Brugt om musik har ordet ingen af sine vanlige politiske konnotationer, og det vil i reglen kunne erstattes med "traditionalisme" uden at forstyrre meningen. Det har været anvendt både bredt om komponister som stædigt fastholder eller forsvarer eksisterende konventioner, og om komponister som mere eller mindre bevidst og ubekymret vælger at befinde sig i en slags "tidslomme".

I 1800-tallet anså man den "naive" folkelige musik for at være et symbol på nationens åndelige væsen, og folkemusikkens melodik blev set som "ren" og "uspoleret". Og i sidste halvdel af århundredet opfattede man brugen af den slags musikalsk stof som en genvej til det brede musikpublikum.

Ved afslutningen af Første Verdenskrig, med dens enorme økonomiske og menneskelige omkostninger, stod det de fleste europæiske kunstnere klart at ansvarlighed nu måtte betyde saglighed, realitetssans og praktisk anvendelighed. I 1917 skrev Feruccio Busoni til en ven at "frihedstrangen, der gjorde overdrivelsen til norm, må fremkalde sin egen modsætning.

Betegnelsen ses ofte anvendt om især fransk musik fra begyndelsen af det 20. århundrede. Den var oprindelig en karakteristik af en gruppe franske malere i slutningen af forrige århundrede (Dégas, Monet og Renoir m.fl.), og blev siden overført især på Debussy. Malerne arbejdede med pletter af rene, ublandede farver som gled sammen til helheder, når de blev set på afstand. De ville de skildre virkeligheden som rent sanseindtryk af lys og skygge (fransk: "impression") uden symbolsk eller fortællende betydning.