I en serie af mini-interviews spørger Seismograf/DMT forskellige aktører på musik- og lydkunstscenen til aktuelle anbefalinger af værker eller events. Se her denne anderledes og personlige værkanbefaling fra den ene af initiativtagerne til LYT TIL KBH og manden bag kunstnernavnet Krishve, Kristian Hverring.
1) Hvilket værk vil du gerne anbefale til andre?
Jeg bliver nok nødt til at vælge en drøm, jeg havde for noget tid siden. En koncert i et gammelt nedlagt biografkompleks i Bruxelles. På scenen var medlemmer af The Residents, Coil, Slayer, Velvet Underground, Guns N’ Roses og Einstürzende Neubauten. Cash, Bowie og Derbyshire gjorde også et eller andet. Arvo Pärt kom ind på scenen, men gik ud igen med det samme. Så Ligeti og Lemmy i baren. Over scenen svævede en sky af helikopterkatte. Lee Hazlewood, Scott Walker, Laurie Anderson og Ronettes sang kor. David Lynch dirigerede. Hans bidrag bestod i forundrede smil og flagrende håndbevægelser i retning af John Cage, der ved et komfur strøg en fjer mod en kogende kedel. Lars von Trier lavede lyd. Sublimt dårligt. Med vilje. Inger Christensen skammede sig bare. På alles vegne. Musikken var en kakofoni af knækket selvværd i HD. Uimodsigelig som en naturkraft, asiatisk i sin vælde, grum som et K-hole. Jeg vågnede med en underlig tilfredsstillelse i kroppen.
2) Hvorfor er dette værk særligt?
Det er vigtigt at drømme. Og sove, hvis man kan. Det er godt for hørelsen.
3) Hvad arbejder du selv med lige nu?
“1 + 1 = 3 [30 sekunder]” er en serie af improviserede 30 sekunders duetter med skiftende samarbejdspartnere. Det har stået på siden 2009 og viser ingen tegn på at gå væk. Kan opleves på film eller live. Er samtidig ved at tyde konturerne af to nye udgivelser. Den ene bliver en kortere ting, den anden længere, og på vinyl. Jeg glæder mig meget til at møde dem begge. Man kan se med på min hjemmeside www.krishve.com.
LYT TIL KBH er et samarbejde jeg har med arkitekten Jakob Oredsson. LYT TIL KBH bor på hjemmesiden www.lyttilkbh.dk og kan antydes med disse korte instrukser:
- Gå ud i byen
- Placer dine hænder bag ørerne
- Lyt til byens lyde
På hjemmesiden finder man en mere uddybende beskrivelse af intentionerne bag, samt binaurale optagelser fra forskellige steder i København. Vi arbejder i øjeblikket på næste trin. LYT TIL KBH er kun lige begyndt at vise sig, og vi planlægger en lang rejse.
Læs mere om Seismografs omtale af projektet.
Jeg er også involveret i et par nye projekter med Hotel Pro Forma, som jeg efterhånden har samarbejdet med i tre år. Derudover arbejder jeg på lydsiden til en udstilling på Nordatlantens Brygge til efteråret. Det lover godt for drømmene, men varsler ilde for søvnen.
»Musik for os er en passion, en levevej og et samlingspunkt for os og vores bedste venner i bandet.«
Barselona består af Rud Aslak og Rasmus Theodor. Bandet blev startet i 2016 efter et år på Ollerup Musikefterskole og har siden udgivet fem plader og to EP'er, senest albummet Tag Min Hånd, Så Slipper Vi, som udkommer i september 2026.
»Musik er den bedste måde at opdage mig selv og forstå verden omkring mig på.«
Luca Quintavalle er cembalist, fortepianist og dirigent. Han har optrådt med ensembler som Concerto Köln, Harmonie Universelle, Mozarteum-orkestret i Salzburg og Kölner Kammerorchester på spillesteder og festivaler såsom Kölner Philharmonie, Salzburg-festivalen og Enescu-festivalen. Han var cembalist i Les Musiciens du Prince under ledelse af Cecilia Bartoli i mere end fem år og har dirigeret ensembler som orkestret og koret ved Teatro dell’Opera di Roma, Concerto Köln og Deutsche Kammerakademie Neuss. Hans udgivelser tæller blandt andet albummet Mirrors, der er udgivet af Berlin Classics og har modtaget en OPUS KLASSIK-pris.
»Musik for mig er menneskelighed, fællesskab, et smil, en samtale, et øjeblik, en evighed.«
Abel Alazo Rangel er grundlægger, kurator og producer af Nova Concerts Series i København. Nova begyndte som festival i 2003 og blev relanceret som koncertserie i 2023. Gennem Nova præsenterer han musikere og skaber musikalske møder på tværs af den cubanske, latinamerikanske, danske og internationale musikscene.
Der er noget næsten dogmatisk over Mike Sheridans seneste album, Touch. Alt leder tilbage til Cristal Baschet’en – et besynderligt instrument fra 1950’erne, hvor lyden frembringes ved at stryge våde fingre hen over glasstænger, som sætter metallegemer i vibration. Ingen strenge, ingen tangenter, bare glas, vand, hud og friktion, der langsomt får metallet til at synge.
Cristal Baschet’en er ikke bare et instrument på Touch. Den er albumcover, motiv på pressefotos og nærmest selve argumentet for, at albummet findes. Det minder om den materialefetichisme, man finder hos den amerikanske duo Matmos, hvor musikken ofte bygges op omkring ét materiale eller én lydkilde: metal på Metallic Life Review (2025), plastik på Plastic Anniversary (2019), en vaskemaskine på Ultimate Care II (2016). Det interessante ved den slags begrænsninger er, at de burde tvinge musikken et sted hen, den ellers ikke ville kunne komme.
Mens man lytter til Touch, begynder et spørgsmål derfor at presse sig på: Hvilke af disse lyde kunne ikke have eksisteret uden en Cristal Baschet? Der er glasagtige klange, som hænger i luften og langsomt ændrer tekstur. Tynde, skærende vibrationer. Metalliske flader, der blafrer, bølger, åbner og lukker sig. En konstant fornemmelse af dronende resonans; af noget, der vibrerer lige på den anden side af det hørbare.
Sheridans lagdeling er minutiøs. Der er en præcision i mixet, en næsten kirurgisk fornemmelse for teksturernes indbyrdes afstand. De bedste øjeblikke opstår, når overfladen bliver forstyrret: noget, der kradser i eller kortslutter den ellers så kontrollerede resonans. På »BOW / GROUND«, for eksempel, kommer de dybe basstød pludselig ind, og en anden fysisk kvalitet opstår – knitrende, tung, som noget der rammer gulvet.
Men Touch er først og fremmest et velproduceret ambientalbum. Det bevæger sig gennem forskellige grader af den samme tilstand og ændrer nuance uden for alvor at skifte ham. Det er ikke nødvendigvis en svaghed. Der er noget konsekvent, næsten meditativt, i Sheridans insisteren. Men jo længere man opholder sig i den samme lydlige tilstand, desto mere begynder man at savne det, der burde være Cristal Baschet’ens særlige mulighed.
Heri ligger skuffelsen: i forskellen mellem instrumentets mærkværdighed og musikkens konventionelle fremtræden. Lydene er assimileret i et velkendt ambientvokabularium, hvor det ekstraordinære instrument ender med at producere noget overraskende velkendt. Man kan høre, at der er noget særligt på spil i lydkilden. Men man kan ikke nødvendigvis høre, hvorfor det måtte være netop dette instrument. Hvis man ikke havde fået at vide, at der stod en sjælden, næsten fremmedartet akustisk skulptur i rummet, havde man næppe gættet det.
»Musik for mig er mit liv. Den har fulgt mig hele vejen og har givet mig oplevelser, venskaber og muligheder, som jeg aldrig kunne have forestillet mig.«
Pablo Fernández er spansk musiker og ny studieleder for Klassisk Afdeling ved Det Jyske Musikkonservatorium. Han har i mange år været solotubaist i Barcelona Symfoniorkester og har undervist på videregående musikkonservatorier i Spanien og Danmark. Han er desuden aktiv som dirigent, solist, gæsteunderviser og jurymedlem ved internationale konkurrencer. Fernández har også stor erfaring med ledelse og udvikling af musikprojekter, festivaler og internationale samarbejder. Han har boet i Aarhus siden 2014 og har været tilknyttet Det Jyske Musikkonservatorium siden 2021.
