Deutsche Grammophon

Musikalsk lagring

En særlig omstændighed ved musikken i 1900-tallet er dens muligheder for at kunne blive lagret. For den blev til i en tid, hvor man havde gjort den mageløse opdagelse at kunne lagre lyd, det vil sige indspille et musikstykke og efterfølgende afspille det på en fonograf eller en grammofon, helt uafhængigt af tid og rum. Opfindelsen fik allerede i 1890’erne stor kommerciel udbredelse og ændrede for altid relationen mellem musik og lytter. Indtil da måtte lyttere altid komme til musikken for at høre den – men med opfindelsen af grammofonen var det snarere musikken, der kom til lytteren. Det var en omstændighed, som godt et kvart århundrede senere fik følgeskab af radioen og jukeboksen – og siden en lang række andre lagringsmedier, hvoraf mp3-afspilleren blot er en af de senest tilkomne. 

De første klassiske musikindspilninger var instrumenteret for herrevokal og klaver, fordi det begrænsede frekvensområde på pladerne ikke tillod fx orkestre at indspille. Det ændrede sig dog efterhånden, og en lang række indspilninger for reduceret orkester (da man stadig ikke kunne høre fx kontrabasserne) blev foretaget. En sej værdikamp mellem fortalere for levende musik og indspillet musik udspillede sig i perioden, men efterhånden fandt man fælles fodslag ud fra en erkendelse af, at de to områder ikke modarbejdede, men tværtimod befordrede hinanden.

Det helt store gennembrud for klassiske musikindspilninger kom sidst i 1940’erne, hvor nye, forbedrede pick up’er kombineret med de såkaldte long playing-plader blev lanceret. Resultatet var ikke blot betydelig bedre lydkvalitet, men også muligheden for at kunne placere op til tyve minutters musik på hver pladeside – sådan at en LP samlet kunne rumme hvad der svarede til længden af en romantisk symfoni.

Pladerne var fortsat en slags reklame for levende, klassisk musik, men havde i den grad samtidig sit eget liv i hjemmene. For dirigenter og orkestre var pladeindspilninger ikke blot en økonomisk gevinst, men også en måde at dokumentere sin kunnen på, en måde at gøre live-indspilninger til blivende kunst, og en måde at kanonisere sine egne bedrifter på. Ingen vidste dette bedre end dirigenten Herbert von Karajan, hvis autoritative indspilninger på Deutsche Grammophon for et stort publikum satte den højest mulige standard. LP-pladen markedsførte klassisk musik i en grad, som skabte øget interessse for koncerterne – også for en dirigent som Sergiu Celibidache, der ganske enkelt nægtede at indspille plader, da de efter hans opfattelse ikke ydede musikken nogen retfærdighed.

Snart opstod på de forskellige pladeselskaber forskellige lydæstetikker, som man holdt sig til – hvilket for lydkendere kunne høres i præferencerne for rumklang, mikrofonplacering og så videre. Det var en tankegang, som det tyske pladeselskab ECM skulle perfektionere med indspilninger, som nok var begået af vidt forskellige musikere, men som lydmæssigt altid havde sit særlige trademark, bragt til veje ved elektronisk frembragt rumklang ud fra særlige principper. Selskabet var begyndt med jazz, men skulle fra først i 1980’erne lancere sin New Classics-serie, hvor kompositionsmusik fra både før og efter 1950 blev indspillet og så at sige æsteticeret på en måde, der afgjort ikke passede alle lyttere, men som ikke desto mindre hjalp et stort publikum til enten at høre musikken på en ny måde eller til at skabe forbindelser mellem værker og genrer – herunder jazz, rock og electronica, der ellers ikke havde meget med hinanden at gøre.

Studiet som kompositions- eller arrangementsredskab har altså ikke udelukkende været forbeholdt populærmusikken – kompositionsmusikken har været ganske godt med, og er det fortsat.