Tre eksperimenter mod den gængse musik

Anvendt i musikalsk sammenhæng har dette begreb i hvert fald to helt forskellige betydninger.

Under Anden Verdenskrig perfektionerede tyske ingeniører den såkaldte "magnetophon", og omkring 1950 blev den første båndoptager markedsført. Den muliggjorde redaktion, kombination og bearbejdning af elektrisk oplagrede lyde, og selve tonebåndet kunne klippes og "splejses" ganske som en film. Samtidig gjorde den enormt forbedrede mikrofonteknologi det muligt at optage virkelighedens lyde stadig mere troværdigt og derefter "komponere" dem - dvs. klippe dem sammen til præcist formede lydforløb. Efter virkelighedens konkrete lyde og det nøgterne arbejde med at montere dem sammen blev denne musikform kaldt konkret musik ("musique concrète").

En særlig dansk minimalisme som opstod midt i 60'erne blev, med en betegnelse lånt fra konkret poesi og maleri, og ordet blev anvendt om musik af både Henning Christiansen, Ib Nørholm og Pelle Gudmundsen-Holmgreen, trods betydelige stil-forskelle de tre komponister imellem (se også attitude-relativisme).

Komponister, konkret musik: Pierre Schaeffer, Pierre Henry, Bengt Hambræus, Karl-Birger Blomdahl, Jørgen Pleatner