Så selv Birgitte Possing forstår det
Er det muligt at kritisere tidens indsatser for kønsbalance i det klassiske musikliv uden at lyde som et reaktionært røvhul? Ikke ifølge den seneste udgave af et radioprogram på P2.
Er det muligt at kritisere tidens indsatser for kønsbalance i det klassiske musikliv uden at lyde som et reaktionært røvhul? Ikke ifølge den seneste udgave af et radioprogram på P2.
Årets udgave af Københavns festival for ny musik rummede både soniske ritualer, kulturmøder og optrin med loops, krop og kassettebånd – og franske musikere, der spillede, som om klang kunne forandre verden.
This year’s edition of Copenhagen’s festival for new music embraced sonic rituals, cultural encounters, and performances with loops, bodies, and cassette tapes – and featured French musicians playing as if sound itself could change the world.
»Usvigeligt rutineret, uden på noget tidspunkt at minde om rutine. Meget mere af det.«
»Værket var draget af lys, og med hver sit gradvise ryk opad bevægede musikerne sig som en sværm af fugle mod solen.«
»En bedaget døs af musikhistorisk revisionisme meldte sig i Musikhusets forgyldte lokale: Nu skulle Minimoogen skrives ind i den klassiske kanon med koncerten ‘The Minimoog Project’.«