
Mit navn er Thomas Michelsen – vil du se min playliste?
»Jeg kan ikke undvære at lytte til musik, og jeg kan ikke undvære at spille musik. Jeg hører aldrig musik, mens jeg laver noget andet. Eneste undtagelse er, når jeg kører bil. Der hører jeg til gengæld mest musik, der aldrig ville være genstand for mit arbejde som klassisk anmelder. Jeg har spillet tværfløjte, siden jeg var teenager. Efter jeg for nogle år siden opdagede, hvor fedt det er at spille på traversfløjter, som de så ud i 1700-tallet, gør jeg i øjeblikket kun det.«
Thomas Michelsen har anmeldt klassisk musik ved danske dagblade i tre årtier. Først ved Information, derefter på Politiken, hvor han er musikredaktør. Han er uddannet cand.mag. i musikvidenskab og filosofihistorie, har arbejdet som redaktør ved Carl Nielsen Udgaven og udgav i 2022 den første biografi om komponisten Vagn Holmboe, Det dybe og det rene, på forlaget Multivers.
Seismografs playliste er skabt af kunstnere, musikere, kokke, forfattere og cykelryttere. Hver person anbefaler fem musikstykker, som verden skal høre. Stafetten sendes videre.
En playliste er en liste med video- eller lydfiler, som kan spilles på en radiokanal eller i et program til afspilning af lydfiler. Nogle mennesker mener, deres bedste venner er playlister. Playlister siges at være noget af det mest intime, man kan dele.