Lars Hannibal. © Søren Solkær

»At lave en playliste ikke nogen nem opgave for mig. Musik er i mit liv det meste af døgnets vågne timer. Det er en tiltagende tilstand, som startede da jeg var teenager. Hvis jeg ikke selv spiller, eller arbejder med den musik, jeg udgiver eller komponerer, er musikken nærværende som noget, der griber ud efter mig. Jeg har altid haft svært ved at opleve musikken i kasser eller genrer, så jeg lytter meget bredt og finder glæde i alt musik, som jeg kan mærke, og som rører mig. Musikken er et vilkår i livet, og at udtrykke sig gennem musik er en gave – og kunne opleve musik med åbenhed er en næsten større gave. Jeg har valgt en liste, hvor guitaren indgår.«

Lars Hannibal begyndte – som mange andre i sin generation – at spille folk- og rockguitar som 15-årig. Men da han hørte den spanske guitarmester Andrés Segovia opføre gavotten fra Bachs Partita i E-dur, tog hans musikalske liv en ny retning, og han besluttede sig for at hellige sig den klassiske guitar.

Siden begyndelsen af 1970’erne har Lars Hannibal også komponeret sange og instrumentale værker. I dag optræder han primært som medlem af Petri/Hannibal Duoen og arbejder sideløbende som administrerende direktør for pladeselskabet OUR Recordings, som han grundlagde sammen med Michala Petri i 2006, samt som konsulent for Edition Borup-Jørgensen.

kortkritiklive
06.03

Fødselsarbejde

Katinka Fogh Vindelev, Sankt Annæ Pigekor, Kind of Opera m.fl.: »Elegier over jorden«
© PR

»Denne smerte er ikke kun din,« messer et kor, der står i en cirkel om den fødende kvinde. »Denne smerte er ikke kun din,« lyder det, som et omsluttende ekko, fra resten af koret, som har placeret sig langs festsalens vægge, og dermed danner en cirkel om publikum og indskriver os i det kvindelige fertilitetsarbejde.

Elegier over jorden bygger på Sofie Isager Ahls gendigtning af myten om Persefone, datter af landbrugets gudinde og dronning af dødsriget. Den græske myte er af den slags, der forklarer vinterens goldhed med Persefones bortgang til dødsriget, men i denne nyfortolkning vender hun tilbage til jorden for at føde. Vi følger hendes fødselsarbejde gennem ni måneder, mens medlemmer af koret arbejder i markerne og kæmper for de afgrøder, der er under pres af det aktuelle klimakollaps. Her er naturens regeneration ikke en sag for de højere magter, men en kamp, der starter i kroppen og i mulden – ganske som den fødende kvindes.

Den økofeministisk forbundethed mellem kvindekrop og natur har været et hot topic igennem flere år nu, og jeg er i tvivl om, hvad Elegier over jorden føjer til. Det er jeg primært, fordi den hårde akustik i Glyptotekets festsal i samspil med Marie Topps koreografi, der jævnligt lader sangerne stå med ryggen til dele af publikum, gør det svært at høre Ahls ord. 

Når Elegier over jorden fungerer bedst, er det i dialogen og timingen mellem koret, sopran og komponist Katinka Fogh Vindelev i rollen som den fødende Persefone og det minimale orkester, bestående af to violiner og en cello. Når stemmerne fra Sankt Annæs Pigekor smyger sig op af celloens mørke klang, og når urkvinden Persefone klagesang får lov at stå stille i rummet et øjeblik, før koret tager fat igen, har forestillingen fat i noget. Alligevel sætter oplevelsen sig ikke i kroppen, og fødselens smertefulde kamp bliver – trods korets insisterende messen – aldrig rigtig min.

Forestillingen spiller 5., 7. og 8. marts

 

© PR

»For mig er musik... Jeg var lige ved at sige alt, men det er alligevel en overdrivelse. Jeg er et følsomt menneske, og derfor påvirker al kunst – men især musik – mig på forskellige måder. Musik har både en terapeutisk og en kunstnerisk betydning for mig. Musikken påvirker mit humør og giver mig energi. Den kan også sætte mig i en bestemt tilstand, hvor jeg ser tingene anderledes og reflekterer på en anden måde, end jeg ellers ville have gjort. Jeg har altid høretelefoner i, når jeg er alene, jeg sover til musik, jeg arbejder til musik. Det første, jeg gjorde som ny rådmand, var at sætte min svigerfars gamle B&O-anlæg op på rådmandskontoret. Det spiller hver dag, og jeg lukker meget sjældent døren.« 

Jesper Kjeldsen er rådmand for Kultur og Borgerservice i Aarhus og medlem af byrådet for Socialdemokratiet. Han er uddannet fra Kaospiloterne og har en baggrund som iværksætter, blandt andet med virksomheden Postevand. Før sin politiske karriere har han arbejdet kreativt med kultur og musik – han har udgivet musik, været DJ og undervist som danselærer. Jesper Kjeldsen har gennem en længere periode boet og arbejdet i Grønland, hvilket har præget hans syn på fællesskab, kultur, klima og samfund. 

© Cecilie Frost
»Musik er for mig et stille, men magtfuldt våben. Den er altafgørende for at bevare identitet og kultur. Gennem historien har dominerende magter ofte forsøgt at undertrykke folk ved at udslette deres sprog, deres traditioner og deres kunst. Men de steder, hvor dette mislykkedes, var det netop kunstens overlevelse, der bevarede sjælen og stoltheden hos folket.«
 
Anastasia er en dansk indie-kunstner med glamour i blikket og punk i blodet. Sammen med sit fuldt kvindelige band skaber hun et lydunivers båret af rå energi, bittersøde rockmelodier og frække, flirtende tekster om kærlighed, tab og alt det kaotiske derimellem. Hun debuterede i 2022 med en række velgørenhedskoncerter til støtte for Ukraine og har siden indtaget scener over hele landet – fra Debutfest i København til SPOT Festival i Aarhus. Alle sange skrives og produceres af Anastasia selv og får deres endelige form i et tæt og intenst samspil med bandet, hvor det personlige udtryk møder den kollektive kraft.
 
 
© Diana Aud

»Musik er for mig både det beat, der bringer mig gennem løbeturen, sætter stemningen i hverdagen, men ikke mindst mit personlige soundtrack, der fremkalder tidligere hændelser og stemninger igennem hele mit liv.«

Lasse Andersson er museumsdirektør for Kunsten Museum of Modern Art og Utzon Center samt bestyrelsesleder for Krabbesholm Højskole og Packness Fonden. Før museerne stjal al hans tid, skrev han ph.d.-afhandlingen Byen og de kreative iværksættere, var medstifter af kunst- og teknologihuset Platform4 og stod bag både LasseVegas-kontoret og teknologiprojektet Nulkommafem. Han har desuden ledet afdelingen for Urban Design på Aalborg Universitet. I dag arbejder han målrettet med at udvikle kulturinstitutioner som moderne dannelsesrum: steder, hvor mennesker mødes og forbindes gennem æstetiske oplevelser, der bevæger, udfordrer og åbner nye perspektiver på det samfund, vi deler. For Lasse Andersson er kunst og arkitektur ikke blot spejle af verden – de er med til at forme den. Med den ambition har han kurateret udstillinger som Fatamorgana – Utzon møder Jorn (2016) I Arkitektens Verden – Reiulf Ramstad (2019), Pierre Huyghe – Offspring (2022), Tal R & Mamma Andersson – omkring Hill (2023) og Michael Kvium – Knudepunkt (2025).

© PR

»Musik for mig er oversættelse. Musik for mig er et nodebillede, som kan forløses i lyd på tusinde måder, afhængigt af hvem der samler instrumentet op. Musik for mig er forsøget på at nedfælde ideen om lyd i streger og prikker og plantegninger. Musik for mig er både en efterstræbt lyd, der ikke klinger, og en efterstræbt lyd der gør. Musik for mig er en sangleg, et parallelt univers med egen tidslighed og egne regler.«

Matias Vestergård er uddannet komponist og pianist fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København. Han har siden sin debut i 2022 især udmærket sig med musikdramatiske værker - hans første opera MURDER ON THE TITANIC bliver i år opført for tredje gang, og hans anden opera LISBON FLOOR vandt prisen som Årets opera ved Årets Reumert i 2023. For tiden arbejder han med orkesterværker, en klaverkoncert og kormusik, men drømmer om at skrive flere operaer.