Schönberg beskrev sin tolvtoneteknik som en "metode", og serialismen er en direkte videreudvikling af denne metode. Men hvor metoden hos Schönberg fokuserede på toner, fokuserer serialismen mere generelt på ansamlinger af (ofte også tolv) "værdier" - tonelængder, fikserede registre, dynamik, klang etc. (teoretisk ofte refereret til som "parametre"). Strategien er i princippet den samme som for tolvtonemetoden: en særlig kombinatorik der varierer de forskellige elementers indbyrdes rækkefølge eller placering efter strenge, rent teknisk-talbaserede regler.

I almen forstand forbindes ordet enten med en social situation, hvor etnisk, religiøst eller kulturelt adskilte grupperinger interagerer samtidigt; eller den situation at flere forskellige vinkler eller metoder tages i brug for at håndtere et emne eller fænomen. I musikken ses ordet oftest brugt når flere forskellige stiltræk eller stilarter optræder i samme værk (eller hos samme komponist (stilpluralisme). Begrebet har nære forbindelser til begrebet postmodernisme og såkaldt "musik på musik" (musik som i større eller mindre grad genkomponerer eksisterende musik).

I dansk kulturhistorie ses begrebet oftest forbundet med en række tanker fremsat i essayistisk form midt i 60'erne af digteren Hans-Jørgen Nielsen, en revolte imod det borgerlige kunstbegreb og en slags ny, fluxus-lignende dadaisme. Tankegangen betragtede alle aspekter af livet som små, i sig selv sluttede "spil", hvis regler, rammer og struktur måtte afkodes. I 1969 begyndte det tvær-kunstneriske tidsskift MAK at udkomme med Hans-Jørgen Nielsen som redaktør, og her blev "spil" også til "rollespil", dvs.