Af Anders Beyer

Det kunstnerisk skabte og det levede liv hører sammen som siamesiske tvillinger for komponisten Karsten Fundal (f. 1966). Hvis ikke den ene del fungerer, bliver den anden del svækket og uvirksom. I tilfældet Fundal betyder det at få styr på sig selv og dermed etablere ordentlige relationer til den omgivende verden lige så meget som kunstner-karrieren. Det handler om balance i livet og i kunsten, i sidste instans også om at indgå i en meningsfuld social sammenhæng, om at etablere en menneskelighed og om at være noget – også for andre end sig selv. Når man beskæftiger sig med Fundals musik må man derfor medtænke det, der er ved siden af kunsten, alt det, der i sidste instans er forudsætningen for at kunsten kan manifestere sig i de musikalske udtryksformer. 

Som komponist har Karsten Fundal altid været fascineret af at sætte musikken i system. Tonerne kommer ikke af sig selv, de træder frem som følge af en fortroliggørelse af bestemte systemer, som igen sætter komponisten i stand til at realisere en forestilling eller en vision. Men det tekniske eller systemet er aldrig et mål i sig selv. Teknik og tanker og tekster i og omkring Karsten Fundals musik har altid en åndelig eller metaforisk betydning. Det kit der binder hans musikalske bygningsværker sammen, er mere end blot og bar tal, metode og fascination af videnskab; hans musik søger hele tiden de steder, hvor ånd og eksakthed kan bringes i samme musikalske spor. 

Systemtænkning er ikke fremmed for den nysgerrige. Ethvert legesygt barn, der har puslet med de kendte Legoklodser, ved, at der gennem den systematiske leg kan opstå former og figurer, som pirrer det sanselige apparat og stimulerer den kreative fantasi. Fundal er ingen undtagelse: 

»Vi fik et klaver af min mormor da jeg var fem år gammel. Man siger at jeg gik i gang med at spille på det med det samme. Jeg lærte tonesystemet ved at sidde og lege med det. Måske var det fordi jeg også brugte megen tid på at bygge med Legoklodser. Det er lidt den samme måde at tænke på: Man opdager at der er et sammenhængende system, man gennem legen kan gøre sig fortrolig med.« 

Så hos Karsten Fundal er der ingen konflikt mellem hangen til videnskabelighed og følelser og det efterfølgende arbejde med at transformere det tænkte til klingende musik. Det er en kobling som sker af sig sig selv inde i hovedet, og det er noget han gør, fordi der er bestemte ting der hele tiden fascinerer ham. Det er denne fascination, han stædigt forfølger. Samtidig med udviklingen af de komplicerede tankeprocesser, omsættes tænkningen næsten simultant til musik. Med komponistens ord: 

»Jeg var fascineret af bestemte ting i musikken og fandt nogle pendenter i naturvidenskaben, som udvidede min bevidsthed. Derfor er jeg blevet ved med at orientere mig i naturvidenskaben og jeg bruger billeder herfra, fordi det er de mest præcise billeder. Det er jo også lettere at få ikke-fag-folk til at forstå et naturligvidenkabeligt billede end at forstå hvad der sker i toner.« […]