Lyden af statisk elektricitet

Det store Steinway flygel på scenen i kammermusiksalen på Det Jyske Musikkonservatorium er skubbet ud i et hjørne og gemt væk under sit beskyttende klæde. Det måtte vige pladsen for et legetøjskeyboard- og et elektrisk keyboard, bunker af guitarpedaler, 4 lysstofrør, 2 klokkespil, et adskilt legetøjsklaver og et par uldvanter.

...med en naivistisk tilgang formår Løffler at skabe et skrøbelig og dæmpet musikalsk udtryk, der indgyder til fordybelse.

Koncerten indledes med værket B. Det er skrevet for 3 musikere, der hver sidder på en klaverbænk, hvorpå der er fastspændt et lysstofrør. For fødderne af hver musiker er placeret en Boss Metal Zone guitar pedal og en grafisk equalizer pedal, samt en kontakt til at tænde og slukke lysstofrøret. Desuden er der også en Digitech Whammy pitch shifter pedal, der indgår i det kredsløb, der udspringer fra Løfflers venstre hånd. Et kredsløb hvor der, via et løst jackstik, sendes statisk elektricitet fra Simon videre i kæden til David Hildebrandt og Matias Seibæk. Med til at forstærke det statisk elektriske signal er yderligere et lysstofrør, der er spændt fast på Løfflers ryg. Nu udspiller der sig et stramt komponeret koreografisk forløb, hvor musikerne tænder og slukker de forskellige pedaler med fødderne og skaber komplekse rytmiske mønstre. Forskellige feedback støjudbrud fylder salen. Som stykket udvikler sig, tænder og slukker musikerne også lysstofrørene via fodkontakterne. Det sker i en kombination med, at musikerne berører hinanden og lamperne: Det udvider både den klanglige støj feedback palet og den visuelle koreografi. Den statiske elektricitet flyder gennem kroppene, gennem elektronikken og forplanter sig i rummet som bølger af stakkerede og pulserende hvin, struktureret, komponeret og fremført med stor præcision og indlevelse. Et råt lydbillede, fyldt med kontrasterende dissonanser og komplementerende undersøgelser af teknologiens ydrepunkter. En mageløs måde at starte en koncert på.

Børneværelsets instrumenter
Næste værk bærer tittlen A og er skrevet for 2 klokkespil, legetøjskeyboard og et legetøjsklaver, der er skilt ad, det opføres ligeledes af Løffler, Hildebrandt og Seibæk. Kontrasten til B er stor. Tempoet er sat ned, den elektriske lyd er erstattet af tyst klingende, akustiske instrumenter, og den insisterende rytmiske kompleksitet er afløst af simple repetitive melodiske mønstre. A undersøger børneværelsets instrumenter, og med en naivistisk tilgang formår Løffler at skabe et skrøbelig og dæmpet musikalsk udtryk, der indgyder til fordybelse.

Fandenivoldsk forvrænget
Pianist Manuel Esprilla træder ind på scenen og går hen til det elektriske klaver. Han sætter sig og påfører sig et par uldne handsker, der ligger på klaveret. Værket September08 sættes i gang med kaskader af rul og glissandi hen over klaverets tangenter. Det voldsomme, meget fysiske klaverspil bliver understreget af en art feedback forvrængning af klaversignalet via en laptop computer. Esprillas rullende gestik henover tangenterne skaber et fandenivoldsk stærkt forvrænget lydbillede, der fylder kammermusiksalen. 

.. en meget alsidig og undersøgende komponist, der formår at sætte nye dagsordener i forhold til undersøgelse af forskellige materialiteter i frembringelsen af nye musikalske udtryk.
 

Tyst og inderligt
Sidste værk på programmet er Graduale for soloalt sanger. Signe Asmussen indtager scenen, sætter sig på en stol, tager hænderne op til hovedet og presser håndfladerne hårdt imod sine ører, og de første sarte fraser forplanter sig i rummet. Værket består primært af simple melodiske strukturer, der har en cyklisk, næsten repetitiv karakter. Asmussen fremfører det meget meget tyst og inderligt. Nogle fraser næsten kvæles i forsøget på at synge så sagte så muligt. En meget dramatisk, dog ekstremt underspillet kamp udspiller sig indeni sangerinden. Asmussen prøver at kontrollere sin krop til næsten ikke at materialisere det melodiske forlæg, alligevel konkretiseres konturerne af melodiske fragmenter. Pirrende dramatisk og inderligt smukt. 

Inderlighed er fællesnævner
Simon Løffler fremstår efter aftenens debutkoncert som en meget alsidig og undersøgende komponist, der formår at sætte nye dagsordener i forhold til undersøgelse af forskellige materialiteter i frembringelsen af nye musikalske udtryk. Udtryk, der alle er stramt styret og struktureret, og giver publikum et fint indblik i forskelligartede over – og underspillede dramatikker, hvori divergerende udtryk fungerer side om side. Med inderlighed som fællesnævner.