Det som her kaldes 'Åbne former' svarer til John Cages begreb 'indeterminate music', og handler om, at komponisten lader visse beslutninger være op til de udøvende musikere. Det kan fx være rækkefølgen af delelementer (den mest hyppige); passager af fri eller bunden improvisation; angivelsen af en begyndelses- og en sluttilstand, hvor musikeren selv vælger vejen mellem de to punkter; angivelsen af et antal noder uden at de er placeret i rækkefølge etc.

Betegnelsen tape music er betegnelsen for den New York-baserede udformning af elektronisk musik frembragt ved hjælp af spolebåndoptagere. Betegnelsen er en smule misvisende, da al brug af spolebåndoptageren som kompositionsredskab jo kan kaldes netop det. Men ikke desto mindre er den blevet knyttet til de amerikanske komponister, som nogenlunde samtidig med Pierre Schaeffer i Paris, men uafhængigt af ham, eksperimenterede med frembringelsen af støjlyde frembragt på spolebåndoptagere.

En kunstnerisk bevægelse som opstod i Italien i 1909, især med udgangspunkt i musik, og som snart fik et decideret russisk modstykke. Som ordet siger, var forestillinger om fremtiden i centrum - maskiner, støj, industri og fart, men desuden en forkærlighed for anarki, brutalitet og absurditeter. Tankegangen bredte sig hurtigt til digtning, billedkunst og film, endog til f.eks. mad og mode. Futurismen spillede tankemæssigt en rolle som baggrund for såvel bruitisme (støjkunst) som for surrealisme og dadaisme. Og også senere fænomener som f.eks.