Langt størstedelen af 1900-tallets kompositionsmusik kan næsten ikke tænkes uden spolebåndoptageren. Princippet for den var blevet udtænkt allerede sidst i 1800-tallet af den danske opfinder Valdemar Poulsen, som tog patent på sin opfindelse og søgte at vinde gehør for idéen i USA. Men han havde ikke heldet med sig – fonografen var netop kommet frem, og magnetofonen havde derfor ingen interesse. Først i anden halvdel af 1920’erne opstod en fornyet interesse for musik lagret på spoler og ikke lakplader, sikkert fremskyndet af filmindustriens hastige udvikling frem mod tonefilmen.

Elektronisk musik er musik, der ikke spilles på akustiske instrumenter, men fremkommer gennem komposition i lyd, især på computer. Der var en gang, hvor musique concrète ikke blev betragtet som elektronisk musik af ideologiske grunde, men en sådan frasortering er hverken relevant eller hensigtsmæssig i dag. Elektronisk musik er således langt hen ad vejen synonymt med det, der ofte kaldes "elektroakustisk musik" - en absurd, omend traditionsrig betegnelse (hvorfor ’akustisk’?). Begrebet elektronisk musik er dog bredere og omfatter også electronica og mere populærmusikalske fænomener.

Akusmatisk musik er musik, der er skabt til at blive afspillet gennem højttalere frem for at blive opført af musikere. I første omgang blev begrebet brugt af Pierre Schaeffer til at beskrive det forhold, at man ikke ser lydenes tilblivelse, men blot hører dem. Begrebet er hentet fra myten om, at Pythagoras skulle forelæse bag et forhæng for sine tilhørere (akusmatikoi); antageligt så de bedre kunne koncentrere sig om det sagte uden hensyntagen til mesterens visuelle og kropslige fremtræden.