Dette fænomen har ikke en etableret betegnelse. Det handler om, at man komponerer med musikinstrumenters og lydmediers egne indbyggede bilyde - altså dé utilsigtede, fysiske lyde, som opstår ved betjeningen af instrumentet/apparatet, som traditionelt søges minimeret.

For at forklare fænomenet kan man momentvist betragte også musikinstrumentet som et medium. Ikke fordi akustiske instrumenter essentielt er medier, men fordi denne betragtningsmåde gør definitionen klarere: Instrumentet anskuet som et medium opfører sig ligesom andre medier, idet alle medier rummer information (lyde) som ikke er den del af signalet, men kommer fra mediet selv. Altså en kommunikativ støj. 
Det er susende luftstrømme, spyttets rislen, strengegnidren, raslen af klapper, vejrtrækning osv.

Et særligt fænomen inden for elektronisk musik og lydkunst er, at man benytter et lydmedies egne lyde, således at mediet ikke længere formidler musik, men selv spiller: Radioens susen, pladepillerens knitren, cd'ens glitch (se Glitch) osv.
Dette greb har en dobbelt rolle: Dels bliver det en selvrefleksion af instrumentet og mediet, og samtidig er det en kilde til en udvidet klangverden af støj og rumsteren.

Det skal ikke forveksles med det bredere fænomen "alternative spillemåder", der inkluderer anderledes tonefrembringelser, udefrakommende redskaber, instrumentmanipulationer osv.

En lydskulptur er et lydkunstværk, der er formet som et afgrænset legeme, som afgiver lyd. Enten ved at lave sin egen lyd (som et slags instrument) eller ved at transmittere lyd (via højttalere). Lydskulpturer kan være interaktive, de kan gennemføre et bestemt program, de kan lade sig påvirke af eksterne data eller de kan operere via tilfældighedsoperationer.