Hvordan vil du karakterisere kunstens potentiale? 

Kunst kan hjælpe os med at genfinde vores værdighed, minde os om det smukkeste i os selv, og løfte os ud af vores forestillinger og vores verdensbillede.

Kunsten minder om at der er mere i livet end det materialistiske forbruger-ræs som mange mennesker desværre regner for at være virkeligheden.

Dermed peger kunsten på det essensielle, det magiske, det udefinerede, det mystiske, det vigtigste i livet. Dette er det stærkeste politiske budskab kunsten indeholder.

Hvilke muligheder, kvaliteter og begrænsninger finder du i lyden som materiale?

Jeg oplever ikke noget skel mellem lyd og ikke-lyd. Når koncertsituationer bliver magiske, er det ofte fordi at det som folk tror de skal opleve (lyden af musikken), og det de faktisk oplever (lyden af musikken i samspil med deres egen vejrtrækning, lidt uro på stolene, en dør der smækker i nabo-bygningen, erindringer, mave-fornemmelser etc.) smelter sammen til noget uadskilleligt.

Jeg oplever at grænserne er helt åbne mellem musik og f.x. dans, poesi, shamanisme og menneskelig forløsning, feltet er fuldstændigt kontinuært. Det gælder både som lytter og udøver.

Hvad mener du kendetegner det vellykkede værk?

Jeg er ret uinteresseret i ideen om et værk, hvis det betyder at noget kan gentages igen på den samme måde.

Hvis et stykke musik er muligt at genskabe eksakt, så er det i min verden dødt, og oftest irrelevant.

Deraf følger, at de små forskelle oftest er de vigtigste.