
Mit navn er Mark Solborg – vil du se min playliste?
»For mig er musikken lyset, der strømmer ind gennem vores vinduer og rammer menneskers sind. Musikken er fællesskab – noget vi skaber sammen. Musikken er det andet sprog – der kan tales, når alle ord og samtaler er slidt i stykker.«
Mark Solborg er dansk-argentinsk guitarist, komponist og improvisator med uddannelse fra bl.a. Rytmisk Musikkonservatorium og New School University i New York. Han har udgivet 28 albums med egne værker og samarbejdet med profiler som Evan Parker, Susana Santos Silva og Herb Robertson – ofte på det kunstnerdrevne label ILK, som han er medstifter af. Hans musik er opført i 23 lande og involverer musikere fra 15 nationer. Projekter som TUNGEMÅL og BABEL undersøger elguitarens rolle i akustiske rum, og hans virke omfatter også samarbejder med teater, film og billedkunst. Solborg er Reumert-belønnet, præmieret af Statens Kunstfond og blev i 2024 nomineret til en Danish Music Award som Årets Komponist. Han er aktuel med albummet Confluencia.
Seismografs playliste er skabt af kunstnere, musikere, kokke, forfattere og cykelryttere. Hver person anbefaler fem musikstykker, som verden skal høre. Stafetten sendes videre.
En playliste er en liste med video- eller lydfiler, som kan spilles på en radiokanal eller i et program til afspilning af lydfiler. Nogle mennesker mener, deres bedste venner er playlister. Playlister siges at være noget af det mest intime, man kan dele.