Mit navn er Mike Tramp – vil du se min playliste?
Mike Tramps karriere er længere og mere farverig end de flestes. Han har været landets største teenageidol, lavet disko i Tyskland og været MTV-stjerne i USA. Efter at have succes med grupperne White Lion og Freak of Nature solodebuterede Tramp med albummet Capricorn i 1998. I 2022 kom det dansksprogede album For første gang. Senest har Tramp lavet albummet Mand af en tid, som udkom i foråret 2024. Med albummet gør han boet op, og som han konstaterer i et af pladens numre: »Jeg har valgt min vej og vejen gav mig svar / jeg kom som jeg var«. Alle sangene er skrevet sammen med Lars Daneskov, og pladen er produceret af Mike Tramp sammen med Søren Andersen. På pladen medvirker i øvrigt Søren Skov, Claus Langeskov, Kenni Andy, Emily Garriock Langeskov og Jørgen Thorup.
Seismografs playliste er skabt af kunstnere, musikere, kokke, forfattere og cykelryttere. Hver person anbefaler fem musikstykker, som verden skal høre. Stafetten sendes videre.
En playliste er en liste med video- eller lydfiler, som kan spilles på en radiokanal eller i et program til afspilning af lydfiler. Nogle mennesker mener, deres bedste venner er playlister. Playlister siges at være noget af det mest intime, man kan dele.