til et 20.2 opsæt. For hvis dette er summen af de forgange 25 års multikanalsproduktion på DIEM og Middelhede Jensen står som den nye generation, der skal bringe DIEM videre fremad, så virker det hele noget fastlåst. Jeg ville tro at der var muligt at finde en større kunstnerisk diversitet til dette opsæt. 

Den anden jubilæumskoncert finder sted den 8. marts i Muskhusets Rytmiske sal, hvor 5 af de tidlige DIEM komponister møder 5 af de helt nye. Det ser jeg frem til.