Ottorino Respighi

Objet trouvé/Found sound

Begrebet objet trouvé stammer fra kunsthistorien, hvor malere som Pablo Picasso og George Braque i årene omkring 1910 begyndte at indsætte konkrete genstande på lærredet i form af avisstumper, postkort eller andre elementer, som ikke havde nogen kunstnerisk karakter i sig selv, men som fik det i den kunstneriske kontekst. Disse genstande brød med motivets illusion ved ikke at være en motivisk repræsentation, men derimod et stykke ‘virkelighed’, der eksisterede i forvejen uafhængigt af den kunstneriske kontekst, det indgik i. Marcel Duchamps readymades, hvoraf urinalet Fontaine fra 1917 så langt er det mest kendte, gjorde ligeledes brug af en objet trouvé-tankegang.

Teknikken er beslægtet med renæssancens trompe-l’oeil-teknik, hvor malede hverdagsgenstande indgik som integrerede elementer i billedet som perspektiviske illusioner. Og den er beslægtet med den avantgardistiske litteraturs brug af metafiktion, hvor værket ved hjælp af selvreferentialitet og andre illusionsafslørende greb, afslørede sig selv som fiktion.

I kompositionsmusikken blev begrebet bedre kendt som found sound eller på dansk reallyd, og det betegnede anvendelsen af præfabrikerede klange eller lyde fra den omgivende verden. Kendte, tidlige eksempler er Erik Saties brug af en skrivemaskine i Parade (1917), Ottorino Respighis anvendelse af en grammofonplade med optagelser af en nattergal i orkesterværket Pini di Roma (1924) samt George Antheils støjværk Ballet mécanique (1926), hvor lyden af motoriserede propeller, rundsave og andre industrielle støjgivere indgår. Også Mahlers brug af hyrdeklokker i 6. symfoni og 7. symfoni (hhv. 1903-04/06 og 1904/05) kan siges at være et tidligt udtryk for det.

Med inddragelsen af spolebåndoptageren og mikrofonen som medskabere af den kunstneriske proces fornyede musique concréte-genren anført af Pierre Schaeffer anvendelsen af found sound i form af toglyde fx i det genredefinerende værk Cinq études des bruits (1948), hvor lyden af menneskestemmer, trafikstøj med videre indgik.

Siden da har anvendelsen af reallyde spillet en afgørende rolle i frembringelsen af både kompositionsmusik og populærmusik. Inddragelsen af feedback hos ikke blot rockguitarister, men også hos Steve Reich i Pendulum Music (1968), hvor en mikrofon pendulerer henover en forstærker og dermed afgiver feedbacklyde, var en spektakulær nedbrydelse af grænsen mellem instrumenternes og den omgivende verdens lyde. Også anvendelsen af bilstøj, menneskestemmer, industristøjlyde og mange, mange andre former for reallyde, har siden da konstant mindet lytteren om, at musikalske klange ikke længere bliver frembrangt udelukkende af musikinstrumenterne og sangstemmerne, men i princippet af alle tænkelige lydgivere (se hertil Lydens frigørelse).

Konservatisme

Brugt om musik har ordet ingen af sine vanlige politiske konnotationer, og det vil i reglen kunne erstattes med "traditionalisme" uden at forstyrre meningen. Det har været anvendt både bredt om komponister som stædigt fastholder eller forsvarer eksisterende konventioner, og om komponister som mere eller mindre bevidst og ubekymret vælger at befinde sig i en slags "tidslomme".

Blandt de første kan som særligt karakteristiske eksempler nævnes tyskeren Hans Pfitzner, østrigerne Franz Schmidt og Erich Wolfgang Korngold, amerikanerne Samuel Barber, David del Tredici, Ned Rorem og John Corigliano, italieneren Ottotino Respighi, englænderen William Walton og finnen Kalevi Aho.

Blandt de sidste er den 70-årige Richard Strauss skoleeksemplet. Først nu, hvor Strauss' politiske ukorrekthed er stort set glemt, og hvor man har indset at kunstnerisk troværdighed ikke nødvendigvis hænger sammen med fremskridt og nyskabelse, er hans seneste, helt igennem romantisk-tonale værker (som "Metamorphosen", 1945 og "Vier letzte Lieder", 1948) blevet en fuldgyldig del af standardrepertoiret.

 Danske komponister: Leif Kayser, Jørgen Jersild, Niels la Cour, Bo Holten

Folklorisme

I 1800-tallet anså man den "naive" folkelige musik for at være et symbol på nationens åndelige væsen, og folkemusikkens melodik blev set som "ren" og "uspoleret". Og i sidste halvdel af århundredet opfattede man brugen af den slags musikalsk stof som en genvej til det brede musikpublikum.

Konceptet "folket" er i de fleste europæiske lande positivt ladet - i Danmark endog i afledningen "folkelighed", forstået som folke-lighed. For komponister som Bartok og Kodaly, Janacek eller Szymanowski (og før dem f.eks. Grieg eller Hugo Alfvén), indeholdt folkemusik en særlig etnisk betydning eller essens som nok mere alment kunne stimulere til nytænkning, men som i sit væsen var bundet til sit sted og sit folk. Hvorimod komponister som Puccini, Stravinsky, De Falla, Respighi, Villa Lobos m.fl. anbragte det lånte, folkelige melodistof i sammenhænge som var individuelle og uden etniske dimensioner.

En tæt sammenhæng mellem dette begreb og begrebet nationalisme er åbenlys, men det rammer nok bedst den ikke-etniske brug af folkeligt materiale.

Komponister desuden: Alexander Borodin, Percy Grainger, Vaughan Williams, Charles Ives, Aaron Copland
Danske: Niels W. Gade, Carl Nielsen, Vagn Holmboe, Poul Rovsing Olsen

Terms

Neoklassicisme

Ved afslutningen af Første Verdenskrig, med dens enorme økonomiske og menneskelige omkostninger, stod det de fleste europæiske kunstnere klart at ansvarlighed nu måtte betyde saglighed, realitetssans og praktisk anvendelighed. I 1917 skrev Feruccio Busoni til en ven at "frihedstrangen, der gjorde overdrivelsen til norm, må fremkalde sin egen modsætning. Og selve modsætningen udvirker det næste skridt og fører til en ung klassicisme." Og faktisk har pendulsvinget mellem fornyelse og konsolidering, mellem det subjektive og det objektive, præget musikkulturen siden middelalderen - det apollinske afløste endnu en gang det dionysiske.

Men efterkrigstidens "unge klassicisme" - neoklassicismen, rummede et afgørende nyt aspekt, lige så æstetisk fornyende som de forudgående eksperimenter med musikkens materiale. Modsætningen f.eks. mellem Schönberg og Stravinsky, en modsætning der i en årrække fungerede som almen musikæstetisk lakmusprøve, er på flere måder overfladisk og falsk. For i bredere forstand er begrebet neo ikke et forfaldssymptom, ikke bagudvendt nostalgi eller kapitulation over for historien, men et symptom på en ny materialeholdning.

I tiden umiddelbart efter krigen var den kulturelle afmatning åbenbar på alle niveauer. Men samtidig opstod (eller genopstod) holdninger som afviste at autenticitet eller nutidighed forudsatte brugen af særlige metoder eller etablering af et ikke-før-hørt materiale, og disse holdninger førte til nye forståelsesformer der gav plads for flerdimensionalitet, fremmedgørelse, forvrængning, forklædning, parodi og distance (og som senere i århundredet dannede grundlag for begreber som stilpluralisme og postmodernisme). 

Komponister: Igor Stravinsky, Maurice Ravel, Sergei Prokofiev, Dmitrij Sjostakovitj, Paul Hindemith, Aaron Copland, Ottorino Respighi, Alfredo Casella, Arthur Honnegger, Darius Milhaud, Bohuslav Martinú, Francis Poulenc, Jean Francaix, Benjamin Britten
Danske: Anders Koppel, Niels Viggo Bentzon, Jørgen Bentzon, Finn Høffding, undertiden Vagn Holmboe

Impressionisme

Betegnelsen ses ofte anvendt om især fransk musik fra begyndelsen af det 20. århundrede. Den var oprindelig en karakteristik af en gruppe franske malere i slutningen af forrige århundrede (Dégas, Monet og Renoir m.fl.), og blev siden overført især på Debussy. Malerne arbejdede med pletter af rene, ublandede farver som gled sammen til helheder, når de blev set på afstand. De ville de skildre virkeligheden som rent sanseindtryk af lys og skygge (fransk: "impression") uden symbolsk eller fortællende betydning. Da lysets skiften foregår i tid, kan musik faktisk bedre afspejle lysvirkninger end visuel kunst, og dette antyder en vis lighed med Claude Debussys musik, men begrebets senere status som en art æstetisk retning eller stilepoke er misvisende. I realiteten er det kun nogenlunde rammende brugt om Claude Debussys musik fra slutningen af 1890'erne og til omkring 1910, og det passer næppe på en eneste anden betydelig komponist fra perioden. For Maurice Ravel var idealet klarhed i forlængelse af fransk klassicisme, mens hverken Paul Dukas, Albert Roussel eller Florent Schmitt kan kaldes impressionister, og Claude Debussys musik bør snarere henregnes til symbolismen - han følte sig tættere på digtere som Mallarmé og Rimbaud end f.eks. på malere som Monet eller Manet.

Nøgleværk: Claude Debussy: Forspil til en fauns eftermiddag

Komponister hvis musik undertiden opviser visse impressionistiske stiltræk: Frederick Delius, Gustav Holst, Charles Griffes, Karol Szymanowski, Manuel de Falla,  Alexander Skrjabin, Vaughan Williams, Ottorio Respighi, Toru Takemitzu

Danske: træk hos Poul Schierbeck, Axel Borup-Jørgensen og Svend Nielsen