Ivar Frounberg

Stokastisk musik

Stokastisk musik er musik, der benytter sig af matematisk genererede, vægtede sandsynligheder frem for den aleatoriske ligestilling af alle muligheder (se Tilfældighedskomposition). Denne metode er udviklet af Iannis Xenakis som en slags tredje vej for en formaliseret musik, der undgår både serialismens og tilfældighedens mulige faldgruber. Med stokastiske modeller kan man komponere overordnede bevægelser, fx fra én tilstand til en anden, således at denne bevægelse er markant hørbar, men uden at være gennemkomponeret på detaljeniveauet. Det giver bl.a. en mulighed for at komponere komplekse massebevægelser, der opfører sig i stil med regnens trommen, stenene i strandkanten, der overskylles af bølger eller lyden af en demonstration (som hos Xenakis). Der trækkes ofte på eksisterende matematiske modeller. Stokastiske modeller benyttes også af elektroniske komponister og til live electronics-patches.

Serialisme

Schönberg beskrev sin tolvtoneteknik som en "metode", og serialismen er en direkte videreudvikling af denne metode. Men hvor metoden hos Schönberg fokuserede på toner, fokuserer serialismen mere generelt på ansamlinger af (ofte også tolv) "værdier" - tonelængder, fikserede registre, dynamik, klang etc. (teoretisk ofte refereret til som "parametre"). Strategien er i princippet den samme som for tolvtonemetoden: en særlig kombinatorik der varierer de forskellige elementers indbyrdes rækkefølge eller placering efter strenge, rent teknisk-talbaserede regler. De heraf følgende ansamlinger eller "rækker" af værdier beskrev man som "serier" (eller i USA som "sets"), og heraf navnet.

Idéen om musik som et blot og bart åndeligt univers af rene musikalske objekter, balancer og relationer, musik uden årsagssammenhænge, uden retorisk eller semantisk syntaks, uden fremadrettet bevægelsesimpuls, sproglighed etc., fængslede den europæiske avantgarde efter Anden Verdenskrig og blev grundlag for den såkaldte"gennemorganiserede" eller "totale" serialisme. I en "rytmisk etude" for klaver, Mode de valeurs et d'intensités (Skala af varigheder og styrkegrader, 1949) tog Olivier Messiaen som den første skridtet fuldt ud: serier af forudbestemte grundelementer, 36 tonehøjder, 24 varigheder, 12 styrkegrader og 7 forskellige typer af pianistisk anslag kombineres således at hver eneste tone i et bestemt register har helt sin egen uforanderlige varighed, styrkegrad og anslagsart.

I første halvdel af 50'erne afprøvede unge, europæiske komponister (ofte med idéer udvekslet under Darmstadt Feriekurserne) muligheden for at organisere alle musikkens forskellige elementer efter serielle principper - forholdet mellem enkelhed og kompleksitet, mellem symmetrisk og asymmetrisk periodedannelse, mellem konstans og variation i forløbet. Og dertil lydens distribution i rummet, graden af dens opfattelighed, en teksts forståelighedsgrad, ja, endog forholdet mellem fastlagt og ikke-fastlagt eller styring og frihed. Da begrebet serialisme (rækketeknik) oprindelig blot var et andet ord for tolvtonemetoden (dodekafoni), må man normalt aflæse serialisme som et udtryk for de talrige nye former for udvidet dodekafon tankegang der opstod midt i 50'erne, men en præcis afgrænsning af de to begreber er næppe mulig.

Komponister: Olivier Messiaen, Karlheinz Stockhausen, Pierre Boulez, Luciano Berio, Luigi Nono, Mauricio Kagel, Milton Babbitt, sen Igor Stravinsky,
Danske: Gunnar Berg, tidlig Jan Maagaard, tidlig Ib Nørholm, træk hos Anders Brødsgaard og Ivar Frounberg

Terms