Lydkunsten er domineret af lydinstallationer, forstået som fysiske opstillinger af lydapparatur i et rum, der kører af sig selv, og som man kan gå til og fra (modsat koncertopførelser eller værkindspilninger). Der er ikke tale om fonogram-værker, som kan lyttes på hovedtelefoner eller i lyttestationer, men om at værket selv er installatorisk. Lydinstallationer kombinerer ofte en sanselig oplevelse med en undersøgelse af lyd eller den benytter lyden som et middel til at undersøge noget andet.

De talrige brud med de etablerede og på forhånd givne normer, som den tidlige modernisme omkring år 1900 foretog – eller forsøgte på – gav sig også udtryk musikalsk. Uden at ville revolutionere noget, var især Erik Saties værker ofte værker, som ikke kun var musikalske realiseringer, men i sig selv en slags statements eller – sagt med et langt nyere ord – happenings, det vil sige hvor musikken i lige så høj grad er et aktionspræget statement som det er klingende musik.

Midt-60'erne er en meget ekspansiv periode i musikhistorien med et krydsfelt af indbyrdes forbundne bevægelser: åbenhed, stilpluralisme, sprængning af genrer og kategorier sideløbende med forenkling, renselse, afgrænsning, monotoni, abstraktion og anonymitet - med ét ord minimalisme. Betegnelsen anvendes inden for både billedkunst, design og til en vis grad litteratur, men den er særlig udbredt på musikkens område.